26. juli 2017

EU svigter fortsat den ydre grænsekontrol

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Jydske Vestkysten den 26. juli 2017.

Peter NedergaardI hundredtusindvis af migranter vil gerne fra Afrika og til Europa. Det pres er voldsomt i dag, og det bliver sandsynligvis endnu voldsommere fremover. For langt, langt hovedparten af disse afrikanske migranter er der alene tale om, at man ønsker et bedre liv økonomisk set for sig og sine børn. Det er et forståeligt ønske.

Problemet er imidlertid, at mange har meget svært ved at klare sig på det ordinære europæiske arbejdsmarked. Man ender derfor på offentlig forsørgelse i de europæiske velfærdsstater, hvilket imidlertid stadig er bedre for de fleste afrikanske migranter end et liv i Afrika.

Det er derfor, at man er villig til at betale et sted mellem 4000 og 8000 euro til menneskesmuglerne for en tur i en synkefærdig båd ud fra kysten i Libyen, hvor man så håber at blive samlet op og bragt til Europa. Efterhånden som den afrikanske befolkningseksplosion tager til, og efterhånden som man bliver så rige i mange afrikanske lande, at man kan få råd til at betale menneskesmuglerne, vil denne udvikling kun tage til.

For de europæiske velfærdsstater er de afrikanske migranter som helhed en stadig større byrde, som belaster de offentlige budgetter, presser velfærden og medfører en ghettoisering af samfundene. Fortsætter den afrikanske migrationsbølge, risikerer den at ende med at fjerne de selvsamme velfærdssamfund, som migranterne ellers så gerne vil til og nyde godt af. Alt dette er ikke migranternes skyld. Mange europæere vil sandsynligvis reagere på samme facon, hvis de stod i afrikanernes situation.

Skylden for, at den afrikanske migrationsbølger fortsætter og fortsætter, bør reserveres de europæiske beslutningstagere på nationalt niveau og i EU-regi. De politiske ledere i EU's ministerråd og i EU-Kommissionen har ganske enkelt svigtet alvorligt i de senere år, når det drejer sig om at begrænse migrationen fra Afrika til Europa.

Det bidrog efter alt at dømme kraftigt til, at Storbritannien stemte sig ud af EU. Da EU havde emnet på dagordenen på et af de seneste ministerrådsmøder, vedtog man at begrænse flugten fra Afrika til Europa ved at forbyde eksporten af gummebåde og påhængsmotorer til Libyen. Det er næppe den slags vedtagelser, der overbeviser hverken migranterne, menneskesmuglerne - eller EU's befolkninger - om, at EU tager spørgsmålet seriøst.

Syditalien er centrum for modtagelsen af de afrikanske migranter. Italien har på det seneste truet med blot at sende migranterne videre op i Europa i stedet for selv at indkvartere dem og behandle deres (oftest håbløse) sag om ophold og asyl. Det var den model, landet anvendte i 2015. Det viser, at det italienske problem hurtigt kan blive et europæisk problem.

EU har så godt som lukket den såkaldte balkanrute for migranter fra Tyrkiet. Aftalen står og falder imidlertid med den tyrkiske præsident Erdogans luner og kan hurtigt falde til jorden. Man har også forsøgt sig med kvotefordelinger af flygtninge og migranter, hvilket ikke er en løsning på noget som helst, så længe de ydre grænser er pivåbne.

Summa summarum: EU-landenes ledere og EU-institutionerne bør meget snart se at få etableret en effektiv kontrol ved EU's ydre grænser med de nødvendige midler. Det, EU hidtil har præsteret på feltet, er alt for vakkelvornt og ineffektivt.