20. september 2022

Hvordan kan vaniljekranssyndromet og dets konsekvenser helbredes?

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 20. september 2022.

Overgangen fra studielivet på et universitet og til job er langt fra altid let.

Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Studieundersøgelser. 42 procent af de nyuddannede finder overgangen svær. Blandt dem er det hver fjerde, der mener, at de simpelthen mangler relevante kompetencer. Eller at de ikke rigtig kan bruge det, som de har lært på deres uddannelse. Mange har svært ved at forklare arbejdsgivere, hvad de egentlig kan.

Udfordringerne er især store for kandidater fra det humanistiske og samfundsvidenskabelige område. Der er sandsynligvis flere forklaringer på fænomenet. I en vis udstrækning er der sikkert intet nyt under solen. For sådan har det altid været. Det er imidlertid værd at overveje, om kandidaternes problemer ikke også hænger sammen med universiteternes interne forhold, som de har udviklet sig.

En af de store ændringer i universiteternes måde at virke på i de seneste knap 20 år består i, at ekstern finansiering af universitetsforskernes forskning er blevet stadig vigtigere. Det gælder ikke mindst på det samfundsvidenskabelige og humanvidenskabelige område. Da jeg fik fast job i universitetsverdenen for over 30 år siden, var ekstern finansiering ikke noget, man snakkede meget om til frokost. I dag er det ofte det vigtigste emne.

Ekstern finansiering bevilges især af offentlige forskningsråd eller private fonde. Når man søger om midler herfra, kræver det ofte, at man vil udforske et emne, som i høj grad er uudforsket. Det vil hyppigt sige et emne, som ligger i kanten af det fagområde, man underviser i, fordi forestillingen er, at det er her, de splinternye, uudforskede emner befinder sig. Det tager sig også mere innovativt ud i en forskningsansøgning at gå den vej. Det gængse og almene - som udgør fagets kerne - er der derimod ikke altid mange eksterne forskningskroner i.

Nu er det ikke sådan, at undervisningen i et universitetsfag hænger meget tæt sammen med, hvad forskerne forsker i. Man kan sagtens undervise i fagets kerne og samtidig forske i fagets periferi. Det sker hele tiden. Omvendt vil der ofte i al ubemærkethed ske det, at universitetsfagene i hvert fald et stykke af vejen trækkes i retning af forskernes hovedinteresse og -fokus. En forklaring herpå er også, at større forskningsprojekter finansieret af eksterne midler ofte indebærer, at der samtidig ansættes ph.d.'er og såkaldte post.doc.'er, som er yngre forskere, hvoraf nogle senere glider ind i faste stillinger.

Hvis kandidaternes problemer med at finde job skyldes, at undervisningen i for lille grad berører emner, som er relevante for almenheden eller folket, og hvis dette skyldes den stigende betydning af ekstern finansiering, hvad kan der så gøres for at rette op herpå? Hvordan kan et eventuelt fagligt vaniljekrans-syndrom - hvor undervisningsemnerne mere og mere flytter ud i fagenes periferi, som gør den mindre relevant for jobmarkedet - så helbredes?

Svaret herpå findes ikke hos de enkelte forskere. Det følger blot de incitamenter, som de stilles overfor. Svaret findes hos de offentlige forskningsråd og de private fonde. De bør i højere grad give midler til projekter, som er placeret i universitetsfagene kerne. Og svaret ligger dernæst hos universiteternes ledelser, der også skal have et klart blik for problematikken. Men de eksterne finansieringskilder bør rykke først med hensyn til at foretage en vis rebalancering i tildelingen af midler.

For vi har brug for forskning - og undervisning - som i høj grad tilgodeser behovene hos kandidaterne for et job og for at sikre universiteternes relevans for almenheden. Og for folket - som betaler for universiteterne som skatteborgere (offentlige midler) eller som forbrugere (private ditto).

Emner