Fælles front mod Kina er gift for Danmark

Kommentar af professor emeritus Bertel Heurlin (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 15. juli 2020.

En forenet front er en gruppe af lande, der opererer sammen for at bekæmpe en fælles fjende. Det er et meget brugt begreb i kinesisk politik. Nu er USA i gang med at etablere en forenet front af lande rettet mod Kina. Den har været undervejs længe. Men nu spidser det til med internationale anklager mod Kina. Kinas globale indflydelse er blevet for massiv, indtrængende, aggressiv, truende. Kina er heftigt tilstede overalt i verden. Det gælder økonomisk, produktionsmæssigt, politisk, teknologisk. Det gælder truslen mod det enkelte menneskes frihed og integritet. Der må gøres noget.

Kina skal konfronteres med, at mange lande har fået nok. Og mange lande er med. Australien, Canada, Sverige, Storbritannien, Frankrig, Indien og Japan, for blot at nævne nogle markante. Den forenede front rammer nu også Danmark. Hovedformålet synes at være begrebet »afkobling«. Præsident Trump har adskillige gange truet med at afkoble relationerne med Kina. Danmark synes nu at være i færd med »afkobling«. Afkobling af politisk, økonomisk og ikke mindst forskningsmæssigt samarbejde, af fællesprojekter, af fælles dansk-kinesiske konferencer. I den seneste store officielle dansk-kinesiske aftale om det omfattende strategisk partnerskab er der opregnet 58 samarbejdsprojekter. Bliver de lukket en efter en? Nu hører man næsten daglig om nedlukning.

Hvad er der galt? Det er galt, at Kina med sine omfattende ressourcer og påvirkningsmuligheder vitterligt kan udnytte partnerskaber til utvetydig egen fordel, og til en fordel, som strider mod dansk og international lovgivning og danske værdier. Men det er også galt, at der visse steder er en forestilling om, at hvis det ikke klart i alle samarbejdsrelationer gentagende gange bliver markeret over for Kina, at Danmark ikke er tilhænger af etpartisystemer, af kinesiske menneskerettighedskrænkelser, af kinesisk undertrykkelse af minoriteter, så er en fuld afkobling nødvendig.

Den værste løsning

Begge fænomener skal undgås. Kina skal ikke udnytte sin stærke position. Danmark skal have en kritisk dialog, som ikke starter med fordømmelse. Den værste løsning er afkobling. At afbryde relationer og samarbejde i en verden, der bygger på interdependens, globalisering, fælles globale trusler som klimaændringer og pandemier, kan ikke være en acceptabel fremgangsmåde. Afkobling af ikke mindst vidensgensidighed, fælles indsigter, informationsudveksling er i det lange løb konfliktskabende. Det svækker international fred og sikkerhed. Indsigter i og diskussion om, hvad der er fælles viden, er ikke alene af interesse for forskere. Det drejer sig om fælles fremtid og sikkerhed.

Hvad skete der under Den kolde krig? Øst-Vest konflikten fremstod totalt adskillende, alligevel var alt ikke afkoblet. Hele Verden – og ikke mindst Danmark – var i en eksistenskrise. Danmark var truet på sin eksistens: det danske samfunds overlevelse. Kom krigen – og den var tæt på – var Danmark dømt til undergang. Det danske forsvarsøvelsesmønster viste entydigt, at dansk territorium ville blive plastret til med kernevåben. Man havde viden om Warsza-wapagtens angrebsplaner. Den kolde krig var i den grad en krig, der blev ført med alle midler. Men den forblev virtuel. Eksistensen af kernevåbnene forhindrede den blodige krig.

Der var afkobling på alle områder: økonomisk med to forskellige økonomiske systemer, ideologisk, så voldsomt, at der politisk kunne argumenteres med »better dead than red«, en geografisk-strategisk opdeling af verden i øst og vest. Militært stod de to parter med 70.000 kernevåben voldsomt truende over for hinanden. Men der var ikke afkobling blandt diplomater og forskere. Denne ikke-afkobling var det, der i sidste instans bandt parterne sammen i forhandlinger, som førte til en fredelig afslutning af Den kolde krig, manifesteret gennem Sovjetunionens frivillige kapitulation.

Danmark, som var en udsat frontlinjestat, gjorde alt for at forhindre en afkobling til den reelle fjende, USSR. Man koblede sig til USSR, diplomatisk og også fagligt og forskningsmæssigt. Jeg oplevede det selv. Som forsker havde jeg tætte forbindelser til Sovjetunionens ambassader og forskningsinstitutioner. Deltog i deres internationale konferencer, skrev bøger om sikkerhedspolitik, om de modstående strategier, om styrkeforhold og våbenkontrol. Som tilknyttet statsstøttede kommissioner, udvalg og tænketanke havde jeg rig lejlighed til gennem rejser at have kritiske dialoger med »fjenden«. Det gav stor indsigt og viden, som var vigtig i den politiske proces. Tilknytningen – ikke afkoblingen – til USSR var vigtig for afslutningen af Øst-Vest-konflikten.

I dag som kinaforsker oplever jeg en afkobling. Der er ingen kold krig i dag. Men der er en verden i opbrud – ikke pga. kernevåben, men pga. en økonomisk-teknologisk-IT-relateret global konkurrence med to store spillere: USA og Kina og dertil en række andre stærke deltagere. Som det ser ud nu, er verden fortsat præget af en overordnet og overlegen spiller, USA, og en udfordrer i hastig vækst, Kina. Skal Danmark i denne situation slutte sig til en forenet front, som mistænkeliggør enhver form for opretholdelse af en faglig fælles aktivitet og informationsudveksling med Kina gennem afkobling? Jeg mener nej: Vi har i Danmark, som et af verdens mest globaliserede lande, dybt afhængig af eksport, brug for langt mere forskning på alle dimensioner om Kina og med Kina.

Skal Danmark tilslutte sig en forenet front, som fastholder Kina på internationale aftaler, normer og konventioner, og som markerer og stiller Kina til ansvar for grove og uacceptable brud? Jeg mener ja. Men det skal være en forenet front som stiller retfærdige, klare og indlysende krav og samtidig respekterer Kina for at have gjort verden til et sikrere sted ved at have bragt 800 millioner mennesker ud af fattigdom.

Er vi her helt ude af trit med et for tiden noget ustabilt USA som leder? Prøv at nærlæs »United States Strategic Approach to the People's Republic of China«, udgivet af Det Hvide Hus 26. maj i år. 16 sider med heftige angreb på Kina, ofte nådesløse. Men også med gentagne forsikringer om at Kina ikke ses som fjende, men som konkurrent, at USA ikke vil afkoble Kina (uanset Trumps trusler), men er parat til at udvide samarbejdet med Kina mod fælles mål og dermed at sikre fred, stabilitet og velstand i verden. Dertil at USA ønsker et konstruktivt og resultatorienteret samarbejde med Kina. Disse forsikringer kan ikke være fjernt fra, hvad Danmark ønsker sig af det kinesisk-amerikanske samarbejde, og dermed af det dansk-kinesiske.

Men erklæringer og ønsker er et. Den usminkede globale virkelighed er noget andet. Men vi kan gøre noget: For Danmark som en vidensnation og som en hyperglobaliseret handelsnation er forskning om Kina en nødvendighed. Den skal styrkes. Afkobling er gift.