Hvad er Erdogans næste træk i Syrien?

Kronik af militæranalytiker Torben Toftgaard Engen (Center for Militære Studier) i Jyllandsposten den 16. marts 2017.

Hvad end Tyrkiets næste træk vil blive, kan det betyde forøgede flygtningestrømme fra Syrien til Danmark, bringe den internationale alliance mod IS i krise, vanskeliggøre samarbejdet i Nato og forværre det tyrkisk-amerikanske forhold.

Lige nu raser de sidste kampe syd for byen al-Bab. Erobringen af den syriske by varsler en ny fase i Tyrkiets deltagelse i borgerkrigen, som kan optrappe konflikten yderligere. Hvad end Tyrkiets næste træk vil blive, kan det betyde forøgede flygtningestrømme fra Syrien til Danmark, bringe den internationale alliance mod IS i krise, vanskeliggøre samarbejdet i Nato og forværre det tyrkisk-amerikanske forhold. Der er derfor meget på spil i disse dage, hvor Tyrkiet forhandler både med USA og Rusland om, hvordan IS’s sidste bastioner bekæmpes, og ikke mindst om, hvad der skal ske, efter at IS er besejret.

Euphrates Shield, som Tyrkiet kalder sin intervention i Syrien, startede d. 24. august 2016 med et angreb ind i Syrien, som drev en kile af kampvogne ind mellem kurdernes østlige og vestlige område i det nordlige Syrien og trængte IS væk fra Tyrkiets sydlige grænse. Tyrkiet har nu opnået sine indledende militære mål, og præsident Erdogan er i dag mere populær i Tyrkiet end nogensinde. De militære succeser på slagmarken er vigtige for præsidentens popularitet og tyrkisk nationale stolthed.

Tyrkerne har tre muligheder for at videreføre offensiven, men uanset hvilken mulighed Tyrkiet vælger, vil det optrappe konflikten i Syrien.

Situationen i Syrien er imidlertid utroligt kompliceret, og som i et mikadospil, hvor en lille bevægelse kan have stor betydning, kan Tyrkiets næste skridt have alvorlige konsekvenser, og risikoen for, at konflikten optrappes, er stor. På den anden side har præsident Erdogan meget at vinde ved at forsætte offensiven i Syrien. Alt tyder derfor på, at Tyrkiets militær vil forsætte – men hvorhen og mod hvem skal en fortsat tyrkisk offensiv rettes?

Tyrkiets primære mål med sin militære operation er at beskytte tyrkiske statsborgere mod terrorangreb fra IS. Siden 2015 har Tyrkiet lidt kraftigt under utallige terroraktioner i landets storbyer og langs grænsen til Syrien. IS har ligeledes brugt Tyrkiet som transitland for rekrutterede syrienskrigere på vej mod slagmarkerne i Syrien og Irak fra blandt andet Europa. Tyrkiets offensiv har presset IS mod syd og har betydeligt reduceret IS’s terroraktioner i Tyrkiet. Offensiven har samtidig vist verdenssamfundet, at Tyrkiet er dedikeret i kampen mod terror, samt manet rygtet om Tyrkiets direkte støtte til IS i jorden.

Tyrkiets intervention i Syrien har for det andet til formål at sikre landets sydlige grænser imod kurdiske ambitioner om en egen stat. Tyrkiets frygt er begrundet i PKK’s (Kurdistans Arbejderparti) mål om et selvstændigt Kurdistan i det område, der dækker det sydøstlige Tyrkiet og de nordlige dele af Syrien og Irak. Tyrkiet ser de væbnede kurdiske grupper i Syrien som en del af PKK og derved en trussel mod Tyrkiets suverænitet. USA og mange af USA’s europæiske allierede ser de irakiske og syriske kurdere som de vigtigste allierede i kampen mod IS. Det var netop med militær støtte fra USA, at syriske kurdere i sommeren 2016 erobrede store områder øst og vest for Eufrat langs grænsen til Tyrkiet. Det er et stort problem set fra Ankara, og kurdernes militære succes fik Erdogan til at påpege over for præsident Obama under G20-topmødet i september 2016, at »Tyrkiet vil aldrig tillade skabelsen af en kurdisk korridor af terrorisme langs sine sydlige grænser.«

Operationen i Syrien giver for det tredje Tyrkiets militær muligheden for at forbedre sit offentlige image efter kupforsøget i juli 2015, hvor tusindvis af officerer mistænkt for deltagelse i kuppet er blevet udrenset af Erdogan. Historisk er Tyrkiets væbnede styrker en yderst respekteret institution, men militæret mistede prestige og legitimitet i forbindelse med kupforsøget. Reportager fra kampene i Syrien har med billeder af fremrykkende kampvogne og annoncering af sejre gjort meget for at genetablere det tyrkiske militærs prestige og har samtidigt vist, at præsident Erdogan har kontrol med de væbnede styrker.

Tyrkerne har tre muligheder for at videreføre offensiven, men uanset hvilken mulighed Tyrkiet vælger, vil det optrappe konflikten i Syrien. Det tyrkiske militær kan angribe mod øst igennem det kurdisk besatte område øst for Eufrat og søge at slutte sig til den amerikanske offensiv mod Raqqa, IS’s selvbestaltede hovedstad i Syrien. Tyrkiet kan også vælge en offensiv mod vest gennem det kurdisk besatte område vest for Eufrat og derved sikre Tyrkiets grænser helt til Middelhavet. Endelig kan Tyrkiet vælge at forsætte offensiven mod syd og trænge IS længere væk fra den tyrkisk/syriske grænse. Alle tre muligheder rummer imidlertid alvorlige risici.

En offensiv mod øst for at befri Raqqa fra IS vil gå gennem det kurdiske område omkring byerne Manbij eller Tal Abyad. Det vil have store implikationer for den amerikansk ledede kamp mod IS i området. Med en tyrkisk offensiv vil det være forventeligt, at kurderne vil flytte deres styrker fra Raqqa-offensiven og forsvare sig mod de tyrkiske styrker. Det vil betyde, at den amerikansk-ledede offensiv må udsættes, og det vil bringe Tyrkiet i konflikt med amerikanernes overordnede målsætning i Syrien.

Vælger Tyrkiet derimod en offensiv mod vest, vil den tyrkiske hær skulle kæmpe sig gennem et bjergrigt område, hvor kurderne de seneste år har befæstet deres stillinger kraftigt. En tyrkisk offensiv har i det vestlige område desuden kun én mulig retning, og det er gennem byen Tel Rifaat, som også er en af kurdernes mest befæstede stillinger i Syrien. Denne mulighed vil derfor kræve flere styrker og sandsynligvis store tab for den tyrkiske hær. Det er tab, som Erdogan ikke ønsker, idet han risikerer, at de skader hans popularitet i Tyrkiet.

Den sidste mulighed er en offensiv mod de IS-besatte områder syd for al-Bab. Her er udfordringen, at den syriske hær med støtte fra Rusland er under fremrykning mod nord fra Aleppo. Lige nu er der kun få kilometer, som adskiller de to parter, hvilket allerede har resulteret i, at tre tyrkiske soldater er blevet dræbt af russiske luftangreb i starten af februar. En fremrykning mod syd vil uundgåeligt bringe den tyrkiske hær i konfrontation med Assad-regimet og Rusland, hvilket også indebærer store risici for Tyrkiet.

Erdogan må snart træffe en svær sikkerhedspolitisk beslutning om, hvad Tyrkiets næste træk skal være. En tyrkisk exit-strategi, som vil trække Tyrkiet ud af kampen mod IS, er tilsyneladende ikke på bordet nu. Det eneste, vi kender til, er Erdogans plan om at gøre det erobrede område til verdens største flygtningelejr for de 2,7 millioner syriske flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet. Set ud fra, hvad Tyrkiet har som politiske og militære målsætninger, er et sandsynligt valg for Erdogan at angribe videre mod Raqqa. USA kunne overbevises om behovet for Tyrkiets kampvogne og pansrede infanteri til erobringen af Raqqa, men den Tyrkiske pris vil være høj. Erdogan forlanger byen Manbij som betaling for hjælpen. USA står derfor over for et valg mellem at ofre kurderne for tyrkisk militær støtte, indsætte yderligere amerikanske styrker i bekostelige og blodige bykampe i Raqqa eller se initiativet i kampen mod IS glide yderligere over på andres hænder.

Men Erdogan har et alternativ i form af en alliance mellem Tyrkiet og Assad-regimet, idet de kurdiske nationaldrømme i stigende grad er et fælles problem. En sådan alliance vil knuse ethvert håb for kurderne om et selvstændigt Kurdistan eller omfattende indflydelse i fremtidig syrisk politik. Samtidig vil også dette valg bringe Tyrkiet i en udenrigspolitisk krise med USA.

I øjeblikket forhandler Tyrkiet med Rusland om mulighederne og betingelserne for de næste skridt i Tyrkiets offensiv. De forhandlinger viser, at Tyrkiet forfølger snævre nationale interesser, som betyder, at Tyrkiet er gået helhjertet ind i kampen om Syrien, både mod IS og mod forskellige kurdiske grupper. Men forhandlingerne viser samtidig klart, at Tyrkiet har løsrevet sig fra sin mangeårige og tætte alliance med USA. I det syriske mikadospil har små bevægelser storpolitisk betydning.