Har økonomerne lært noget af finanskrisen?

Debatindlæg af adjunkt Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) I Altinget den 11. oktober 2018.

I disse uger og måneder er det ti år siden, at den finansielle krise brød løs. I krisens kølvand modtog den økonomiske videnskab hård, men i betydeligt omfang også berettiget kritik. Dels for ikke at have forudset krisen, og dels for ikke at give tilstrækkelige svar på, hvordan den kunne bekæmpes.

I anledning af ”jubilæet” er det derfor oplagt at spørge, hvordan den økonomiske videnskab siden har taget ved lære af krisen. Modsat for eksempel de økonomiske kriser i 1930’erne og 1970’erne har finanskrisen ikke (endnu i hvert fald) medført nogen revolution i den makroøkonomiske disciplin. Ikke desto mindre er makroøkonomiske modeller blevet markant forbedret på en række afgørende områder siden 2008.

Den mest oplagte lære af krisen var naturligt nok, at finansielle markeder har en langt større betydning for makroøkonomiske forhold, end hvad de fleste modeller afspejlede før 2008. Det gælder eksempelvis kreditvækstens rolle i økonomien.

Økonomiske prognosers forudsigelseskraft kan forbedres, hvis prognosemagerne tager højde for den aktuelle kreditvækst.

En række studier har således dokumenteret, at de stater og amter i USA, som oplevede den kraftigste vækst i kredit til husholdninger og virksomheder i årene op til krisen, også blev hårdest ramt i form af faldende forbrug og stigende arbejdsløshed, da krisen kom.

Andre studier har ved hjælp af data fra en række industrialiserede lande fundet, at økonomiske tilbageslag typisk er kraftigere, hvis det forudgående opsving i særlig grad var drevet af høj kreditvækst til den private sektor, end hvis opsvinget var drevet af andre forhold. Forskere har på den baggrund påvist, at økonomiske prognosers forudsigelseskraft kan forbedres, hvis prognosemagerne tager højde for den aktuelle kreditvækst.

Med resultater som disse in mente er makroøkonomiske modeller blevet udvidet med en langt mere detaljeret beskrivelse af kreditgivning og finansielle forhold generelt. Det gælder både i fagøkonomiske forskningstidsskrifter og de modeller, som udvikles og anvendes af policy-institutioner, herhjemme især hos Danmarks Nationalbank.

Som et eksempel har kreditvæksten i Danmark gennem det igangværende opsving været forholdsvis afdæmpet, hvilket i sig selv vil tilsige, at det næste økonomiske tilbageslag bliver af moderat størrelse (med enhver økonoms obligatoriske forbehold; alt andet lige).

En anden indsigt, som økonomer har opnået siden 2008, knytter sig til, hvordan nye kriser kan bekæmpes i fremtiden. Det seneste årti har nemlig vist, at pengepolitik også virker, når renten er nul.

Økonomiske lærebøger foreskriver, at pålydende renter ikke kan blive negative. Det skyldes, at opsparere blot vil kunne hæve deres indeståender og opbevare dem under hovedpuden og derved opnå en pålydende rente på nul.

Det betyder, at centralbankernes traditionelle pengepolitiske redskab til krisebekæmpelse – rentenedsættelser – ikke kan bruges, når renten allerede er nul (eller lidt derunder, som flere centralbanker har praktiseret gennem krisen). I stedet har en række centralbanker taget ukonventionelle redskaber i brug, herunder især de massive opkøbsprogrammer af finansielle værdipapirer, som går under betegnelsen kvantitative lempelser.

I USA satte man lynhurtigt ind med det første opkøbsprogram allerede i november 2008, mens Den Europæiske Centralbank først lancerede egentlige kvantitative lempelser i januar 2015. Denne forskel er ikke den eneste årsag til, at USA kom ud af krisen langt hurtigere end Europa, men den er utvivlsomt en vigtig del af forklaringen, som en række akademiske studier har dokumenteret. Der er derfor ingen tvivl om, at centralbankerne vil anvende dette nye redskab igen, hvis fremtidige kriser kræver det.

Den økonomiske videnskab står således væsentligt styrket på disse samt en række andre områder. Om det er nok til at forudse, begrænse eller måske helt undgå den næste krise, det må tiden vise.