Forsigtighedsprincippet er en ekstrem og fremtidsfjendsk illusion

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 14. juli 2020.

Under coronakrisen er der af mange - særligt politiske beslutningstagere og eksperter - blevet talt varmt om, at man politisk bør agere ud fra et såkaldt »forsigtighedsprincip«.

Princippet, der kendes fra filosofi og dele af miljøpolitikken, siger ikke bare, at man bør være forsigtig, men at hvis man ikke kender alle de mulige negative konsekvenser af noget, er det bedre helt at lade være. Lad være med at spise noget, du ikke ved, hvad er osv. »Better safe than sorry«.

I forbindelse med coronakrisen er princippet herhjemme ofte blevet udlagt som, at det gælder om for enhver pris at undgå, at nogen dør af virussen. Statsministeriet har sågar direkte pålagt Sundhedsstyrelsen at tilsidesætte egne sundhedsfaglige vurderinger om proportionalitet til fordel for, hvad man selv har kaldt »et ekstremt forsigtighedsprincip«.

I praksis betød det bl.a., at man bad embedsmænd beregne, hvad konsekvenserne ville være af, at 25 pct. af befolkningen blev smittet — hvilket viste sig at være ca. ti gange flere end tilfældet blev og langt værre, end hvad selv de hårdest ramte lande har oplevet.

Men med det i hånden gik en regering, der var meget opsat på at fremstå handlekraftig, i gang med uhørt drakoniske indgreb, hvor menneskers gængse personlige og økonomiske frihed er blevet radikalt begrænset, ofte uden der har været sundhedsfagligt belæg for det.

På overfladen lyder forsigtighedsprincippet måske snusfornuftigt, og hvis folk vil leve efter det i deres egen hverdag, kan de jo det - selvom deres liv unægtelig vil blive noget kompliceret. Men når det lægges til grund for politik, bliver det - tænkt til ende - i virkeligheden ganske ekstremt.

For det første er det reelt udtryk for en slags omvendt bevisbyrde: Kan man ikke bevise, at noget er uskadeligt, skal det være forbudt - groft sagt. Det er, hvis man tænker sig om, en bevisbyrde, der i mange af livets forhold i praksis vil være umulig at løfte. Dermed sniger der sig let en slags totalitarisme ind i tankegangen.

For det andet betyder princippet, at man ved ensidigt at fokusere på risici ved én synlig ting kommer til at ignorere indirekte konsekvenser af at gribe ind over for den. Kort sagt: Hvis man for enhver pris vil undgå, at mennesker bliver smittet og dør af covid-19, vil det have andre negative konsekvenser. En nedlukning som den foretagne har betydet, at andre sygdomsbehandlinger er blevet aflyst eller udskudt (med deraf følgende dødsfald), ligesom man ved, at længere isolation ofte øger misbrugsproblemer og selvmord og mindsker kvaliteten af alt fra uddannelse til adspredelse - og mere generelt forringer menneskers livskvalitet.

For det tredje forudsætter en håndfast anvendelse af forsigtighedsprincippet en viden i nutiden, som man aldrig vil kunne opnå. Ingen vil nogensinde kunne forudse alle fremtidige begivenheder og dermed alle negative konsekvenser af ikke at håndhæve princippet. Dertil er verden simpelthen for kompleks og uforudsigelig. Det bedste, vi kan gøre, er at vurdere, hvad de sandsynlige konsekvenser vil være og så forsøge at holde positive som negative op mod hinanden.

Sidst men ikke mindst bryder forsigtighedsprincippet dermed med det gængse forvaltningsprincip om rimelighed og proportionalitet: Altså at der skal være en vis forholdsmæssig logik i, hvilke midler man anvender for at løse et problem. Man skyder ikke spurve med kanoner og klasker ikke fluer med en hammer.

Alt i alt er forsigtighedsprincippet en smart, men også en slags falsk markedsføring.

Det sælges på en måde, som er svær at være imod: Kritikere af en »forsigtig« politik kommer uvilkårligt til at befinde sig i samme situation som den mand, der bliver spurgt, om han er holdt op med at slå sin hustru. For kan man virkeligt være imod »forsigtighed«?

Læg dertil, at en konsekvent anvendelse af forsigtighedsprincippet ville være den lige vej til stagnation og fastfrysning, fordi det vil umuliggøre innovation indenfor medicin og teknologi. Lad os forestille os, hvad der var sket, hvis man i stenalderen havde bedt den person, der gennemskuede, hvordan man lavede ild, påvise, at der ikke ville kunne være nogen skadelige konsekvenser af menneskeskabt ild? Eller i bronzealderen havde pålagt hjulets opfinder at påvise, at hjulet ikke ville have negative effekter. Hvor havde menneskeheden så været i dag? Næppe et bedre sted, men med sikkerhed et mere fattigt og utrygt sted.

Overfor det vil princippets fortalere måske indvende, at det jo heller ikke er noget, de ville indføre med tilbagevirkende kraft, men at det blot skal være gældende i fremtiden. Men problemet er jo blot, at fremtiden netop er ukendt, og at den opfindelse, som nogle i dag finder unødvendig (internettet?) eller uforståelig (genmodificerede fødevarer?), i morgen vil kunne være den, der forbedrer livet for milliarder af mennesker.