27. september 2015

Hvem vogter vogterne?

MAGTMISBRUG I POLITIET

Politiet har sagt, at man ikke kunne identificere betjentene, fordi man ikke ønskede, at disse skulle stå frem som vidner for en domstol og fortælle der, at man havde handlet efter ordre

Kronik bragt i Berlingske den 27. september 2015 af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab

Peter Kurrild-Klitgaard

Men det er og bør efter alt at dømme blive en stor skandale, hvor hoveder bør rulle og om muligt sættes på stage – i hvert fald ud fra de afsløringer, der efterfølgende har tegnet sig konturerne af. Selv når man ser bort fra, at landsretten fandt, at politiet tilbageholdt en person ulovligt, at lovgrundlaget for at fratage demonstranter et flag er et sted mellem ikke-eksisterende og tvivlsom og at politiets opførsel udgør et indgreb i de grundlovssikrede forsamlings- og ytringsfriheder.

Sagen er potentielt meget større end alt det og med politiske tentakler. For af de forudgående undersøgelser, som domstolen i afgørelsen tirsdag lagde til grund, havde politiet oplyst, at man ikke havde undersøgt, hvilke betjente der havde været involveret, men ikke kunnet identificere dem. Uagtet at det på fotografier var ganske let at se ansigterne.

Men torsdag kunne Politiforbundets fagblad, Dansk Politi, så fortælle, at de pågældende betjente ikke blot var til at identificere, men selv for længst havde erkendt deres rolle og haft detaljerede drøftelser med deres foresatte om handlingerne – og at disse var efter »en ordre oppefra«. Den ansvarlige vicepolitiinspektør nægter at kommentere, om det er sandt, men historien er i hvert fald konsistent med, at politiet forud for dommen havde nægtet at udlevere båndoptagelser, der efterfølgende viste sig at dokumentere, at man var gået målrettet efter flagene, ligesom politiet efterfølgende har forsvaret det rimelige i at fjerne disse.

Hvis det er rigtigt, kan der stort set kun være én bagvedliggende, samlende historie, der giver mening: Politiet har sagt, at man ikke kunne identificere betjentene, fordi man ikke ønskede, at disse skulle stå frem som vidner for en domstol og fortælle der, at man havde handlet efter ordre. Man har i så fald løjet for at dække en vis legemsdel.

Næste spørgsmål må uvilkårligt være, hvem denne sidder på. Ledende personer i politiet eller hele vejen op i Justitsministeriet? Uanset hvor og uanset slutresultatet vil hele sagen være endnu et hak i troværdigheden for det politi og det justitsministerium, der allerede har fået mange skrammer de seneste år. Mange almindelige danskere føler, at politiet i hverdagen nedprioriterer forebyggelse og opklaring af vold, røverier og indbrud, alt imens selvsamme udøvende magt virker nærmest hyperaktiv og nidkær, når det gælder alt, der kan give bødeindtægter til statskassen.

At vi har et politi, der har ret til at anvende tvang og andre midler, som borgerne ikke i hverdagen lovligt kan anvende mod hinanden, er ene og alene retfærdiggjort, når det sker med baggrund i loven, ud fra generelle og neutrale principper og med henblik på det fælles bedste. Derfor indledes Jyske Lov med ordene »Med lov skal land bygges«, og der er ingen tilføjelse om »med mindre den udøvende magt selv synes noget andet«. Det bør både politikere og politibetjente huske på – og ellers må domstolene minde dem om det.