7. december 2016

EU-indvandring og den danske velfærdsstat

Artikel af professor Dorte Sindbjerg Martinsen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Gabriel Pons Rotger, SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd den 7. december 2016.

EU-borgere, der arbejder i Danmark, er en rigtig god forretning. Efter mange års ophedet politisk debat slår en ny omfattende undersøgelse fast, at Danmark tjener gode penge på EU-borgere, der bosætter sig og arbejder her i landet.

Ligesom EU-indvandring og den britiske velfærdsstat var et hovedtema op til UK’s EU-afstemning, har EU-borgeres ret til dansk velfærd også været heftigt diskuteret herhjemme. Debatten har sået tvivl om den danske velfærdsstats bæredygtighed, når EU-borgere kan bevæge sig frit og få adgang til de skattefinansierede velfærdsydelser herhjemme. Undersøgelsen viser imidlertid, at også på den lange bane giver EU-borgere plus på velfærdsbudgettet. De ca. 160.000 EU-borgere, der havde bopæl i Danmark i 2013, gav i gennemsnit 21.205 DKK i nettobidrag til den danske velfærdsstat. Herboende EU-borgere har således været med til at finansiere den danske velfærdsstat – også i en tid med EU udvidelser, økonomisk krise og ændrede EU regler.

EU-borgere giver overskud

Vores undersøgelse har set på EU-borgernes bidrag til og forbrug af danske velfærdsydelser fra 2002 og til og med 2013. Undersøgelsen er langt mere udtømmende, end hvad der hidtil har været lavet på området, idet den undersøger samtlige EU-borgere og ikke en stikprøve af befolkningen. Den undersøgte periode fra 2002 til og med 2013 er vigtigt, fordi den indeholder nogle helt afgørende forandringer i EU samarbejdet, som man kunne antage ville påvirke forholdet mellem EU indvandring og dansk velfærdsstat negativt. En helt afgørende forandring har været EU’s udvidelser i 2004 og 2007 med 10 nye Østeuropæiske medlemsstater samt Cypern og Malta, som har forstærket den interne sociale og økonomiske forskel i Unionen. Hertil kommer ændringer i EU’s regler for opholdsret og grænseoverskridende velfærd særligt i 2004, den økonomiske krise fra 2008 samt udfasningen af de danske overgangsordninger for personers fri bevægelighed fra de nye medlemslande i 2009. De forandringer kunne betyde, at i et EU med mere åbne grænser ville der blive trukket ekstra meget på de danske velfærdsydelser.

Undersøgelsen viser, at mellem 2002 og 2013 steg antallet af EU-borgere med bopæl i Danmark markant fra ca. 54.000 borgere til ca. 160.000. Den politiske debat herhjemme har kredset om, hvorvidt EU-borgerne udgør en velfærdsmæssig gevinst eller udgift. For at kunne undersøge det spørgsmål har vi fået adgang til registerdata for hele populationen af herboende EU-borgere. I forhold til bidragssiden har vi undersøgt EU-borgernes betaling af indkomstskat og ejendomsskat, moms (indirekte beregnet) og arbejdsmarkedsbidrag. Vi har ikke haft mulighed for at inkludere selskabsskat. Også hvad angår omkostninger giver registerdata unikke muligheder for at beregne træk på de danske velfærdsydelser. Vi har her undersøgt EU-borgernes forbrug af kontantydelser; dagpenge, kontanthjælp, revalidering, SU, børne- og ungeydelse, folkepension, efterløn, mv. Herudover har vi undersøgt EU-borgenes forbrug af serviceydelser og beregnet omkostningerne heraf pba. estimater for, hvad de enkelte ydelser koster. Forbrug af serviceydelser omfatter; indlæggelse på hospital, lægekonsultation, tandlæge, børn i vuggestue og børnehave, grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse, samt kriminalitet. Endelig har vi for samtlige EU-borgere beregnet en gennemsnitlig omkostning for kollektivt offentligt forbrug, dvs. omkostninger ved brandvæsen, forsvar, vedligeholdelse af infrastruktur, mv. Ved at sammenholde EU-borgernes velfærdsmæssige bidrag med deres forbrug har vi beregnet nettobidraget i den indeværende periode for alle, men også sammenlignet EU-borgere på tværs udfra alder, oprindelsesland og bopælstid.

Vi har således så udtømmende som muligt kunne frembringe fakta for, hvad EU-borgerne giver og tager i det store velfærdsbudget. Figuren viser EU-borgerens gennemsnitlige bidrag, forbrug og nettobidrag pr. år. Gennem hele perioden har nettobidraget været positivt, selv gennem den økonomiske krise 2008-2010. 2008-2010 markerer sig imidlertid også ved det mest markante fald i nettobidrag. I 2010 var nettobidraget pr. EU-borger faldet til 6654 DKK i gennemsnit. I 2013 var nettobidraget imidlertid igen steget til 21.205 DKK i gennemsnit. Bag om det overordnede billede viser vores undersøgelse, at EU-borgere er stærkt overrepræsenteret i den arbejdsdygtige alder sammenlignet med den danske befolkning. Overrepræsentationen er stærkest for EU-borgere fra de nye medlemslande. EU-borgerne fra de nye medlemslande bidrager i gennemsnit mindre end fra de gamle EU medlemslande pga. lavere indtægt, men de trækker også mindre på velfærdsydelserne. Samme mønster gør sig gældende, når vi ser på bopælstid. EU-borgere med færre bopæls år i Danmark bidrager i gennemsnit mindre, men får også færre velfærdsydelser end borgere, der har boet her længere.

Overordnet set har EU-borgerne altså været med til at finansiere den danske velfærdsstat selv i en periode, hvor der er sket helt afgørende økonomiske og politiske ændringer i EU-samarbejdet. Den politiske debat fremsætter pt. det globale/Europæiske og det nationale som et højspændt modsætningsforhold. Hvad angår EU-indvandring og den danske velfærdsstat ser vi imidlertid et forhold, der er i plus og relativt stabilt – også på den lange bane.

Undersøgelsen er finansieret af Norface programmet 'Welfare State Futures'.

Denne artikel har været bragt i dagbladet Politiken den 7. december 2016.