Forfatningsdomstolens bombe afspejler de folkevalgtes eurosvigt

Kommentar af lektor Malte Frøslee Ibsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 18. maj 2020.

5. maj udløste den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe (BVerfG) en bombe. Nu afventer vi at se, om der var tale om en kontrollerbar eksplosion eller en termonuklear sprængladning.

Bomben tog form af en dom om den Europæiske Centralbanks (ECB) opkøbsprogram af statsobligationer (PSPP). Dommen kender ikke PSPP direkte forfatningsstridigt, men finder, at ECB ikke i tilstrækkelig grad har »begrundet« opkøbsprogrammet som »forholdsmæssigt« i lyset af dets negative konsekvenser for sparere – en velkendt pengepolitisk prioritet for tyske konservative. Dermed truer BVerfG paradoksalt nok centralbankens politiske uafhængighed, som tyskerne selv i sin tid efter deres egen Bundesbanks forbillede insisterede på som betingelse for at gå med i euroen.
 
Det juridisk set mest alvorlige element i dommen er dog BVerfGs tilsidesættelse af en tidligere dom vedrørende PSPP fra EU-Domstolen (EUD), der finder, at PSPP er i fuld overensstemmelse med ECBs mandat. Forfatningsdomstolen afviser EUDs dom med den begrundelse, at EUD ikke har taget de ovenfor nævnte konsekvenser i betragtning i vurderingen af PSPP, og at EUD dermed har overskredet sine egne beføjelser (eller handlet ultra vires). Dermed udfordrer BVerfG et grundlæggende princip i den europæiske retsorden, nemlig den europæiske rets og domstolsprøvelses forrang over nationale bestemmelser og domstolsprøvelse.

Hvad kan nu stoppe de kuppede domstole i Polen og Ungarn fra at afvise de dele af den europæiske retsorden, man ikke bryder sig om i Warszawa og Budapest?

I en union som EU, der ikke råder over voldsmidler, men alene holdes sammen af en overnational retsorden, udgør denne udfordring fra den højeste domstol i unionens vigtigste medlemsland i sidste instans en eksistentiel trussel over for hele EU. For hvad kan nu stoppe de kuppede domstole i Polen og Ungarn fra at afvise de dele af den europæiske retsorden, man ikke bryder sig om i Warszawa og Budapest?

Dommens forsøg på at stække ECB kan dog også få potentielt dramatiske konsekvenser for stabiliteten af hele den globale økonomi. Da eurokrisen rasede, valgte de europæiske ledere med Merkel i spidsen at forfølge en passiv og utilstrækkelig krisepolitik, der prioriterede at slukke ildebrande i stedet for at løse eurozonens grundlæggende strukturelle fødselsfejl: at eurofædrene skabte en møntunion uden en finanspolitisk union. De folkevalgtes politiske håndskyhed overlod til teknokraterne i ECB at holde sammen på møntunionen, hvilket i sommeren 2012 ansporede den daværende ECB-direktør Mario Draghi til at love at gøre »whatever it takes« for at redde euroen. Draghis bemærkning og efterfølgende opkøbsprogrammer har siden været en torn i øjet på især tyske konservative, der mener, at centralbankdirektøren overskred ECBs mandat – hvilket nu er resulteret i den aktuelle forfatningsretslige stand-off mellem BVerfG og EUD.

Det er dog ikke kun de europæiske politiske ledere, der i praksis har overladt stadigt større dele af opgaven med at stabilisere den globale økonomi til uafhængige centralbanker. Siden finanskrisen har centralbankerne med den amerikanske Federal Reserve (the Fed) i front søgt at genstarte væksten ved at pumpe enorme mængder likviditet ud i det globale finanssystem og forsøgt at håndtere systemiske risici gennem såkaldt »macroprudential regulation«, hvilket i praksis har gjort de globale finansmarkeder dybt afhængige af massive likviditetsindsprøjtninger og konstant centralbankovervågning med henblik på at afværge endnu et systemisk kollaps.

Under den aktuelle coronakrise har the Fed reelt fungeret som global »lender of last resort« ved at oversvømme det globale finanssystem med dollars, og den amerikanske centralbank afværgede sammen med bl.a. ECB reelt et finansielt sammenbrud i 2008-skala midt i marts. Med BVerfGs forsøg på at stække ECB er en afgørende brik i denne centralbanksbaserede model for global makroøkonomisk krisestyring nu truet, hvilket kan true stabiliteten i hele det globale finanssystem.
 
Til syvende og sidst ligger ansvaret for forfatningsdomstolens bombe og dens evt. følgevirkninger dog hos de folkevalgte i EU. Det bærende hensyn i dommen er nemlig BVerfG-dommernes rimelige insisteren på, at yderligere skridt mod europæisk integration ikke skal overlades til teknokraterne i ECB men må være op til de demokratisk legitimerede politikere. Euroens fortsatte problemer er i sidste instans et resultat af manglende politisk lederskab, idet Merkel og hendes folkevalgte kolleger har forsømt at tage den svære debat med europæerne, om de er villige til at tage de skridt mod finanspolitisk integration, der er en forudsætning for møntunionens strukturelle levedygtighed – eller om møntunionen alternativt skal afvikles. Hvis bomben i Karlsruhe kan fremtvinge den forsømte debat, skylder vi alle de konservative tyske dommere vores taknemmelighed.