5. december 2018

Giv politikerne mulighed for at afhøre embedsmænd

Kronik af professor emeritus Tim Knudsen (Institut for Statskundskab) i Information den 5. december 2018.

Tim KnudsenDer har længe været kritik af de undersøgelseskommissioner, som på Folketingets vegne kan kulegrave sager, hvor der er mistanke om alvorlige fejl.

Undersøgelseskommissioner er dyre, de arbejder langsomt, og ofte er konklusionerne ikke bare vage, men også forældede, fordi forvaltningens organisation for længst er ændret, mens de involverede ministre og embedsmænd er gået på pension – eller døde.

Langsommeligheden øges let af, at undersøgelser kun kan aktiveres af et flertal i Folketinget. Politikere i mindretalsposition har derfor tidligere foreslået, at reglen ændres, så det i lighed med andre lande bliver sådan, at 25 eller 40 procent af Folketingets medlemmer kan kræve en undersøgelse.

På den måde behøver oppositionen ikke vente, til flertallet skifter med at indlede en undersøgelse. Oppositionen har bare haft en tendens til at glemme den gode idé, når flertallet skiftede, og de selv kom i regering.

Men systemkritikken har også peget på, at Norge i mange år har haft et særligt parlamentsudvalg, hvori alle partier er repræsenteret, der kan afhøre embedsmænd. Det er ikke sket ret ofte, og det har ikke sat Norge på den anden ende. Udvalget er for det meste besat med erfarne parlamentarikere.

Det norske system gør, at Stortinget inden for kort tid og med små omkostninger kan finde ud af, hvad der er op og ned i en sag, så man kan afgøre, om noget skal rettes, eller om der skal følges op med dybtgående undersøgelser. Der er for tiden flertal i Folketinget for et tilsvarende instrument. Et udvalg har vurderet ideen.

Forandringsresistens

Den type officielle udvalg har været nedsat flere gange. I et par tilfælde er det lykkedes den faglige interesseorganisation DJØF at foregribe uro om embedsværkets magt.

I et tilfælde nedsatte DJØF sit eget udvalg med omhyggeligt udvalgte personer i. For embedsmænds interesser skal ikke trues. Udvalgene har så skrevet alvorstunge betænkninger, som tager ævred fra mange kritikere. Og der er ro om sagen, mens der skrives.

Udvalgene har ofte indeholdt repræsentanter for DJØF, embedsmænd – som også er DJØF’ere – og universitetsforskere, som i mange tilfælde også er DJØF’ere.

Ofte har professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen været med. En anden hyppig deltager er nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen, som har været professor i offentlig ret.

De to har præget den forvaltningspolitiske diskussion i mange årtier. Med sikker fornemmelse for magtforhold har det mest været i konserverende retning. Derefter har den til enhver tid siddende regering typisk også forsøgt at undgå liberaliseringer.

Den officielle betænkning, som et udvalg under ledelse af Jens Peter Christensen i overensstemmelse med det ovenfor beskrevne mønster har udarbejdet om det danske undersøgelsessystem, er præget af overvejende juridiske vurderinger.

Heri ligger, at undersøgelser af »skandalesager« primært har til formål at placere ansvar hos enkeltpersoner, kun sekundært at rette systemfejl. Dogmet er, at ministeren må tage et eventuelt skrald udadtil, og så må ministeren selv afgøre, om han vil stille sine embedsmænd til ansvar. Sådan er det jo! Og sådan skal det forblive!

Det taler så imod, at folketingsmedlemmer afhører embedsmænd, eventuelt gennem en professionel udspørger. Skønt ansvarssystemet er fra 1848, hvor ministrene faktisk bedre kunne overkomme at følge med i alt på deres daværende små ansvarsområder.

Betænkningen udtaler også frygt for, at ændringer kan føre til, at ministrene vil rekruttere såkaldte politiske embedsmænd. Det sker nu allerede i et vist omfang, om end det er mindre udpræget end i andre lande.

For ministrene har siden 1998 haft mulighed for, inden for visse rammer, at rekruttere særlige rådgivere. Uden at Danmark af den grund er sunket i grus. Jeg har svært ved at forestille mig, at afhøringer af et par embedsmænd vil forcere en gradvis øgning af antallet af særlige rådgivere. Den vil nok fortsætte uanset hvad.

Neutralitet?

Betænkningen spiller på en præmis om, at vi nu har, hvad ikke mindst medierne kalder et partipolitisk neutralt embedsværk, uanset at der hyppigt rejses kritik mod ministeriernes beregninger, sprogbrug, faktaudvælgelse og meget andet, for at fremme salget af regeringsinitiativerne i Folketinget og i offentligheden.

Nogle almindelige embedsmænd arbejder desuden side om side med de særlige rådgivere med såkaldt information, der kaster glans over den til enhver tid siddende regering. Også når grænsen mellem ministrene som ledere af et ministerium og som partipolitikere er svær at trække.

Embedsfolk servicerer og favoriserer yderligere folketingsmedlemmer fra regeringspartier i strid med principperne for magtens tredeling. Den afdøde historiker Niels Thomsen mente, at vi har fået en »parlagering« – en sammensmeltning af regering og dele af Folketinget – som i praksis reducerer Folketingets kontrol med regeringen til oppositionens kontrol.

Godt at vi sjældent har flertalsregeringer!

Kunne man ikke forestille sig, at embedsmænd, der kunne risikere en sjælden gang at skulle forklare en sag for et særligt folketingsudvalg, ville holde sig tættere på dydens smalle vej?

Det kunne måske ligefrem beskytte dem mod at få deres embedsmandsdyder presset af regeringen? Akkurat som en øget offentlighed i forvaltningen kunne beskytte embedsmændenes klassiske embedsmandsdyder?

Forældet system

Norge har efter Anden Verdenskrig forandret sit statsapparat mere end Danmark. Ved siden af muligheden for at afhøre embedsmænd er der indført både politiske statssekretærer, en del politiske rådgivere og også lidt mere offentlighed i forvaltningen end i Danmark.

Den norske kollektive hukommelse om embedsværket er, at embedsværket under Anden Verdenskrig tjente et nazistisk regime. For eksempel indfangede norsk politi en tredjedel af de norske jøder. Langt de fleste omkom i KZ-lejre. I Norge ved man, at embedsmænd ikke er bedre end andre mennesker, når magten presser dem.

Det danske system er siden 1848 primært forandret med små interne skridt uden et tilsvarende folkeligt pres. Men der er tilsyneladende nu et flertal for at afhøre embedsmænd. Inklusive Liberal Alliance består det af partier, som næppe vil sidde i den næste regering. Vil flertallet holde? Måske.

Men ældre folk på egnen husker, at Socialdemokratiet, De Radikale og SF før 2011 var imod at stramme offentlighedsloven.

De husker med gru også, at de tre partier ændrede holdning, da de anført af justitsminister Morten Bødskov (S) kom i regering og dagligt var i nærkontakt med embedsmænd. De har også bemærket, at De Radikale og SF igen ændrede holdning, da de var tilbage i opposition.

Nogle af partierne i flertallet kan efter et valg overraskende blive regeringspartier. Hvis ikke borgerne formår at holde dem fast, kan de fristes til at skifte standpunkt. De bør holdes fast på sagen.