Humlebien skal også kunne flyve i 2030

Indspark af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 21. januar 2017.

Finansministeriets position ikke er noget, som tildeles dette ministerium til benefice for dets budgetbisser. Det er noget, som vi gør, således at hele Danmark undgår stækkede vinger.

Danmark beskrives ofte som en humlebi, som egentlig ikke burde kunne flyve med de høje lønninger, den høje beskatning, den universelle velfærdsstat og det store antal på høj overførselsindkomst.

I et land som Danmark er der ekstraordinært stærke kræfter, som vil forsøge at få fat i andre skatteyderes penge til egen fordel, fordi der ganske enkelt er så mange midler at få fat i, når mere end halvdelen af bruttonationalproduktet vandrer omkring det offentlige. Med et udtryk fra fagjargonen er organisationerne bag rent-seeking-aktiviteterne allestedsnærværende og meget aktive.

Danmark er hele tiden i akut fare for ikke at kunne lette fra jorden, fordi vingerne er for små til at bære den store krop.

Når det på trods af alle odds alligevel gennem flere årtier er lykkedes skiftende regeringer at holde Danmark flyvende, skyldes det, at man institutionelt har skabt et system, hvis primære opgave er at imødegå særinteressernes dominans, og som alene har et fokus på, hvad der er i Danmarks langsigtede helhedsinteresser.

Dette system er ofte forhadt, fordi det indebærer, at man »kun siger nej«, »alene tænker på økonomi«, »agerer konkurrencestatsagtigt«, »tror, at alt kan gøres op i et excel-ark« og så videre. Det er imidlertid kortsigtetheden, som taler her.

I praksis er det Finansministeriet, som er langt den vigtigste modvægt til særinteresserne i Danmark. Særligt efter statsminister Poul Schlüters langsomme bevægelse væk fra den økonomiske afgrund, som Anker Jørgensen havde stirret ned i, blev Finansministeriet omdrejningspunktet for at holde Danmark flyvende. Forehavendet lykkedes, og alle efterfølgende regeringer med skiftende kulør har accepteret dette ministe- riums koordinerende og langsigtede rolle.

Finansministeriet er derfor det mest magtfulde ministerium. Der er imidlertid ikke tale om, at man er magtfuld for at være magtfuld. Der er tale om, at man er magtfuld for at give den danske humlebi mulighed for at holde sig på vingerne.

I de seneste uger har der noch einmal været kritik af Finansministeriets stærke position i det danske politiske system. Både politikere og en tidligere departementschef har været ude med beklagelser heraf.

Det tyder på, at forståelsen for sammenhængene i styringen af den økonomiske politik ikke længere er så indgroet, som den var i årtierne efter, at Schlüter fik Danmark væk fra kursen, som ville have ført til, at udenlandske kreditorer skulle give tilladelse til, hvornår og hvordan humlebien skulle lette fra jorden. Det vil sige cirka den situation, som Grækenland befinder sig i netop nu.

Det betyder, at det er vigtigt, at vi med jævne mellemrum minder hinanden om, at Finansministeriets position ikke er noget, som tildeles dette ministerium til benefice for dets budgetbisser. Det er noget, som vi gør, således at hele Danmark (inklusive de endnu ikke stemmeberettigede) undgår stækkede vinger, således at humlebien også kan flyve i 2030.