Gør ulandshjælpen mere skade end gavn?

Kronik i Berlingske den 23. oktober 2015 af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab

Peter Nedergaard

De fleste danskere vil nok tro, at følgende udsagn er uomtvisteligt: »Giver man ulandshjælp, gavner man modtagerne i ulandene. Så er man god.«

Angus Deaton, som modtog dette års Nobelpris i økonomi, er ikke enig. Han er med udgangspunkt i årtiers grundig forskning, lange ophold i ulandene, rådgivning af udviklingsinstitutioner osv. nået frem til den konklusion, at megen ulandshjælp ikke kun er spild. Den er direkte skadelig for ulandenes mulighed for at sikre vækst for de fattige. Dermed bliver det også forklarligt, hvorfor stormodtagere af ulandshjælp ofte er ringere til at skabe vækst end lande, som kun modtager meget lidt ulandshjælp, selv om deres udgangssituation er ens.

Hvad er baggrunden for Deatons kontraintuitive konklusion? Svaret gemmer sig i, at en stor ulandshjælp fundamentalt ændrer forholdet mellem en regering og dets befolkning. Under normale omstændigheder skal en regering inddrive skatter for at få landet til at fungere. Hermed har befolkningen samtidig kontrol med regeringen, for leverer sidstnævnte ikke de ønskede ydelser, har borgerne ofte mulighed for at sætte den fra magten. Beskatningen tvinger regeringen til at udvise ansvarlighed.

Den relation ændrer ulandshjælpen grundlæggende på. Når den ankommer til et uland, risikerer den samtidig at gøre regeringen mindre ansvarlig over for dets befolkning, parlament og domstolen. Det skyldes, at den nu pludselig får de nødvendige økonomiske midler fra udenlandske kilder uden rod i den lokale befolkning. Den bliver så at sige uafhængig af befolkningen. Hermed opstår der også større risiko for, at det ulandshjælpsmodtagende styre bliver mere korrupt, autoritært og magtfuldkomment end uden ulandshjælp.

Helt overordnet mener Deaton ikke, at det, som ulandene mangler, er økonomiske midler. Man mangler først og fremmest effektive institutioner, og disse vokser ofte bedst frem uden udenlandsk »hjælp«.

Deaton forkaster ikke al form for hjælp til ulandene. Støtte til opbygningen af sundhedsvæsenet og effektive vacciner har påviselige positive effekter. Samtidig burde man støtte ulandene ved at standse våbensalg og give bedre samhandelsvilkår. Ulandshjælpeprojekter er derimod som sagt ikke kun virkningsløse. De er helt overvejende direkte skadelige.

Samtidig skal ilandene holde op med at tro, at man er ansvarlig for og skal løse alle problemer i ulandene. Denne form for tænkning er ifølge Deaton dybest set en form for nykolonial tankegang af værste skuffe, hvor man går rundt og tror, at man i ilandene alene besidder den eneste nøgle til civilisation. I det hele taget er langt de bedst løsninger på ulandenes udviklingsproblemer vokset op i ulandene uden indblanding udefra. Derfor er ikke-indblanding ofte den bedste udviklingsstrategi.

Deaton har muligvis – med udgangspunkt i noget af den mest grundige forskning på feltet – et helt aktuelt budskab til de danske politikere: De, som vil skære i ulandsbistanden, gør faktisk ulandene en stor tjeneste. De, som vil bevare den tidligere høje danske ulandsbistand, tror blot, at de gør det.