15. juni 2019

Europas sande og falske patrioter

Kommentar af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 15. juni 2019.

Marlene WindSelvom både fejringen af 75-året for D-Dagen i Normandiet 6. juni og opfølgningen på europaparlamentsvalget druknede i folketingsvalgsdækning, er det værd nu at kaste et blik tilbage og gøre status. Der går nemlig en lige linje fra en af det 20. århundredes mest spektakulære og risikofyldte invasioner, hvor tusindvis af unge mænd mistede livet for vores alle sammens frihed, til det Europa, vi har i dag.

Det første, man kunne spørge om i lyset af den meget emotionelle D-dags-fejring, er således, om de højrepopulister, der i dag fremstiller sig som de sande forkæmpere for det nationale, selv ville være gået i døden for Europas frihed?

Det ville de næppe. Dels fordi de som »falske patrioter« fokuserer mere på deres egen lille stamme end de større idealer, dels fordi de ofte ikke forstår, at der nødvendigvis må gå en lige linje mellem deres egen frihed og den frihed, som soldaterne gik i døden for for hele Europas skyld 6. juni 1944.

Der er med andre ord langt fra nutidens selverklærede nationalister og populister til dem, der som »sande patrioter« reddede europæerne fra deres egen undergang ved invasionen i Normandiet.

Heldigvis endte europaparlamentsvalget ikke, som mange havde frygtet, med en styrkelse af de falske patrioter. Le Pen og østrigske FPO gik tilbage, og Salvinis venner i Danmark, Finland og Holland blev reduceret til næsten ingenting. Så selvom de gamle partier gik tilbage, så var valget først og fremmest en sejr til den solide midte.

At højrepopulisterne tabte pusten, kan naturligvis skyldes mange ting. Noget tyder imidlertid på, at mange europæere ganske enkelt er ved at være trætte. Trætte af at høre på dem, der bryster sig af deres fædrelandskærlighed samtidig med, at de rager til sig af fælleskassen og sælger ud af det liberale demokratis aller vigtigste principper.

Og nej, jeg tænker her ikke kun på MELD og FELD eller Orbans gennemførte kleptokrati. Det, jeg tænker på, er Strache-gate-sagen, hvor de østrigske højrenationale pludselig stod frem som prototypen på netop den falske patriotisme.

Skandalen, der siden har ført til hele den østrigske regerings fald, viste på hemmelige optagelser, hvordan vicekansler Hans-Christian Strache fra det højrenationale FPÕ uden tøven var villig til at forære store offentlige byggeprojekter samt Østrigs største avis til russerne. Som modydelse ville han så få positiv mediedækning, øge partiets stemmetal og i sidste ende kunne blive ved magten.

Strache-sagen illustrerer bedre end noget andet, hvad det er for kræfter, vi er oppe imod i disse år. Det ekstreme højres fædrelandskærlighed er en fernis, som i virkeligheden dækker over ønsket om at beholde magten for enhver pris kombineret med brandudsalg af de værdier, man ellers – ved festlige lejligheder – ynder at hylde.

Jeg havde selv fornøjelsen af for første gang at opleve invasionskysten et par dage før den store D-dags fejring, da jeg besøgte området med min meget (militær)historisk interesserede familie. Det var på alle måder rørende og burde være obligatorisk for alle folkeskolens ældste klasser: Mindesmærker overalt, uforlignelige museer og de smukkeste kirkegårde, hvor soldater fra alle tænkelige nationaliteter, der døde under invasionen, lå begravet. På strandene – særligt Omaha Beach – kunne man tilmed leve sig ind i, hvordan de amerikanske jægersoldater 6. juni 1944 måtte fire sig op ad stejle skrænter i tyskernes kugleregn.

Såvel Trump som Macron og May deltog i mindeceremonien over de mange faldne og døde. Det største indtryk gjorde dog den skriftlige appel fra 122 krigsveteraner, der bad alle huske på, at fred og frihed aldrig skal tages for givet. De ofre, de unge soldater ydede for den frihed, vi nyder i dag, burde ganske enkelt være omdrejningspunktet i al moderne politik.

At det også gælder Brexit og det europæiske samarbejde blev understreget af den 94-årige D-dags veteran Eric Chardin : »Jeg kan ikke lade være med at føle en enorm tristhed over, at vi nu er ved at kaste alt det i grus, som vi dengang gik igennem, for at samle Europas store nationer.«

Det er en sand patriot, der bør mindes med taknemmelighed. Også, når han en dag ikke er her længere.