Hvis karteller er skidt på markedet, hvorfor er det så ikke i politik?

Indlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske Opinion den 1. juli 2019.

De etablerede politiske partier vil ovenpå folketingsvalget gøre det sværere for nye partier at blive opstillet eller repræsenteret. Men det er næppe sundt for demokratiet, når magthaverne begynder at opføre sig som karteller.

Dårligt forelå valgresultatet, før der rejste sig politiske krav om indgreb over for nye politiske partier.
Valget havde med tre førstegangsopstillede (Stram Kurs, Nye Borgerlige og Klaus Riskær Pedersen-partiet), et gammelt ikke-repræsenteret (Kristendemokraterne) og et næsten nyt (Alternativet) givet det tredjestørste antal opstillede partier nogensinde.
Samtidig tydede noget på, at to partier havde benyttet sig af en lempelig fortolkning af reglerne om verificering af stillernes underskrifter.

Der kan faktisk være gode grunde til at foretrække andre måder at indrette valgsystemet på end det danske millimeterretfærdige demokrati..

Svaret kom prompte fra de etablerede partier: Det skal være vanskeligere at stille op.
Mogens Lykketoft (S) mente, at det »er blevet for let og kræver for lidt omtanke«, og Holger K. Nielsen (SF) og Bertel Haarder (V) foreslog, at antallet af krævede underskrifter skal godt fordobles.
Marianne Jelved (RV) indtager det i sandhed radikale standpunkt, at det »skal ikke være sådan, at enhver gruppering kan sige, at nu laver vi et nyt parti – huhej. Selvfølgelig skal det kræve en særlig baggrund og indsats at gøre noget så alvorligt.« 
I samme ånd går en enkelt socialdemokratisk debattør, Kresten Schultz-Jørgensen, så langt som at kræve, at spærregrænsen skal hæves fra to til f.eks. fem procent, fordi ikke »alle synspunkter har lige meget valør«, og at »rene klovnetyper« og folk med »fikse ideer« sagtens »kan kortslutte både sendeflader og folketingsdebatter«.

Argumentationen forekommer letkøbt: Hvis der skal kræves flere underskrifter, fordi det med digitale formater er blevet »for let«, ligger der i det implicit et ideal om en slags balance.
Men det var ikke en balance, de etablerede politiske partier talte om, da de i 1980erne på flere punkter ensidigt strammede kravene til opstilling ganske betydeligt.

Haarder argumenterer også, at nogle partier måske stiller op blot for at få de skattekroner, som hver stemme udløser.
Men også de regler har de etablerede partier jo selv indført – altovervejende til egen fordel.
Hvis de tror, at nye partier stiller op for pengenes skyld, kan man jo passende reducere beløbet, der gives per stemme.
Og påstanden om, at en høj spærregrænse i sig selv skulle frasortere dårligt kvalificerede synspunkter, er umulig at finde nogen evidens for.

I det hele taget minder retorikken meget om virksomheder, der vil lægge forhindringer i vejen for konkurrenter. Men stort set alle, der således plæderer for mindre konkurrence på det politiske marked, er fra partier, der typisk er stærke tilhængere af politisk regulering af konkurrence på økonomiske markeder.

Hvis private virksomheder indgår markedsaftaler for gennem prisdumping eller opdeling af markeder at holde nye konkurrenter ude, kræver politikerne indgreb mod »karteller« og »oligopoler«.
Men når det gælder dem selv, ser de åbenbart intet problem ved at træffe beslutninger, der gør livet svært for konkurrenterne.
Hvis en enkelt virksomhed opnår en markedsandel på 20-25 pct., taler politikerne om »monopoler« (selv når der tydeligvis ikke er tale om kun én udbyder).
Men når det gælder dem selv, ser de politiske partier intet problem ved markedsandele på 30-35 pct. Hvem har nogensinde hørt en V- eller S-leder kræve politisk indgreb for at standse, at deres egne partier blev for store?

Der kan faktisk være gode grunde til at foretrække andre måder at indrette valgsystemet på end det danske millimeterretfærdige demokrati, der mere end de fleste andre gør, at et parti, som får en given andel af stemmerne, også får et (stortset) tilsvarende antal mandater.

Nogle lande tillader vælgerne at prioritere partier og kandidater i stedet for kun at skulle stemme på ét alternativ. Andre lande (f.eks. Frankrig og Storbritannien) har med såkaldt flertalsvalg i enkeltmandskredse noget, der som regel ender med relativt få partier og derfor ganske handlekraftigepolitiske flertal.

Man kan meningsfuldt diskutere fordele og ulemper ved disse systemer i frhold til det danske.
Men det er omvendt ikke meningsfuldt, hvis man på den ene side ønsker at opretholde 100 års forestilling om det millimeterretfærdige danske demokrati, og samtidig vil gøre det sværere for nye partier at stille op eller blive repræsenteret.

Konsekvensen af at gøre livet besværligt for nye partier vil være at skabe en demokratisk potemkinkulisse, der om noget vil give grobund for den slags eksplosive tryk, der kan underminere demokratiet.
Et politisk system, der bevidst lukker sig om sig selv, vil være langt mindre langtidsholdbart end et, der formår at opsamle og kanalisere utilfredshed.