Gigantisk global værdikamp truer EU-samarbejdet

Kronik af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Altinget den 23. juni 2020.

I år fejrer vi to begivenheder, som kom til at forme det Europa, som vi kender i dag.

75-året for afslutningen på Anden Verdenskrig og 70-året for Schuman-erklæringen, som kom til at symbolisere det første spadestik til det unikke forpligtende europæiske samarbejde, som vi kender idag.

Erklæringen blev præsenteret i Paris den 9. maj 1950 på det, der senere blev kendt som "Europadagen". Den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, stod fadder, og målet var en helt ny metode at gøre de europæiske lande gensidigt afhængige på.

Imens vi kæmper os tilbage fra såvel finans-, migrations- og nu coronakrise, er det ved at gå op for mange, at Europa ligeledes – og i stigende grad – er omringet af ikke-demokratier.

Var de først blevet det, ville de aldrig igen – forudså han – se det formålstjenelige i at gribe til våben mod hinanden. Metoden gik ud på, at bruge den fælles administration af kul- og stålproduktion til at binde økonomierne sammen.

Verdenskrigenes rædsler med millioner og atter millioner af døde unge mænd, civile krigsofre og forfulgte minoriteter skulle én gang for alle være fortid.

Traktat cementerede nært samarbejde

Visionen om et nært europæisk samarbejde blev yderligere cementeret med Romtraktaten i 1958.

Her ville man sikre sig, at det nye samarbejde ikke endte som endnu en skrøbelig hensigtserklæring, som gav mindelser om mellemkrigstidens svage Folkeforbund.

Der var således en dyb bevidsthed hos de involverede om, at det nye europæiske hus måtte være langt stærkere og dermed også langt mere forpligtende for de lande, der valgte at gå med.

Ikke mindst skulle uafhængige overnationale institutioner sikre magtens deling og også sørge for, at fælles europæiske regler måtte have forrang for nationale, hvis der opstod konflikter mellem de to.

Kun på den måde undgik man ulige konkurrence baseret på snævre nationale særhensyn. Det betød også, at alle – store og små lande, virksomheder og borgere – var lige for loven. Det var ikke – og blev aldrig – de store drenge i skolegården, som kom til at bestemme over de små.

Samarbejdet tager en ny drejning

Som årene kom og gik, fik vi både et indre marked, en politisk union, Schengen-samarbejde og en fælles valuta.

Alligevel er det først med covid-19-krisen og den forventede historiske nedtur for europæisk økonomi på mellem syv og 15 procent, at samarbejdet nu ser ud til at tage en kvalitativ ny drejning. Som den franske statsmand Jean Monnet pegede på, sker de største integrationsskridt i EU ofte under kriser, og covid-19-krisen var ingen undtagelse.

På forslag fra Tyskland og Frankrig fremlagde EU-Kommissionen så sin genopretningsfond på astronomiske 750 milliarder euro baseret – ikke bare på fælles gældsstiftelse, men også, hvis det går, som mange håber, en eller anden form for fælles skatteopkrævning.

Det var ikke længere nok, at "muddle through" med ad hoc-opkøb af statsobligationer, når presset fra kapitalmarkederne blev for stort. En ny europæisk Marshall-hjælp og et – på sigt – langt tættere finanspolitisk samarbejde skal ikke kun få Europa ud af krisen, men også gøre eurokonstruktionen færdig.

Euroen, som i stigende grad er blevet symbolet på den fælles europæiske samling, skal i fremtiden være en global valuta – nøjagtig ligesom dollaren har været det.

Europa skal spille en offensiv rolle

I det hele taget må Europa til at spille en langt mere offensiv rolle på den globale scene.

Europa må ud af busken, ud af sin komfortzone. "Global Europe" er – og bør – være næste generations store projekt sammen med klimakampen. Ikke kun for vores egen overlevelses skyld, men fordi verden i dag – mere end nogensinde – har brug for de liberale, humanistiske og demokratiske værdier, som Europa står for. 

Europa står ved en skillevej. For hvor Schuman, Monnet og alle de andre så sammenfletningen af økonomierne, som samarbejdets DNA, og det, der endegyldigt skulle redde freden, bliver det tydeligere og tydeligere, at Europa i de kommende år vil stå overfor en gigantisk global værdikamp. Det oprindelige fokus på økonomi og marked har haft sin tid og er stadig vigtigt. Men ikke længere nok.  

Så alt imens vi kæmper os tilbage fra såvel finans-, migrations- og nu coronakrise, er det ved at gå op for mange, at Europa ligeledes – og i stigende grad – er omringet af ikke-demokratier.

Jeg tænker naturligvis på Kina og Rusland, men også USA, som nok er demokratisk, men bestemt ikke længere nogen garant for den internationale orden og slet ikke tilhænger af det europæiske samarbejde.

Tværtimod har USA's præsident, Donald Trump, ved flere lejligheder udtalt, at han håbede, at Brexit blot var første skridt til EU's opløsning. Men selvom Trump ikke får ret, er vi nødt til forstå, at vi – det vil sige Europa - på en måde allerede er ved at forsvinde. Jævnfør FN vil europæerne kun vil udgøre otte procent af klodens befolkning i 2050.

Burde det forhold, at vi bliver færre og færre, og at vi i stigende grad er omringet af ikke-demokratier så ikke få os til at stå endnu tættere sammen? Ikke bare økonomisk, men også værdimæssigt?

To ting bør vække frygten i os

Flere opgørelser viser, at såvel russere som kinesere allerede i en årrække har opkøbt af kritisk europæisk infrastruktur, samtidig med at de har lokket svage stater i øst og på Balkan med økonomiske godbidder.

Så alt imens vi har været travlt optagede af at forsvare vores individuelle "nationale interesser" inden for Europa (og for Danmarks vedkommende vores undtagelser, forbehold og reservationer), burde to ting gøre os virkelig bange.

Det ene er netop russerne og måske især kinesernes gradvise fjendtlig overtagelse af kritisk europæisk infrastruktur, som vi kommer til at se mere af i de kommende år.

Det andet er truslen mod det, der udgør fundamentet for vores særlige europæiske samfundsmodel: Vores menneskerettigheder, frie valg, ytringsfrihed og respekt for retsstaten. Vil disse værdier kunne overleve et skrumpende kontinent, der måske er ved at blive infiltreret og "købt" op af ikke-demokratiske kræfter?

At vi slet ikke ser alvoren, viser sig ved, at vi ikke har sat foden ned overfor de hybrid regimer, som allerede findes i vor europæiske midte, og hvor russiske og kinesiske interesser er stærkt repræsenterede.

Lande, hvor demokratiet i dag kun findes som et fernis på overfladen, mens dommere og anklagere, der ikke retter ind, fyres og intimideres, og hvor korruption florerer, uden at nogen tør ytre deres kritik i frygt for represalier.

Det er desværre også Europa i dag. Måske fordi vi aldrig troede, at det igen kunne ske, er vi uforberedte, frygtsomme og famlende overfor denne indre autokratiske trussel.

Sælger vi vores børns demokratiske fremtid?

Men når russere og kinesere i disse år tilbyder "hjælp" eller investerer i vores energiforsyning, transport, kommunikation, medier, databehandling og finansielle netværk, tyder meget på, at det er krig med andre midler.

Selvom overtagelsen af europæiske havne, virksomheder og telekommunikation kan være helt lovlig, er vi så i virkeligheden er ved at sælge vores børns demokratiske fremtid? Forståelsen af, at det reelt er denne virkelighed, som vi står midt i lige nu, er Europas nye største udfordring. Og det er den, som vi må handle på.

Ligesom Schuman må vi insistere på fredens vej til en ny fremtid, hvor Europa spiller en langt større rolle. En fremtid, hvor vi ikke bare er tilskuere til giganternes slåskamp, men tør insistere på, at vores egen levevis og demokratiske værdier er og bør være vores faste fundament – og noget ingen udefrakommende magt bør bringe os til at tvivle på.

Det forudsætter dog, at vi lærer at tænke globalt og at vi én gang for alle lægger alle vores reservationer og forbehold bag os. Som Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, formulerede det under præsentationen af EU's nye genopretningsfond i maj 2020: "Alene har nationalstaten ingen fremtid".

Slet ikke den europæiske.