08. september 2019

Fremfor at tvangsflytte folk eller sprænge højhuse i luften, skulle vi måske prøve med en smule rådgivning

Kommentar af professor Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 8. september 2019.Asmus Leth Olsen

Boligpolitikken er kommet tilbage i samfundsdebatten. Vi har sågar fået en boligminister, socialdemokraten Kaare Dybvad Bek, der ene og alene kan koncentrere sig om boligpolitikken – og som faktisk virker oprigtigt interesseret i den. Anders Fogh Rasmussen-regeringen lukkede og slukkede ellers for boligministerposten. Området forsvandt naturligvis ikke af den grund, men det blev pakket godt væk i andre ressortområder.

Nu er boligministeren genopstået for fuld musik. Allerede på regeringens første dag var meldingen, at »vi skal have almene boliger ude på Strandvejen«. Det fik ganske meget omtale, hvilket måske dækker over, at de færreste uden for Hovedstadsregionen ved, at de to store strandvejskommuner, Fredensborg og Helsingør, faktisk er blandt de kommuner med allerflest almene boliger. Alle de almene boliger ligger måske ikke direkte på Strandvejen, men jeg gætter på, at man fra de almene boliger i Nivå kan sparke en fodbold, der, med de rette vindforhold, kan trille ned på Strandvejen.

På det lidt mere afdæmpede plan vil ministeren have mere blandede boligområder, fordi »boligpolitikken er grundlæggende værdipolitik, som handler om at sikre den sociale mobilitet.« Den nye socialpolitik er altså boligpolitik. Eller måske er det omvendt.

Forskerne for en gangs skyld på forkant

Mens forskningen typisk halser efter en flygtig politisk dagsorden, er der ved lidt af et lykketræf sket det, at den politiske kobling af bolig og socialmobilitet rammer ned i brandvarm international forskning.
Det bedste eksempel er nok Harvard-økonomen Raj Chetty, der fokuserer benhårdt på at forstå effekten af nabolag på socialmobilitet. Socialmobilitet betyder her, hvad ens mulighed er for at bevæge sig fra den nedre til den øvre del af indkomstfordelingen.

Chettys bedste bud er, at nabolagseffekten på socialmobilitet i USA er ganske stor. Selv indenfor amerikanske stater er postnummer afgørende for ens mulighed for at bevæge sig op i indkomstfordelingen. Man kan ved selvsyn nærstudere hans »mulighedsatlas«, der viser social mobilitet på tværs af USA.

Vedholdende rygter fra gangene på Københavns Universitet lyder på, at flere af mine kollegaer på Økonomisk Institut og Sociologisk Institut kigger på noget lignende. Det Økonomiske Råd berørte også spørgsmålet i 2015. Her var budskabet, at »indkomstmobiliteten i yderområderne [er] på niveau med indkomstmobiliteten i det øvrige land.« Men lur mig om et fintmasket dansk »mulighedsatlas« ikke vil vise ganske betydelig variation.

Væk mig i 2050, når boligpolitikken får effekt

Et problem for politikerne er dog, at de fleste borgere er grundigt vaccineret mod at forvente, at boligpolitikken får effekt i deres levetid. Sporene i København skræmmer fra Ritt Bjerregaards fejlslagne forsøg på at bygge billige boliger i hovedstaden. Det kan derfor umiddelbart gøre en lidt træt i ansigtet at skulle høre på nye boligpolitiske forslag.

Det er svært, dyrt og tidskrævende at bygge nyt – særlig hvis nybyggeriet skal opfylde en masse politisk fastsatte mål, der dækker alt fra klima- til socialpolitik. Og når politikerne endelig bliver enige, møder nybyggeri typisk betydelig modstand fra naboerne.

Set i det lys har Raj Chetty undersøgt, hvordan man kan få lavindkomstfamilier til at flytte til steder med højere socialmobilitet inden for den eksisterende boligmasse. Studiet er foretaget i byen Seattle, der på mange måder er rig og velfungerende, men hvor forskellige nabolag giver beboere meget forskellige muligheder for socialmobilitet. I forsøget får familierne omkring seks timers rådgivning, der fortæller dem om højmobilitetsområder og hjælper dem i ansøgningsprocessen med en lejebolig.

Det er ikke raketvidenskab, men relativ enkel støtte, der hjælper familierne med at træffe bedre beslutninger og give dem støtte i et svært valg. Men resultatet er alligevel imponerende. Blandt dem, der har modtaget en kort rådgivning, flytter halvdelen til et højmobilitetsområde, mens blot 15 pct. gør det samme blandt dem, der ikke fik samme rådgivning.

Klart, boligpolitikken er ikke løst med seks timers rådgivning, men inden vi tvangsflytter, sprænger højhuse i luften eller udformer nye vidtløftige planer om billigt nybyggeri, bør man kigge på, om kommunerne hjælper mindre bemidlede borgere godt nok med faktisk at flytte de rigtige steder hen.