Hvad universitetet kan gøre for den grønne omstilling

Kommentar af ph.d. Lau Blaxekjær (NIAS) i Information den 16. oktober 2018.

Forskningen er lige så utvetydig som folks egne oplevelser verden over. Alle, individer som organisationer, er lokalt og globalt nødt til hurtigst muligt at gøre så meget som muligt for at sikre grøn omstilling. Ellers vil kloden i en nær fremtid ikke være særlig beboelig for en stor del af klodens beboere.

Vi skal bekæmpe klimaforandringer, forurening og tab af biodiversitet, og den samfundsvidenskabelige og humanistiske forskning har en vigtig rolle i at anvise og debattere de forskellige måder, vi som samfund kan omstille os på.

Der stor uenighed om, hvad grøn omstilling egentlig er, og hvad de forskellige parter kan gøre. Grøn omstilling er kompleks, og problemer og løsninger kan defineres på lige så mange måder, som der er aktører, interesser og forståelser. Man kan altid placere ansvaret hos andre. Det er derfor en god idé at begynde med sig selv – i ord som handling.

Så det vil jeg gøre og se på universitetet som institution baseret på mine egne erfaringer.

Universitetet er en af de ældste organisationsformer, vi har. Det er ældre end nationalstaten og har overlevet og tilpasset sig mange kriser gennem århundreder.

Jeg mener, at universitetet med dets lange historie, mange forskere, studerende og andre ansatte har alle muligheder for at gå forrest i den grønne omstilling. Universitetet gør allerede meget for at give os ny viden om klimaforandringer, men der er stadig noget, der ikke virker. Forskere har svært ved at trænge igennem til politikerne med budskabet om, hvor nødvendig en hurtig grøn omstilling er.

1988 var et varmt år, og den verdenskendte amerikanske klimaforsker James Hansen havde derfor et godt afsæt til at tale direkte til de amerikanske politikere om behovet for handling. Klima kom på mediernes dagsordenen, men siden er det gået den forkerte vej.

30 år senere er parallellen til 2018 slående. Forskere verden over taler igen direkte til politikere, virksomheder og medier, men den grønne omstilling foregår fortsat alt for langsomt. Paradoksalt nok har universitetet og forskere selv været med til at udvikle og udbrede de teorier og praksisser, der har skabt vores ubæredygtige samfund, og universitetet har uddannet mange af de politikere, embedsfolk og virksomhedsledere, der beskytter og administrerer dette system. Det er med andre ord på tide, at vi som forskere kigger indad for radikalt at forandre den måde, vi uddanner på.

En opfordring

I 2014 fik jeg ansvaret for at udvikle en ny kandidatuddannelse på Færøernes Universitet inden for bæredygtig udvikling, og der gjorde jeg meget ud af at institutionalisere tre forhold.

For det første skrev jeg ind i uddannelsens profil og studieordning, at studerende skal uddannes til at være engagerende, grønne forandringsagenter lokalt og globalt, og at de skal lære at arbejde kreativt med den grønne omstilling.

For det andet at undervisningen i højst halvdelen af tiden skal være teoretisk baseret. I den anden halvdel skal studerende i praksis møde de mennesker og organisationer, der skal være en del af den grønne omstilling. Studerende skal desuden i praksis lære at kommunikere grøn omstilling til et ikke-akademisk publikum.

For det tredje inddrog jeg studerende i mine egne forskningsprojekter og til konferencer om grøn omstilling i praksis, for eksempel sammen med Thorshavn Kommune. Det satte gang i grøn omstilling og læring på et højt niveau, og de studerende er blevet lokale og globale forandringsagenter.

Derfor en opfordring til alle forskere og studerende: I sidder med en enorm magt, hvis I får institutionaliseret grøn omstilling som jeres universitets hovedformål. Gør det.