Har de klassiske borgerlige dyder holdt flyttedag?

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 14. juli 2020.

De klassiske borgerlige dyder vandt frem samtidig med, at borgerskabet blev en dominerende klasse i Danmark fra begyndelsen af 1800-tallet og frem. De drejer sig bl.a. om kristendom, pligtetik, ordholdenhed og evnen til behovsudsættelse. I mange årtier blev de også forbundet med, at man stemte på de borgerlige partier, men gælder det stadig?

For nogle år siden viste en rundspørge foretaget af Kristeligt Dagblad, at dobbelt så mange præster ville stemme på centrum-venstreorienterede politiske partier end på borgerlige partier. Kristendommens forkyndere har tilsyneladende flyttet sig. Når det drejer sig om det politiske centrum-venstres politiske forkyndere, vil mange af regeringens ministre sandsynligvis erklære sig som ateister, men det er imidlertid ikke svært i deres politiske ageren og retorik at øjne endog kraftige indslag af renlivet kristen pligtetik.

På det personlige plan har jeg i flere årtier redigeret fagtidsskrifter og bogserier om politiske emner. Det betyder, at man som regel udmærket ved, hvor potentielle bidragsydere befinder sig rent politisk. En ting, som har slået mig i den forbindelse, er, at centrum-venstreorienterede personer ofte er langt mere ordholdende med hensyn til afleveringer og overholdelse af tidsfrister end centrum-højreorienterede. Jeg er udmærket klar over, at det på ingen måde er en dækkende beskrivelse, men alligevel.

Klassisk borgerlig behovsudsættelse

I den del af universitetsverdenen, hvor jeg til dagligt bevæger mig, er der nok blandt studerende og ansatte også en overvægt af personer, som stemmer på centrum-venstreorienterede politiske partier. Det betyder ikke, hvad mange tror, at man ikke kan se tingene fra den anden side, eller at man forsøger at agere rød lejesvend, hvis man bevæger sig ud i samfundet. I langt, langt de fleste tilfælde er universitetsansatte og –studerende gennemloyale og meget nuancerede uanset deres mulige overvejende affinitet til centrum-venstre.

Når det alene drejer sig om de ansatte på universiteterne, er der tillige tale om et karrierevalg, som er udtryk for en ekstrem form for klassisk borgerlig behovsudsættelse. Man går i gang med en karriere, hvori man investerer mange kræfter og flid langt ud over de 37 ugentlige timer med henblik på ad åre muligvis at få fast stilling efter de løse som ph.d.-stipendiat, post.doc. og adjunkt. Der er således tale om legemliggørelsen af en helt grundlæggende borgerlig dyd via en stærk »først spare og derefter forbruge«-holdning til spørgsmålet om den personlige humane kapital.

Har de borgerlige dyder holdt flyttedag, således at de i dag overvejende har bolig hos de centrum-venstreorienterede, mens der på den nominelt borgerlige side af det politiske spektrum på det personlige plan kun er blevet en tom skal af hedonisme tilbage? Jeg har langt fra det endelige svar. Men spørgsmålet er interessant.