24. juni 2019

Fingrene væk fra centralbankerne!

Kommentar af lektor Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 24. juni 2019.

Søren Hove RavnDe senere år har flere og flere politikere i både USA, Europa og en række vækstøkonomier sat spørgsmålstegn ved centralbankernes politiske uafhængighed. Det er måske ikke så overraskende i en tid, hvor politisk oprør mod etablerede eksperter og koncentrationer af magt er i høj kurs hos vælgerne.  

Men det er en uklog vej at gå: Der var gode grunde til, at centralbankerne i sin tid fik deres uafhængighed. Frem til 1970'erne var centralbankerne i mange lande underlagt varierende grader af indflydelse fra folkevalgte politikere.

Med et valg i horisonten kunne siddende stats- og regeringsledere forsøge at presse centralbanken til at sætte renten ned for derved at sikre lav arbejdsløshed og høj vælgertilfredshed. Den stigning i inflationen, som ofte fulgte med, måtte man så tage sig af senere. 

To parallelle udviklinger banede vejen for, at centralbankerne blev gjort mere uafhængige. I 1970'erne oplevede husholdninger og virksomheder de ubehagelige effekter af høje og varierende inflationsrater. At inflationen i første omgang steg, skyldtes primært udefrakommende faktorer, især højere oliepriser.

Vi skal hylde de mennesker, som kan skabe værdi på usete måder med de digitale redskaber og nye teknologier, vi står med i hænderne i dag.

Lektor Søren Hove Ravn Økonomisk Institut

Men datidens centralbanker havde ikke den fornødne troværdighed til at bringe inflationen ned igen. Ingen troede for alvor på, at de nødvendige pengepolitiske rentestigninger – og den deraf følgende højere arbejdsløshed – ville være politisk acceptable.

Det ændrede sig først, da Paul Volcker blev udnævnt til centralbankdirektør i USA i 1979 med et specifikt mandat om at nedbringe inflationen. Det lykkedes, men på bekostning af netop en stor stigning i arbejdsløsheden i begyndelsen af 1980'erne. 

Sideløbende skete en række gennembrud i økonomisk forskning. Op gennem 1970'erne begyndte økonomer i stigende grad at inkorporere husholdningers og virksomheders forventninger til fremtiden i økonomiske modeller.

Med afsæt i denne type modeller nåede flere økonomer – hvoraf nogle senere blev tildelt en nobelpris – i slutningen af 1970'erne og starten af 1980'erne frem til et vigtigt resultat: Alene truslen om, at politikerne kunne finde på at presse centralbanken til en mere lempelig pengepolitik i fremtiden kan være tilstrækkeligt til at skabe forventninger om højere fremtidig inflation. Sådanne forventninger er ofte selvopfyldende, for hvis lønmodtagere forventer højere priser i morgen, så kræver de højere lønninger i dag.

I stedet bør politikerne uddelegere pengepolitikken til en uafhængig centralbank, hvis ledelse ikke er på valg. Centralbanken kan derfor med langt større troværdighed forfølge målsætningen om lav og stabil inflation, som eksemplet med Paul Volcker viste. 

På ryggen af disse strømninger har centralbanker i en række industrialiserede lande derfor op gennem 1980'erne og 1990'erne opnået langt større politisk uafhængighed. Resultaterne har langt hen ad vejen bakket teorierne op: De fleste vestlige lande har nydt godt af lav og stabil inflation lige siden.

Det er formentlig netop en af grundene til, at mange i dag helt synes at have glemt, hvorfor centralbankerne fik deres uafhængighed til at begynde med. 

Det er vigtigt at understrege, at uafhængige centralbanker ikke er en udemokratisk foranstaltning, som kritikere somme tider hævder. Centralbankerne er udstyret med demokratisk besluttede mandater: i Danmark fastkurspolitikken; i mange andre lande en inflationsmålsætning. Eksempelvis skal den engelske centralbank i en årlig rapport til landets finansminister redegøre for, hvorvidt inflationsraten ramte målet på 2 procent, eller – hvis det ikke var tilfældet – hvad banken agter at gøre for at rette op på det.

Der findes masser af lignende armslængdeprincipper, hvor politikerne vedtager de overordnede rammer, men afskærer sig fra at påvirke selve processen, uden at dette beskyldes for manglende demokratisk legitimitet.