28. april 2019

Grøn omstilling behøver ikke at true velfærd, men kan give besparelser

Kommentar af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Politiken den 28. april 2019.

Peter Birch SørensenTruer den grønne omstilling vores velfærd? Det er nogle bekymrede for. F. eks havde Politikens forsideartikel 20. april overskriften ' Grøn omstilling koster milliarder'. Temaet var, at staten mister 26 mia. kr. årligt fra afgifterne på olie, naturgas, diesel, benzin og CO2, når vi har udfaset de fossile brændsler.

Hvis ikke vi ændrer skattesystemet, kan den grønne omstilling altså gøre det sværere at finansiere de offentlige udgifter til sundhed, uddannelse, børnepasning, ældrepleje og indkomstoverførsler.

Andre er bekymrede for, at vores energiregning bliver større, når vi skal undvære fossile brændsler.

Lad os fastslå to ting, inden panikken breder sig: For samfundet som helhed kan den grønne omstilling gennemføres meget billigt, og selvfølgelig er det muligt at omlægge statens indtægter på en rimelig måde, så det offentlige får det samme i kassen som i dag.

En række analyser har konkluderet, at det ville koste Danmark rundt regnet 0,5 pct. af vores bruttonationalprodukt, hvis vi med allerede kendte teknologier skulle gøre os fri af fossile brændsler. Anders Mortensen og Kasper Rasmussen fra Syddansk Universitet påpegede i Politiken 16. februar, at det svarer til beskedne 150 kr.

pr. måned pr. dansker. I det tal er der ikke taget hensyn til gevinsterne ved lavere CO2-udledning, herunder at udfasningen af fossile brændsler vil mindske luftforureningen i Danmark og de deraf følgende sundhedsskader.

Når det alligevel ikke er så let at droppe de fossile brændsler, er det fordi omkostningen ved at gøre det er koncentreret på nogle få områder som f. eks flytransport, søtransport og den tunge landtransport, hvor de fossile drivmidler stadig er væsentligt billigere end alternative grønne, syntetiske brændstoffer. Ikke mindst på de områder ville det gøre underværker for den grønne omstilling, hvis der internationalt var en høj CO2-afgift, der kunne gøre de grønne teknologier konkurrencedygtige.

Men da afgifter på fossile brændsler netop skal hjælpe os til at slippe af med det sorte skidt, kan de selvsagt ikke udgøre en langsigtet indtægtskilde for velfærdsstaten.

Selv om den grønne omstilling er billig for samfundet som helhed, så står staten vel stadig med et fremtidigt finansieringsproblem på de omtalte 26 mia. kr.? Udfordringen skal ikke ignoreres, men heller ikke overdrives. Selv hvis fremtidens energi bliver helt grøn, er der argumenter for at opretholde en vis afgift på energiforbrug for at tilskynde til energibesparelser.


Højere effektivitet

For det første kan energibesparelser medføre gevinster for det samlede energisystem.

Energirenoverede bygninger giver lavere temperaturkrav til varmeforsyningen.

Det giver både højere effektivitet i varmeproduktionen for varmepumper og bedre mulighed for at udnytte en flerhed af vedvarende energikilder i varmeforsyningen - herunder varmepumper, solvarme, overskudsvarme, jordvarme og geotermi. I el-sektoren kan lavere elforbrug sænke behovet for systemydelser såsom balancering, netforstærkning mm.

For det andet finder mange forskningsstudier, at vi som energiforbrugere undervurderer de privatøkonomiske gevinster, vi kan høste ved at investere i energisparetiltag.

Det er ikke blot et problem for os selv, men også for samfundet, når energibesparelser kan gøre energisystemet mere effektivt til fordel for alle forbrugere.

En generel afgift på alt energiforbrug kan ses som en påmindelse til energiforbrugerne om de privatøkonomiske og samfundsøkonomiske gevinster ved energibesparelser. Den kan samtidig opveje en del af statens tab af indtægt fra afgifterne på fossile brændsler, selv hvis man vælger en nedsat afgift for virksomheder, der er særligt udsat for international konkurrence.

De nuværende afgifter på energi og CO2 er dog ikke kun begrundet med ønsket om energibesparelser, men også med de negative klima-og miljøeffekter af fossile brændsler. Derfor kan man ikke sagligt opretholde den samme høje beskatning af energi, når vi går over til grønne energikilder.

Men hvis vi i fremtiden ikke skal betale så meget i energiafgifter, så har vi også råd til at betale mere i fx indkomstskat.

Tilhængere af den grønne omstilling, der ønsker en retfærdig byrdefordeling, bør derfor ikke vige tilbage fra at indhente det tabte provenu fra afgifter på fossile brændsler via en stigning i indkomstskatten.

Afgifter er ligesom indkomstskatten en skat på arbejde, da de udhuler reallønnen via højere varepriser, men indkomstskatten kan i modsætning til afgifter udskrives i forhold til betalingsevnen.

Så nej: Grøn omstilling truer ikke velfærden.