Europas salt
Storbritannien er saltet i det europæiske samarbejde, som bevarer det frisk og giver det en acceptabel smag. Den britiske position er, at det europæiske samarbejde skal være pragmatisk og uden føderale endemål. Det skal bygge på, at nationalstaterne er og forbliver grundvolden i EU.
Kommentar af Peter Nedergaard, professor i statskundskab, bragt i Berlingske d. 29. februar 2016
Peter Nedergaard
Skiftende britiske regeringer har også slået på, at EU skal være præget af en positiv holdning til frihandel og mindre bureaukrati og overregulering. I mange år var Storbritannien gode kritikere af den europæiske landbrugspolitik, som kostede store dele af EU-budgettet uden, at det grundlæggende hjalp landmændene. EU’s landbrugspolitik blev til sidst reformeret på grund af bl.a. det britiske pres i denne retning. Storbritannien har også spillet en meget positiv rolle angående gennemførelsen af det indre marked i EU.
Jeg har selv i en periode som chef for EU-kontoret i Beskæftigelsesministeriet oplevet EU-samarbejdet i praksis. På denne tid forhandlede vi bl.a. om det såkaldte vikardirektiv, som de fleste EU-lande gerne så blive vedtaget med ganske detaljerede regler vedrørende vikaransattes lønforhold, pensioner, efteruddannelsesforløb osv. Med Storbritannien i spidsen lykkedes en gruppe lande (heriblandt Danmark) at blokere for vedtagelsen af vikardirektivet i så lang tid, at de andre EU-lande til sidst fremkom med så mange indrømmelser, at direktivet kunne vedtages.
Sagen er blot ét eksempel på, hvordan Storbritannien i EU-regi gang på gang repræsenterer den sunde fornuft. Hvor de fleste andre EU-lande blot ville regulere vikaransattes forhold så meget og så detaljeret som muligt i den falske tro, at man herefter løftede deres jobvilkår til nye højder, var Storbritannien, Danmark og ligesindede ganske klar over, at hvis flertallet af EU-lande fik det, som de ville have det, blev kvaliteten af de pågældende jobs ikke løftet. De forsvandt.
I EUs beslutningsproces har Storbritannien i ganske mange år været helt afgørende for, at tingene ikke skred i en alt for overreguleret og overbureaukratisk retning. I denne kamp har Storbritannien og Danmark i årevis været nære allierede.
Det kan derfor også undre, at den danske regering indtil regeringsskiftet i 2015 lagde sig så tæt op ad Tyskland, som man gjorde. Efter regeringsskiftet er den danske position igen blevet mere afbalanceret, og man lægger sig nu ofte et sted midt mellem de to store fellow travellers i EU.
De britiske vælgere skal tage stilling til EU-medlemskabet ved en folkeafstemning til juni. Afstemningen har stor betydning for Danmark, fordi et EU uden Storbritannien er et EU uden den samme grad af sund fornuft og markedsøkonomisk erkendelse som hidtil. Det er imidlertid også af stor betydning for EU’s funktionsevne. Uden Storbritanniens salt er der stor fare for, at EU rådner op indefra i bureaukratisk selvtilfredshed. EU vil ikke dø umiddelbart efter en eventuel britisk udtræden, men EU vil gradvis forvitre, fordi man i ringere og ringere grad vil evne at levere varen i form af vækst, fremtidshåb og sikkerhed til medlemslande og borgere.