Fuptidsskrifter er et krisesympton for forskningen – Københavns Universitet

10. december 2018

Fuptidsskrifter er et krisesympton for forskningen

Kronik af professor emeritus Heine Andersen (Sociologisk Institut) i Ingeniøren den 10. december 2018.

Ingeniøren har afdækket, hvordan danske forskere har publiceret i fuptidsskrifter, og hvordan fuptidsskrifter har søgt falsk legitimitet ved misbrug af danske forskeres navne.

Hvad skal vi lægge i disse observationer? Hvor alvorligt er det, og hvad kan konsekvenserne være? Hvad er bagvedliggende årsager? Hvad kan man gøre, og hvem skal i givet fald gøre noget?

Jeg kan ikke give korte og koncise svar på disse spørgsmål. Men jeg vil i det følgende prøve at sætte i perspektiv og give nogle bud.

‘Over hundrede danske forskere har publiceret i fuptidsskrifter’ skriver Ingeniøren 26. oktober 2018. En skov af fuptidsskrifter er vokset frem. De giver sig ud for at være seriøse videnskabelige tidsskrifter, men realiteterne er groft taget, at man kan få publiceret hvad som helst mod betaling.

Hvordan har dette kunnet opstå? Videnskabelige tidsskrifter er sagt uden overdrivelse en historisk unik opfindelse fra 1665, med det franske Journal des sçavans og det britiske Philosophical Transactions of Royal Society of London. Deres hovedopgave var at formidle nye videnskabelige resultater, men andre vigtige funktioner fulgte med.

For det første skulle man selvfølgelig være sikker på, at der var dokumentation og beviser. Det foregik typisk ved møder inden for rammerne af de videnskabelige selskaber. En væsentlig følgefunktion var, at man derved også fik fastslået, hvem der skulle have æren. Resultaterne skulle ikke blot være solide. Man skulle også være sikker på originaliteten, altså at ingen før havde fundet det samme. Derfor skulle efterprøvningen ske i offentlighed, så enhver kunne fremsætte kritik.

Derved blev der institueret et sæt af grundnormer for, hvordan vurdering af videnskabelige resultater bør foregå: Robert K. Mertons berømte CUDOS-normer: communism, universalism, disinterestedness og organized scepticism. Selvom de i praksis aldrig har været fulgt og fungeret fejlfrit, må man alligevel sige, at det er et system til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling, som alle virksomhedsledere, statsledere, departementschefer, rigsrevisorer, konsulentfirmaer m.fl. kun kan drømme om at eftergøre.

Gennem flere hundrede år har forskere slidt intenst for at sikre egne resultater mod at blive hullet igennem af kritikere efter publicering. For alt i verden skulle man undgå at forske i noget, som andre allerede havde svaret på. Sideløbende har man ihærdigt gået kollegers – konkurrenters – resultater efter i sømmene. Det er i lange perioder sket uden på noget tidspunkt at styre efter penge, ofte uden betaling, ene og alene for at blive anerkendt for at have løst et videnskabeligt problem. Systemet har udviklet sig til at fungere internationalt, ofte på tværs af politiske, ideologiske og kulturelle skel.

Der blev også dannet et synligt anseelseshierarki, der kunne vejlede med hensyn hvor man kunne forvente at finde de vigtigste resultater. Det er et selvgroet tillidsbaseret system, der kan lyde som en drømmeverden. Så ideelt er det nok heller ikke gået til altid, men en stor del realitet har beskrivelsen.

Siden er der sket meget, herunder fremkomsten af fuptidsskrifter. Er det et varsel om, at dette system nu er ved at bukke under? Hvis dette var det eneste tegn, ville det være en overdrivelse, men et krisesymptom er det.

Afgørende ændringer kom efter Anden Verdenskrig. De kommercielle forlag begyndte at overtage udgivelserne fra de videnskabelige selskaber og institutioner, og sammen med væksten i artikelproduktion blev det nødvendigt at indføre systemet med eksterne anonymiserede referees. Et nyt trin kom, da man begyndte at indføre forfatterafgifter (også i lødige tidsskrifter), og det afgørende skift var, da forfatterafgifter alene skulle bære omkostningerne. Det skete med open access, uanset dette systems gode hensigter. Og takket være digitalisering kunne det lade sig gøre.

Dette skabte en incitamentsstruktur med stor risiko for perverse effekter: Udgiverne fik interesse i at publicere mest muligt, og betalingsvillighed var der nok af på grund af det store publiceringspres. Markedet belønner ikke grundig kvalitetskontrol, blot man kan bevare et skær af lødighed.

Der har altid været publiceret uden forudgående organiseret kvalitetskontrol, alt fra guldklumper til ligegyldigt bras og fup. Det skal også være muligt, da der er forsknings- og publiceringsfrihed. Hvis man tror lidt på oplysningsideer, vil man forvente, at den oplyste fagoffentlighed på længere sigt vil sortere og udvælge, hvad der er bæredygtigt.

Det farlige og det nye er, at vi her har en parasitær sektor, der profiterer ved falsk brug af videnskab som kvalitetsmærke, hvorved tilliden til dette mærke undermineres. Det tillids- og traditionsbaserede system for kvalitetssikring er blevet ekstra sårbart med den kraftige kommercialisering og ekspansion og med fremvækst af nye institutioner med svage rødder i veletablerede institutionelle rammer og anseelsesstrukturer (videnskabelige selskaber, discipliner mv.).

Desværre er der mange andre krisesymptomer, der peger i samme retning: Flere og flere artikler bliver trukket tilbage også fra velrenommerede tidsskrifter på grund af fejl eller ligefrem uredelighed; antallet af banale fejl, f.eks. i figurer og tabeller er vokset. For at sikre kvalitet udbygges evalueringer, hvilket overbelaster bedømmelsessystemet yderligere; det viser sig i stigning i antallet af fup-bedømmelser, og ved at det bliver sværere at rekruttere solide bedømmere.

Der bliver publiceret alt for meget, der aldrig bliver læst eller forsvinder hurtigt i glemsel. Det er som med kommerciel reklame: Fangernes dilemma – man gør det fordi konkurrenterne gør det. ‘Public or perish’ har været gældende længe, men publiceringspresset er vokset med den øgede kommercialisering og den intensiverede kamp om ressourcer.

Et første skridt kunne være at kortlægge og analysere årsagerne nøjere. Skulle man gå til ondets rod, var det at svække kommercialiseringen og konkurrencen om ressourcer. Desværre går det snarere den modsatte vej.