Helle for helstaten

Klumme af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Jydske Vestkysten den 10. august 2017.

Vi var denne sommer på en dejlig køretur i det nordtyske med ophold undervejs i Flensborg, Slesvig, Egernførde, Kiel, Lybæk, Wismar, Rostock, Greifswald og Stralsund.

Det gav på et tidspunkt et flashback til undervisningen i historie i folkeskolen på Hammel Kommuneskole (senere Østervangsskolen) med skoleinspektør Aksel Sørensen som lærer.

Han var en god fortæller, men vi fik ikke lært ret meget om de historiske linjer og forklaringerne herpå.

Hvis jeg ikke havde læst noget historie ved siden af, havde jeg ikke fået megen viden med derfra.

Aksel Sørensen var til gengæld af og til god til at lægge op til debat om historiske begivenheder.

Engang i femte-sjette klasse lagde han tre bøger ned i rækkefølge med hver deres betydning.

Den første bog var Danmark til den nuværende grænse, den anden var resten af Slesvig, og den tredje var Holsten samt Lauenborg. Hvad burde udgøre det danske riges grænse, spurgte han.

De fleste nævnte området, som svarede til første bog (hvad Sørensen så vidt jeg husker selv bifaldt - jeg opfattede ham dengang som radikal), nogle få af eleverne sagde første og anden bog, og så var der undertegnede, som ene mand (dreng) mente, at alle tre bøger burde indbefattes i det danske rige, hvilket Sørensen i min erindring opfattede som værende et højst mærkværdigt synspunkt.

Turen denne sommer bekræftede mig i, at jeg i virkeligheden havde ret dengang i 1970-71. Der er så utroligt mange ting, som forbinder det nuværende nordtyske område med det danske, at en samlet stat dækkende hele området nok ville have været ret uproblematisk. Kulturerne og væremåderne er forbavsende ens.

Vigtigst er det imidlertid (og det tænkte jeg ikke på dengang som skoleelev), at bevarelsen af helstaten bestående af Danmarks kongerige og hertugdømmerne Slesvig og Holsten i samme stat fortsat ville have givet Danmark et åbent vindue til den tysksprogede verden og kultur.

Det skyldes, at alle i en sådan stat ville have været tvunget til at være tosprogede, når nu omkring en tredjedel af statens indbyggere talte tysk. Det havde netop været situationen i de mange århundreder, hvor udvekslingen med omverdenen via det tyske sprog var med til at holde Danmark på omgangshøjde med det øvrige Europa.

Nu medførte de danske nationalliberales anti-tyske eventyrpolitik i 1800-tallet i stedet nederlaget i 1864, hvilket medførte, at Danmark blev et lidet rent dansktalende og indadskuende land med nok i sig selv.

Man tog sig nok sammen og skabte via en "hvad udad tabes skal indad vindes"-indstilling andelsbevægelse og begyndende industrialisering, men tabet af det tysktalende befolkningselement i den danske stat medførte en åndelig forarmelse.

Vi får desværre ikke helstaten igen. Vi kan imidlertid råde delvis bod på denne skade ved at etablere tætte relationer til de områder af Tyskland, som engang stod os så nært.

I første omgang bør vi genopdage dem. Besøge dem. Få viden om dem.

Vi bør også lære at kommunikere med disse områder på deres eget sprog - tysk.

Alt det ville sandsynligvis være ganske givende for såvel os danskere som for holstenere og slesvigere.

Men nok mest for os.