Fascinationen af den stærke leder

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 18. maj 2020.

Medierne har ikke ligget på den lade side for at fremstille vort lille, kriseramte land som ledet af en enkelt person med en fast og rolig hånd på samfundets ror.

Borgerne har således i nu måneder kunnet læse og høre om, hvorledes det er statsministeren, der »lukker store dele af landet«, »lukker grænsen«, »lukker storcentre og spisesteder« og »forbyder forsamlinger«, når farerne truer. Men også om en, der »åbner mere op for samfundet«, når problemerne mindskes.
 
Alt sammen er det noget, personen Mette Frederiksen (S) gør. Ikke regeringen og ikke de ansvarlige ressortministre. Slet ikke Folketinget eller de politiske partier, der har indgået i forlig bag kriselovgivningen.

På et vist plan er udlægningen ikke helt ved siden af, givet at Folketinget faktisk under krisen har tildelt regeringen historisk uhørt magt. Men det cementerer også årtiers tendens til at gøre fremstillingen af politik stadigt mere personfikseret: Hvor folketingsvalg bliver »præsidentvalg« med »Helle mod Lars« og »Lars mod Mette«, osv.

Men det virker som om, at det under pandemikrisen er eskaleret, så politik bliver endnu mere en personaliseret fortælling om en stærk leder, der forstår at træffe de rette beslutninger i en svær situation. Derfor var det også Mette Frederiksen personligt, der blev takket af børn, som en TV-station havde trommet sammen til formålet. Selv meget seriøse medier refererer til statsministeren som vores alles »corona-mor«, og det ellers så magtkritiske dagblad Information taler på lederplads benovet om, hvor modig hun er som »den nationale leder i en krisetid«, der vil kunne »stå som en stor statsminister«.

Hvis megen magt lægges i få hænder, hvad så når de »forkerte« får magten

Der er ikke langt fra det til en næsten autoritær retorik: Én sammenligner Mette Frederiksen med »en voksen ved rattet« – underforstået at staten er bilen og borgerne børnene på bagsædet. Andre siger, at når regeringernes eksperter siger »hop!«, så »spørger du ikke hvorfor, men hvor højt«. Punktum.

Denne begejstring for en stærk politisk leder er noget, samfundsforskere har studeret længe.
 
I årene mellem det urolige 1968 og oliekrisen i 1973 var det typisk mellem 45 pct. og hele 60 pct. af danskerne, der var helt eller delvist enige i at ønske sig en »stærk mand« til at gribe magten i en økonomisk krisesituation. I størstedelen af perioden siden 1980erne synes andelen herhjemme at have ligget på mellem 20 og 30 pct. af vælgerne. I Trygfondens undersøgelse fra 2017 var det kun 19 pct., der ønskede mere magt til en »stærk« leder.

Det kunne tyde på, at andelen er vigende – og det er den herhjemme nok også overvejende, men ikke nødvendigvis jævnt. Når verden er lys og lovende, er folk godt tilfredse – og måske mindre villige til at satse på den store rorgænger. Men når der er økonomisk krise, terrorangreb eller krig, stiger begejstringen for en, der kan passe på os. I en tid, hvor man kan se populistiske, demokratiskeptiske strømninger mange steder, viser internationale sammenligninger, at der i de senere år generelt har været en stigende tilslutning til forestillingen om det gode ved en stærk leder, der ikke begrænses for meget af parlamentariske hensyn.

Problemet er naturligvis blot det simple, at hvis megen magt lægges i få hænder, hvad så når de »forkerte« får magten? Nogle, der ikke mener eller ønsker det »rette«, eller simpelthen bare ikke er de bedst egnede.

Måske ikke så overraskende er begejstringen for en stærk leder ikke sjældent påvirket af egen partiobservans. Borgerlige kan godt lide en stærk borgerlig leder – men ikke så meget en venstreorienteret. Stik modsat for de venstreorienterede.

Tendensen fremgår meget tydeligt af det polariserede topartisystem i USA, hvor tillid til statsmagten og vurderingen af en stærk leder næsten altid er størst hos vælgerne fra det parti, der har præsidentposten. Så da George W. Bush var præsident, mente Republikanerne, at præsidenter skulle have mere magt. Under Barack Obama syntes de så, at præsidenten havde tiltaget sig utilbørlig stor magt og regerede for meget udenom Kongressen – noget mange af dem hurtigt glemte, så snart Donald Trump havde indtaget Det Hvide Hus.
 
Ikke så overraskende er billedet det næsten spejlvendte for Demokraterne, der i perioder er meget bekymrede for erosion af magtdeling, retssikkerhed og Kongressens rolle (Bush, Trump) og til andre tider er tilsvarende begejstrede for stærke præsidenter, der kan gennemtrumfe de rette politikker – især når Kongressens flertal er blevet republikansk (Clinton, Obama).

Det er muligt, at vi vil se et lignende billede herhjemme i kølvandet på krisen: At undersøgelser vil vise, at flere er blevet trygge ved forestillingen om en »stærk leder« – men at der også vil være en ideologisk polarisering, når først følelsen af akut fare er svundet endnu mere.