Forskningsfriheden er i dyb krise – Københavns Universitet

22. februar 2018

Forskningsfriheden er i dyb krise

Debatindlæg af professor emeritus Heine Andersen (Sociologisk Institut) i Altinget den 22. februar 2018.

Heine AndersenMundkurve, pression, fyringer, økonomisk afhængighed. Forskningsfrihed er i krise.

Advarsler har indtil for nylig overvejende været for døve ører. Jeg har selv i årevis skrevet om problemerne, senest i min bog Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed (2017).

I 2007 forelå en komparativ undersøgelse af EU-lande af den engelske uddannelsesforsker Terence Karran. Den viste, at Danmark lå i bund med forskningsfrihed. Daværende videnskabsminister Helge Sander (V) fejede det arrogant til side.

I 2008 samlede en gruppe forskere godt 6.000 underskrifter til støtte for forskningsfrihed. Ved afleveringen var videnskabsministeren desværre bortrejst, og protesten forblev ubemærket.

I 2009 påpegede en international evaluering alvorlige problemer med kollegialt selvstyre. Internationalt, blandt andet af Unesco, anses dette som en afgørende forudsætning for forskningsfrihed. Der blev så indføjet en sætning i universitetsloven om medbestemmelse. I praksis ændrede det intet.

Gyllegate et vendepunkt?

Et vendepunkt var måske sagen om landbrugspakken, der resulterede i miljøminister Eva Kjer Hansens (V) afgang februar 2016 (”gyllegate”). Berlingske-journalister fik ved den lejlighed Cavlingprisen for at have afdækket embedsværkets fiflerier med forskernes tal. Siden er der dukket en sand strøm af sager op i medierne.

"Nok er det klart, at det i sidste ende er politikernes ansvar, men de har ikke førstehåndsviden og er mest optagede af at maksimere deres egen magt. Man kan nu engang ikke opdrage løver til at blive vegetarer.

Heine Andersen
Professor emeritus, Sociologisk Institut

I 2017 forelå endnu en komparativ undersøgelse om akademisk frihed af Terence Karran. Igen fik Danmark en bundplacering. Og nu blev det bemærket. I oktober kom min bog.

Det var i forbindelse med gyllegate, at de såkaldte dobbeltmundkurvskontrakter blev kendt. Efter års møjsommeligt arbejde under alle mulige bureaukratiske forhandlingsteknikker fik jeg, takket være den sag, omsider opmærksomhed om disse ulovlige kontrakter.

Det var dem, der hindrede forskerne i at offentliggøre og udtale sig frit, så ministeren bag nedrullede gardiner kunne fifle med tallene. Til skade for miljøet, det oplyste demokrati og forskningsfriheden.

Det var ikke blot ulovligt – der var tale om grove krænkelser af grundlæggende værdier i vores samfund, på linje med domstolenes uafhængighed og pressefrihed. Det fik jeg nu sammen med FORSKERforum og senere P1 Orientering ved Jesper Tynell bragt ud til offentligheden. Ombudsmanden gik ind i sagen, og kontrakterne blev ændret, men først gennem en meget træg proces, der varede et helt år.

En rådden ordning

Nu skulle forskningsfriheden respekteres.

Det troede mange. Sådan gik det bare ikke. Jeg har selv gennem aktindsigt konstateret, at man nogle steder ganske uanfægtet fortsætter med de ulovlige mundkurvskontrakter. Flere nye sager er dukket frem i medierne.

I miljøministeriet er mundkurvskontrakterne nu erstattet af økonomisk pression, sådan som Berlingske afslørede i januar 2018. Ministeren har simpelthen sendt myndighedskontrakter for trecifrede millionbeløb i udbud, så universiteter og forskere har massefyringer hængende over hovedet.

Ledelsen på Aarhus Universitet hasteindkaldte sine forskere til krisemøde søndag morgen under indtryk af et økonomisk pres og under heftig udveksling med ministeriet til højeste ledelsesniveau. Ministeren skulle klædes på til at afværge kritik af forskernes analyser.

Senere viste en Politiken-survey med cirka 5.000 forskere, at pres fra embedsapparatet og ændringer af rapporter var udbredt.

Hvis forskning skal være troværdig, skal forskerne frit kunne bringe deres resultater, uanset om de måtte gå ministres og andre magthaveres interesser stik imod uden at frygte for økonomi og ansættelse. Det kan de ikke med den rådende ordning.

Det var sådan set ikke nogen overraskelse. Jeg har under fortrolighedsløfte hørt adskillige beretninger om det. Allerede i 2016 havde Berlingske og FORSKERforum afsløret direkte pression mod forskerne fra embedsmænd i Miljøstyrelsen i forbindelse med rapporten om landbrugspakken.

Pres fra ministre, myndigheder og private

Krænkelser kommer langt fra kun fra ministre og myndigheder. Vi har også set eksempler i forbindelse med samarbejde med private. Jeg minder om sagen fra 2016 på CBS, hvor en forsker kom på kant med god videnskabelig praksis i et projekt betalt af Bæredygtigt Landbrug.

Videre: En institutleder på KU havde i en kontrakt med Seges (Landbrug & Fødevarer) skrevet under på, at instituttet udelukkende skulle varetage Seges’ interesser. Her fik universitetet en næse fra tilsynsmyndigheden, efter at der var indgivet klage fra FORSkERforum. Ledelsen valgte at bagatellisere og bortforklare.

Endnu et eksempel fra Københavns Universitet, som nyligt har indført regler for samarbejde med eksterne partnere, som tillader, at den eksterne part "kan kræve", at publiceringstidspunktet udsættes i et rimeligt tidsrum, som udgangspunkt tre måneder, hvis dette er nødvendigt, såfremt den planlagte publikation vedrører forskning, "hvis resultater påvirker den eksterne parts interesser".

Det krænker forskningsfriheden, og antageligt også forvaltningsloven.

Formuleringen vil eksempelvis muliggøre, at miljøministeren kan kræve udsættelse af offentliggørelse af en generende forskerrapport, mens han forhandler en lovpakke på plads bag nedrullede gardiner. Ombudsmanden bad i august 2017 tilsynsmyndigheden om at se på sagen. Undersøgelsen er ikke afsluttet.

Dette er kun et udpluk, og uden tvivl er der et stort mørketal. Det er som med sort arbejde: De direkte implicerede vil for alt i verden holde det skjult. Ledelsen af indlysende grunde. Forskerne, hvis de frygter deres job, og hvis de har givet efter for pres, fordi det vil ødelægge karrieren at indrømme det.

Der er også eksempler på overenskomststridige fyringer eller tildeling af advarsler på grund af lovlige, men for ledelsen ubekvemme, ytringer, eller fordi forskningens emne ikke har passet ledelsen.

Private og fondene sætter rammen

Afhængighed af private fonde og virksomheder er vokset voldsomt de seneste årtier. Fondene betaler ikke fuld pris, så universiteterne må bruge af deres frie midler til medfinansiering.

Når for eksempel Novo Nordisk Fonden (NNF) donerer to milliarder kroner til Københavns Universitet, koster det Københavns Universitet over en milliard af de frie midler i medfinansiering. Det er mit kvalificerede og absolut realistiske skøn.

Københavns Universitet siger, at de ikke kender beløbet. Det burde Rigsrevisionen måske bede om en forklaring på? Det er dog en sjat, man ikke har rede på. Og en ting er sikker: Forskningsemnet kan ikke vælges frit.

Hvis man for eksempel vil finde ud af, hvordan man undgår at få diabetes, er NNF næppe det bedste sted at søge.

Heller ikke, hvis forskerne vil undersøge for eksempel sundhedstilstanden for hjemløse. Og tilsvarende begrænsninger følger med penge fra flere andre af de svulmende og skattebegunstigede pengetanke. Størst velvilje er der typisk, hvis resultaterne kan styrke forretningen.

Forskningsfrihed er en af de bærende værdier i moderne oplyste demokratier. Forskning skal være yderste garant for, at alle borgere kan få lige adgang til den bedste og mest sikre viden. Det kan kun ske, hvis der er forskningsfrihed. Hidtil har der desværre ikke været tegn på, at ansvarlige vil gøre noget. Ingen kan længere være i tvivl om, at noget må gøres for at rette op på tilstanden.

Hvem skal starte?

Det skal universiteternes ledelse. Nok er det klart, at det i sidste ende er politikernes ansvar, men de har ikke førstehåndsviden og er mest optagede af at maksimere deres egen magt. Man kan nu engang ikke opdrage løver til at blive vegetarer. Særligt ikke, når frihedsværnet, her rektorerne, ikke protesterer.

For det er rektorerne og deres bestyrelsesformænd, der i første geled har ansvaret. Det står klart i universitetsloven.

Universiteterne, og det betyder ledelsen, skal værne om forskningsfriheden.

Dette ansvar har rektorer og deres bestyrelser ikke levet op til. Ingen er blevet draget til ansvar for krænkelserne. Ingen protester har vi hørt. Universiteternes ledelse har tværtimod søgt at bagatellisere og bortforklare.

Eller de har trukket sig bort fra offentligheden ind i deres beskyttede værksteder. Universiteterne er godt nok pressede oppefra politisk, men indadtil, over for forskerne, behøver de ikke at stå til regnskab. Det er dette strukturelle ledelsesproblem, der som første skridt må løses.