Hvad den danske socialpolitik kan lære af »Luksusfælden«

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 17. september 2019.'

Appellerer den danske socialpolitik for meget til mennesker som svage ofre, og er det i virkeligheden kynisk?

Af og til slår jeg ind på udsendelserne i programserien »Luksusfælden« på TV3. De handler om personer, der har privatøkonomiske problemer, og som derfor har sendt bud efter eksperter, der kan hjælpe dem ud af miseren. Det er interessant at få indblik i variationen af mennesker, som bebor det danske land. Det er imidlertid først og fremmest de skiftende værter, som jeg synes er spændende.

Udover at de kommer med gode, konkrete råd om privatøkonomisk genopretning og tilbyder forhandlinger med kreditorer, har de først og fremmest et moralsk budskab til, hvordan personerne får løst privatøkonomiske problemer. De opfordrer dem til at tage et personligt ansvar. »Du har selv et ansvar«, »du har ansvar for din familie«, »det er dig, som i sidste ende har ansvaret for din privatøkonomi«, »lad være med at skylde skylden for din ringe privatøkonomi på alle andre«.

Sådan lyder det igen og igen og igen fra TV3s ekspertteam.

Det forunderlige er, at det lyder som om, at de fleste personer får noget at vide, som de egentlig godt vidste inderst inde. Enkelte deltagere i udsendelserne bliver sure og kalder de privatøkonomiske eksperters budskaber for arrogante og mener, at de er ude af stand til at sætte sig ind i deres situation.

»For de fleste gælder det imidlertid, at de nærmest modtager budskabet som manna fra himlen midt i deres privatøkonomiske ørkenland. Det er som om, at de får noget at vide, som de længe har ventet på at høre.

Pludselig får de efterfølgende styr på deres overforbrug, gældsstiftelse og afbetalinger. Nogle gange kan de oven i købet forbavsende hurtigt finde vejen fra overførselsindkomst til job. De kan finde på at tage overarbejde. De viser noget om menneskets store evner til at tage ansvaret for eget liv, når de får ansvaret overdraget. Når der er personer, som viser dem tillid til og presser dem til, at de faktisk kan klare sig selv inden for de rammer, som deres økonomi giver. Selvfølgelig ligger der også et ydre pres i, at forholdene oprulles for åben TV-skærm, men det ændrer ikke ved, at glæden ved at få kontrol over eget liv næsten altid virker ægte.

Ovenstående kunne måske også give anledning til en overvejelse om, hvorvidt dansk socialpolitik er indrettet helt forkert.

Appellerer den ikke for meget til mennesker som svage ofre og ikke som ansvarlige borgere? Taler socialarbejderne borgernes moralske ansvar ned i stedet for op? Er man nok opmærksom på, at velfærdsstaten dybest set hviler på et moralsk fundament, hvor alle skal yde selv, hvis man overhovedet kan? Tror velfærdsstatens ansatte for lidt på, at borgerne kan noget? Ligger der for meget kynisme i den hidtidige socialpolitik i stedet for i en socialpolitik, som tror på, at borgerne har langt flere evner til at klare sig selv, end man hidtil har tiltroet dem?

Spørgsmålene er der. Vi bliver nødt til at stille dem, hvis ikke velfærdsstaten skal køre i grøften. Desværre blæser svarene stadig i vinden.