5. juni 2015

Hvis folketingsvalget for alvor går galt ...

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab. Blogindlæg på bloggen Magt og Marked i Berlingske den 5. juni 2015

Peter Kurrild-Klitgaard

Peter Kurrild-Klitgaard

Der skal 90 mandater til et flertal i Folketinget. Har man det, har man et flertal–og har man det ikke, ja, så har man det ikke. Længere er dén sådan set ikke.

Ikke desto mindre peger ganske mange meningsmålinger her lidt mere end en uge inde i folketingsvalgkampen på risikoen for en situation af de historisk sjældne og demokratisk mindre behagelige.

Ganske mange meningsmålinger antyder således et resultat, hvor “blå blok” fører snævert i stemmer og dermed i fordelingen af de 175 mandater, der fordeles forholdsmæssigt mellem partierne i Danmark, men hvor partier, der støtter “rød blok”, fortsat får tre af de fire “nordatlantiske” (to fra Færøerne, to fra Grønland). Sker det, så vil “rød blok” vinde–selvom man reelt har “tabt” folketingsvalget.

Det første er tilfældet lige præcis her på grundlovsdag, hvor Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af meningsmålingerne giver de “blå” 88 mandater og de “røde” 87 mandater. Siden 2001-valget er de to grønlandske og det ene færøske mandat gået fast til Socialdemokraterne, og det ser ud til at ske igen–og med de tre mandater, vil “rød blok” så have 90 mandater bag sig. Og dermed kunne beholde regeringsmagten.

Men lige dét vil kunne være et problematisk resultat. Både demokratisk og parlamentarisk.

***

Lad os prøve at lave et lille, rent hypotetisk regnestykke–der minder ganske meget om resultatet af folketingsvalget i 1971, men med udgangspunktet i en blanding af 2011-valgresultatet og de nuværende meningsmålinger.

I 2011 blev der afgivet ialt 3.579.675 stemmer–lad os antage, at det sker igen.

Hvis vi samtidig tager Berlingske Barometers dagsaktuelle stemmeandele, som dd. giver “blå blok” 50,5 pct. og “rød blok” 49,5 pct., så vil det svare til henholdsvis 1.807.736 stemmer og 1.771.939 stemmer. Altså en forskel på godt 36.000 stemmer.

I “kontinental”-Danmark er der, som bekendt, mange mandater (175 i alt), og kredsmandaterne fordeles imellem landsdelene i forhold til indbyggertal, og tillægsmandaterne sikrer, at partierne får meget, meget tæt på deres matematisk-millimeterretfærdige andel–og hvert mandat “koster” gennemsnitligt cirka 20.500 stemmer.

Det samme gør sig ikke gældende i det “nordatlantiske” Danmark: Grønland og Færøerne har to mandater hver, uanset indbyggertal. Det gør, at et folketingsmandat i Nordatlanten kan være “billigere” rent stemmemæssigt end i Danmark–ved 2011-valget blev der begge steder afgivet kun lidt mere end 20.000 stemmer. Ved det folketingsvalg “kostede” det “billigste” af de to færøske mandater i praksis kun 4.328 stemmer, mens det tilsvarende på Grønland gik for blot 8.499 stemmer. Tilsammen var der 22.607 stemmer bag de tre “røde” mandater, mens der var 6.361 bag det ene “blå”.

Lægger man disse oveni de hypotetiske ovenfor, giver det altså ca. 1.814.097 “blå” stemmer og ca. 1.794.546 “røde” stemmer*–så et “blåt” flertal af stemmer, men et “rødt” flertal af mandater.

Det er et hypotetisk regnestykke; der skal ikke flyttes mange marginaler, og det skal ikke overfortolkes. Men det er et muligt udfald, og situationen er stort set identisk med 1971-folketingsvalget, hvor de borgerlige partier fik et flertal af stemmerne, men hvor forskellen i mandaters “pris” gjorde, at Jens Otto Krag (S) kunne blive statsminister på de nordatlantiske mandater–bl.a. takket være, at han gjorde et grønlandsk folketingsmedlem til grønlandsminister. Det er vistnok den eneste gang, det er forekommet herhjemme–men de nuværende meningsmålinger antyder, at det kan ske igen.

Det er en situation, der reelt kan forekomme i ethvert valgsystem. Det er f.eks. et udfald, der på nogle punkter minder om, hvad vi har set i andre lande–f.eks. det kontroversielle 2000-præsidentvalg i USA, hvor Al Gore (D) fik flere stemmer end George W. Bush (R), men hvor sidstnævnte vandt på grund af de såkaldte valgmandsstemmer.

Vinder man på den måde, er det fuldstændigt efter reglerne–men det er ikke just et stærkt udgangspunkt, rent demokratisk.

***

Og derved er vi ved det næste problem i en sådan situation. I nyere tid regnes de nordatlantiske folketingsmedlemmer med ved en regeringsdannelse–når de vil være afgørende. De støtter også ofte en regering fra egen fløj, når der er tale om “kabinetsspørgsmål”. Men derudover holder nordatlantiske folketingsmedlemmer sig ofte ude af den dagligdags politik, når det ikke er spørgsmål, der vedrører deres egne forhold direkte.

Med andre ord: Måske kan der stå 90-89 ved en regeringsdannelse–men i hverdagen vil stemmefordelingen være 87-88. Hvis en opposition i en sådan situation står sammen, vil det kunne gøre livet endog meget besværligt for en regering.

***

Det er langt fra sikkert, at valgudfaldet bliver sådan, men utænkeligt er det ikke. Lad os håbe, at det ikke bliver tilfældet.

* I virkeligheden er “blok”-regnestykket lidt mere kompliceret: På Færøerne blev der i 2011 afgivet ca. 10.000 stemmer på fem andre partier end de to, der vandt mandaterne, og på Grønland fik to andre partier end vinderne ialt knap 5.000 stemmer. Reelt ville også disse skulle splittes ud på “blå” og “røde” og lægges oveni de ovenstående tal.  Det vil dog ikke kunne forrykke det overordnede billede.