4. november 2016

Har du talt med et ungt menneske i dag?

Debatindlæg af stud.scient.pol. Emil Sloth Andersen i Politiken den 4. november 2016.

Ungdommen har bygget et ungdomshus uden solidaritet, med lavt til loftet og på et råddent fundament af egoisme og arrogance.

For nylig tog Danmark temperaturen på unges trivsel, og resultatet blev i sidste måned offentliggjort i den meget omtalte ’Ungeprofilundersøgelsen’.

Her er én konklusion i mine øjne vigtigere end alle de andre: Unge er ufatteligt ensomme.

Jeg har selv prøvet at vade ind i skiftende klasser med en sammensunket kropsholdning og et krakeleret ansigt. Jeg er trådt ind i fællesskaber uden at blive set, uden at blive hørt og uden at blive talt til.

Jeg har kæmpet for opmærksomhed og anerkendelse. Jeg har ikke oplevet kronisk ensomhed. Hvor min ensomhed bestod af pludselige knivstik i brystkassen, går mange andre unge rundt med permanente hulrum i kroppen.

Det er mit indtryk, at det er os unge selv, der gør hinanden ensomme. Sammen har vi bygget et ungdomshus uden solidaritet.

Vores hus har for lavt til loftet, for kort til døren, og det bygger på et råddent fundament af egoisme og arrogance.

45 pct. af alle piger over 19 år føler sig ’af og til ensomme’, viser undersøgelsen. For drengene i samme aldersgruppe gælder det knap en tredjedel.

Og ifølge organisationen Ventilen føler 5-10 pct. af alle unge sig ’konstant ensomme’.

Flere tendenser i tiden forringer indeklimaet i vores ungdomshus. Selviscenesættende medier lærer os at spotte tøjstil, titler og Tinder-potentiale i hinanden.

Diskotekskulturen får os til at swipe igennem mennesker i et udseendefikseret helvede. Networking-manien pådutter os en overfladiskhed, så få føler sig set. Skæve eksistenser må rette ind eller knække midtover og ende i husets voldgrav.

Og næstekærligheden? Den er i lavere kurs end det britiske pund. Snart bliver vi kun fælles om at være alene.

’Ensomhed dræber’, burde der stå på cigaretpakkerne til fester, hvor vi stimler sammen i lukkede cirkler. Men ensomhed er en forbrydelse med så mange bagmænd, at kun de færreste føler sig forpligtet til at tage ansvar.

I stedet lægger vi ansvaret over på trivselsvejlederne og terapeuterne. Kommunen bliver din nærmeste ven, når du skal behandles for spiseforstyrrelsen eller psykisk sygdom.

Jeg har talt med unge, der helt grotesk mener, at ensomheden er den ensommes eget ansvar. Men jeg ved personligt, at det er svært for en ensom at række ud til et allerede etableret fællesskab.

Det er til gengæld nemt for de mange at omfavne de få.

’Hvorfor bruger du så mange kræfter på at tale om ensomhed? Unge slås jo med langt større problemer’, tænker du måske nu. Og ja, både selvmordstanker, depression, cutting, spiseforstyrrelser, stress, uddannelsespres og ensomhed er tunge problemer.

Men det er stensikkert, at de første seks nævnte problemer bliver dobbelt så tunge for den enkelte, så snart de håndteres i ensomhed.

Kenneth Salomonsen, stifter af Ungdomsbureauet, har til denne avis fortalt, at vi unge føler, at vi taler for lidt med hinanden om vores problemer.

LÆS OGSÅ Unge er ikke selvoptagede - vi længes efter fællesskab

Og ifølge professor i børnesundhed Carsten Obel tyder evidensbaseret forskning på, at når vi unge taler med hinanden om det pres, vi oplever, så øges trivslen. Din hjælpende hånd må derfor aldrig blive din egen.

Ungeprofilundersøgelsen viser også, at vi unge systematisk bliver mere ensomme, jo ældre vi bliver. Jeg tror, det skyldes, at lærernes 'inkludér din sidemand'-kommentarer bliver sjældnere, jo ældre vi bliver. Vi unge glemmer i tilsvarende tempo, at ensomhed er et fælles anliggende.

De værdier, vi lærte som børn, skyller vi ud med badevandet, når vi får eget badeværelse. Havde vi slik som børn, delte vi ud til alle. Har du shots som førsteårsstuderende, drikker du dem i din egen gruppe.

Da jeg flyttede til København, var jeg så skræmt og alene, at jeg den første aften lagde mig ned på gulvet og faldt i søvn, ved siden af min seng.

Grin du bare, så længe min pointe går igennem: Det er os unge, der gør hinanden ensomme, og det er os unge, der kan kurere hinanden. Vi er hinandens sygdom og hinandens helbredere.

Vi må starte med at fatte, at vores fællestræk er, at vi alle er hungrende venskabsnarkomaner.

Mit budskab er simpelt: Vi unge må tage ansvar for hinandens ensomhed. Lyt til din kammerat, så han føler sig hørt. Kig på ham, så han føler sig set. Hjælp ham, så han føler sig hjulpet. Ingen skal være alene om at være ensom.