25. august 2019

Hvilke drivhusgasudledninger er vi ansvarlige for?

Kommentar af Peter Birch Sørensen, professor, Københavns Universitet i Politiken den 25. august. Peter Birch Sørensen

Der er en del debat om, hvilke drivhusgasudledninger vi som danskere er ansvarlige for. Her er en guide til debatten.

I den danske klimadebat taler vi undertiden forbi hinanden, fordi vi har forskellige opfattelser af, hvilke drivhusgasudledninger vi som danskere er ansvarlige for. Svaret er vigtigt for, hvilken klimapolitik der bør føres, så lad os se nærmere på sagen.

I vores officielle klimaregnskab over for FN er Danmark ansvarlig for drivhusgasudslippene fra dansk territorium. Udslip og binding af drivhusgasser i arealer og skove opgøres dog i et særskilt regnskab og er ofte ikke indregnet, når man viser tal for udviklingen i udledningerne. Udledningerne fra jord og skov er nemlig kun delvis menneskeskabte og svinger meget fra år til år som følge af udsving i høstudbytte og temperatur.

Den nederste graf i figuren viser udviklingen i udledningerne fra dansk territorium eksklusive udledningerne fra jord og skov. Det er det mål for udledningerne, man oftest ser, og det udviser et nydeligt fald siden 1990, på trods af at vores bnp er steget. Det bruges undertiden som eksempel på, at vi har haft ’grøn vækst’.

I forhold til EU er Danmark dog kun ansvarlig for den del af vores udledninger, som ikke er reguleret af EU’s system for handel med CO2-kvoter. Kvotesystemet omfatter udledninger fra energisektoren og den energitunge industri samt luftfarten mellem EU-landene. Udledningerne fra den øvrige del af dansk økonomi, som vi altså selv stilles til regnskab for af EU, stammer primært fra den indenlandske transport, landbruget og bygningsmassen. Vores udledninger fra denne såkaldte ikke-kvotesektor faldt ganske pænt i perioden 2005-2013, men i de seneste år er faldet nærmest ophørt. Det er først og fremmest faldende udledninger fra kvotesektoren, der har trukket vores samlede udledning ned.

Det har hidtil været en udbredt opfattelse, at vi ikke kan sænke den samlede udledning i EU ved at udbygge med vedvarende energi i Danmark, fordi det ikke påvirker den samlede mængde CO2-kvoter i omløb. Men som både Klimarådet og de økonomiske vismænd har påpeget, betyder den nylige reform af kvotesystemet, at Danmark faktisk kan fremtvinge en annullering af CO2-kvoter på EU-niveau, hvis vi sænker udledningerne fra den danske kvotesektor ved at udbygge med vedvarende energi. Derfor kan det give god mening at medregne udledningerne fra kvotesektoren i vores klimaregnskab, sådan som vi gør i forhold til FN.

Et særligt ansvar

Ifølge FNs regneregler indgår udledningerne fra international skibsfart og luftfart ikke i de enkelte landes klimaregnskab, da de opfattes som et fælles internationalt ansvar. Hvis Danmark skulle indregne udledningerne fra dansk opererede skibe i udlandet, ville vores klimaregnskab ikke vise et fald, men tværtimod en lille stigning i vores samlede udledning siden 1990.

Det fremgår af den blå graf i figuren, der viser summen af udledningerne fra dansk territorium og udledningerne fra danske skibes og flys bunkring (brændselsforbrug) til international søfart og luftfart. Da shipping-branchen fylder meget i dansk økonomi og bidrager væsentligt til vores bnp, kan man argumentere for, at Danmark har et særligt ansvar for at fremme forskning i og udvikling af nye grønne brændstoffer til søtransporten.

I den danske klimadebat tales der meget om vores CO2-aftryk, dvs. de udledninger, der skyldes vores samlede forbrug, inklusive forbruget af importerede varer. Danskernes CO2-aftryk per indbygger er højt, og så vidt forskerne kan skønne, er det faldet langt mindre end udledningerne fra dansk territorium. Burde vi i virkeligheden fokusere på at reducere vores CO2-aftryk?

Argumentet mod at styre efter et officielt talmæssigt mål for reduktion af Danmarks CO2-aftryk er af praktisk art. Det er meget vanskeligt at måle det samlede CO2-indhold i vores forbrug, herunder CO2-indholdet i vores importvarer, da det kræver detaljeret viden om, hvordan varerne er blevet produceret og transporteret i alle produktions- og distributionsled.
Hvis Danmark ensidigt begyndte at beskatte importvarer efter deres skønnede CO2-indhold, kunne det endvidere bringe os i konflikt med vore handelspartnere i EU. Men da EU har en betydelig international forhandlingsstyrke, kan der være perspektiv i EU-formand Ursula von der Leyens idé om, at et samlet EU kan lægge told på importvarer fra lande, der trods gentagne opfordringer ikke lever op til Paris-aftalen.