1. marts 2017

Flere djøf’ere på hospitals-afdelingerne, tak

INDSPARK af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 1. marts 2017.

Fagligheden er stor på hospitalerne, men der mangler noget, som går på tværs af de snævre hospitalsfagligheder. Noget, som binder faglighederne sammen med en rød tråd. Som sikrer konsistens mellem, hvad der meldes ud til patienten af forskellige afdelinger og faggrupper.

For over en måned siden var jeg med familien på skiferie i Peter NedergaardNorge. Det foregik i Beitostølen, som så mange gange før. Vejret var som så tit meget smukt og postkortagtigt, men der var en forskel fra tidligere år: Det havde ikke sneet i flere uger. Sneen var derfor usædvanlig hård og sine steder omdannet til is.

Desværre fik det allerede første dag den konsekvens, at jeg på vej ned ad en mindre bakke faldt uheldigt og direkte på ryggen. Efter transport til Danmark indlagdes jeg på Bispebjerg Hospital og opereredes på Rigshospitalet. Det var en slem omgang, men den endte godt. Jeg er taknemmelig for vort professionelle »hovedhospital«, og på Bispebjerg var man omgivet af et hospitalspersonale, som står på pinde for at hjælpe.

Så langt, så godt. På hospitalerne er der en høj grad af faglig stolthed og ansvarlighed inden for hver enkelt faggruppe: læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, sosu-assistenter osv.

Der er imidlertid også ting, som halter: Man udspørges om de samme ting igen og igen vedrørende medicin, sygdomsforløb osv. af læger og sygeplejersker (og her tænkes ikke på, at man konstant og naturligvis skal identificere sig via cpr-nummeret).

Man får også planer, som indebærer fysioterapi, men planen følges ikke, og man får ikke at vide hvorfor. Der tages fortsat blodprøver, selv om det, man har fået at vide, er, at det, man skal have taget blodprøverne for, er afklaret. Hjemsendelsen var i mit tilfælde forholdsvis abrupt og uden fyldestgørende information om væskeindtagelse, som efterfølgende viste sig fatalt.

Som sagt: Fagligheden er stor på hospitalerne, men der mangler noget, som går på tværs af de snævre hospitalsfagligheder. Noget, som binder faglighederne sammen med en rød tråd. Som sikrer konsistens mellem, hvad der meldes ud til patienten af forskellige afdelinger og faggrupper. Som har rationalitet og proportionalitet mellem anvendte mål og midler for øje. Og som sørger for præcis information til patient og pårørende.

Der findes en faggruppe, der netop har skabelsen af faste administrative rutiner, styringsmæssig konsistens og mål-middelproportionalitet som en del af deres faglighed. Den faggruppe er den nogle gange forkætrede gruppe af djøf’ere, dvs. især jurister, statskundskabsfolk og økonomer. Med ansættelsen af en eller to af denne faggruppe var der mulighed for at afhjælpe de mangler på hospitalerne, som er påpeget ovenfor.

Med ansættelsen af flere djøf’ere på hospitalsafdelingerne kunne man måske oven i købet få mere hånd i hanke med de lægelønudbetalinger, som ifølge Rigsrevisionen i en række tilfælde er løbet af sporet. Udbetaling af flermillionlønninger til læger på grund af ekstravagter er ikke en hensigtsmæssig anvendelse af midlerne på hospitalsbudgetterne.

Hospitalsafdelingerne skal ikke djøfiseres. Hospitalsfagligheden skal være i centrum. Men et par injektioner med djøf-faglighed ville nok gavne.