Hvor meget stoler Tørnæs på private partnerskaber?

Replik af professor Martin Marcussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 3. oktober 2018.

Offentlige-private partnerskaber er godt, må vi forstå på udviklingsministeren. Der er tale om et samarbejde, hvor der skabes noget, parterne ikke kunne skabe på egen hånd.

I offentlige-private partnerskaber bidrager begge parter til samarbejdet, og alle får noget ud af at indgå i samarbejdet. Det er en decideret win-win-win-win-situation. Den danske stat får gearet sine udviklingsmidler, det danske erhvervsliv erobrer nogle nye markeder og tjener nogle penge, FN tager et skridt mod realiseringen af sine bæredygtighedsmål, og udviklingslandene får skabt vækst og beskæftigelse. Ja, faktisk er der tale om et paradigmeskift i hele den måde, fattigdomsbekæmpelsen finder sted på.

Bare det var så vel. Med fare for at ødelægge den gode stemning kan der være behov for at minde om, at der desværre er flere svage led i det overordnede argument.

Svage led

Offentlige udviklingsindsatser er ofte gearede til at fortsætte indsatsen på trods af problemer, men i hvor stor udstrækning er det private erhvervsliv parat til at blive i partnerskabet, når det bliver ”træls”?

For det første er det ikke alle steder i verden, at der kan udvikles en business-case for offentlige-private partnerskaber. Det siger sig selv. Der er steder i verden, hvor der hverken er antydningen af fungerende offentlige institutioner eller tilnærmelsesvis fungerende markedsmekanismer. Det er tilfældigvis også de steder, hvor behovet for en udviklingsindsats er allerstørst.

For det andet ved vi, med næsten 60 års erfaringer med dansk udviklingsbistand i verdensklasse, at vækst og beskæftigelse i et udviklingsland har det med at berige de få. Skulle det offentlige-private partnerskab bære frugt, så ved vi, at frugterne af den afledte økonomiske udvikling simpelthen ikke når ud dér, hvor folk har de største behov.

For det tredje ved alle i udviklingsbranchen, at udviklingsindsatser er langsigtede. Ofte meget langsigtede. Man skal være tålmodig, når man ønsker at bekæmpe fattigdom. Det kan tage generationer at skabe reel og holdbar udvikling. Vi ved også, at mange af de erhvervsvirksomheder, som den dag i dag byder sig til som partnere, slet ikke eksisterer om en generation. Af samme grund arbejder erhvervslivet ofte med en anden tidshorisont, end man gør i det offentlige.

For det fjerde siger al erfaring fra seriøse udviklingsprojekter, at der altid opstår uforudsete barrierer og problemer. Offentlige udviklingsindsatser er ofte gearede til at fortsætte indsatsen på trods af disse problemer, men i hvor stor udstrækning er det private erhvervsliv parat til at blive i partnerskabet, når det bliver ”træls”? Arbejder den private sektor med den samme kontinuerlighed, som man gør i udviklingsbranchen?

Tabt troværdighed

Man kan selvfølgelig også løfte blikket fra den konkrete udviklingsindsats og diskutere de mere principielle udfordringer, der er forbundet med partnerskaber.

I sagens natur omsættes offentlige-private partnerskaber i en aftale, hvor fordelingen af opgaverne, samarbejdsprincipper, varighed, gensidige og individuelle rettigheder, forhold til tredjepart etc. specificeres. Samtidig er sagen jo den, at staten og den private aktør tager hinanden i ed og sætter deres lid til, at den anden part faktisk kan og vil opfylde sin del af aftalen.

Men kan den offentlige part altid være så sikker på, at den private aktør kan det? Hvad hvis den private aktør går konkurs eller opløses? Hvad hvis den private aktør simpelthen mister interessen? Hvad sker der, hvis det viser sig, at den private aktør simpelthen snyder og bedrager?

Ja, så forsvinder hele win-win-win-win-dynamikken som dug for solen. Udenrigstjenesten vil som det første miste troværdighed. Både i Danmark, hvor der med rette vil rejse sig en mediestorm med fokus på forvaltningssvigt i dansk udviklingspolitik. Også i FN vil Danmark miste noget af den autoritet, som Danida har brugt årtier på at bygge op. Og naturligvis i udviklingslandet, som med rette må føle sig snydt og bedraget.

Givet, at ”the business of business is business”, så kan denne del af problematikken koges ned til et enkelt spørgsmål: Hvor meget stoler udviklingsministeren på sine partnere?

Der er naturligvis ingen grund til at kamme over i forskrækkelse over partnerskaber. Det skal selvfølgelig prøves. Men vi skal heller ikke være naive.

Dansk udviklingspolitik har udviklet sig gennem et utal af såkaldte ”paradigmeskift”. Vi finder den hellige gral og omdirigerer som følge heraf vores udviklingsindsatser, blot for at finde ud af, at også den nye vej er brolagt med tidsler. Så er der nogen, der finder på noget nyt, og så sætter vi alle kurs mod dette nye ”paradigme”.

En betingelse for, at denne lemmingeadfærd omdannes til ny viden og nye erfaringer, er, at vi ikke er blinde for de udfordringer, der er forbundet med vore politikker.