Hvorfor er venstrefløjen blevet så konform og intolerant?

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 3. maj 2020.

Balladen i det trættekære Danske Akademi kan ikke gøres op som et snævert ideologisk slagsmål mellem højre og venstre - men alligevel har den illustreret, hvad der i de senere år ofte er blevet observeret, når der går identitetspolitik og politisk korrekthed i menneskers samvær: At nutidens venstreorienterede helst kun vil diskutere med nogen, der mener det samme som dem selv. Måske ikke engang være i stue med folk, der mener noget andet.

I gamle dage var det anderledes - eller skulle i hvert fald have været. De borgerlige blev af venstrefløjen latterliggjort og udskældt for at være konforme og optagede af pænhed og tone. Mange blomsterbørn prædikede i stedet »lev og lad leve«, mens andre ville chokere og flytte grænser. Men for mange 68ere gik det hurtigt over, og har man oplevet 1970ernes universiteter eller kommunistiske kollektiver på tæt hold, vil det for mange - også ikke-borgerlige - have stået klart, at det var så som så med tolerance og dialog. Særligt i de studentermarxistiske kredse blev det med tiden klart, at »kritik« kun strakte sig til at nedbryde borgerlige normer, Gud, konge og fædreland. Åbensindet dialog var der ikke meget af, og selvkritik endnu mindre.
 
De seneste år har en lang række undersøgelser hævet sig over det anekdotiske og antydet et mere generelt mønster. Overalt i det politiske spektrum ønsker mange primært at omgås ligesindede, men på lange stræk er det mest udpræget på venstrefløjen.

I 2019 kunne tre af mine forskerkolleger fra statskundskab præsentere en undersøgelse af godt 2.000 danskere, der viste, at hver fjerde føler ubehag ved at have en nabo med helt anden politisk observans end dem selv - og at tendensen er stærkest blandt venstreorienterede. Blandt vælgere, der stemmer på de Radikale, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten, vil gennemsnitligt 45 pct. ikke bryde sig om at have en nabo, der stemmer Dansk Folkeparti. Blandt DF-vælgere vil en tredjedel ikke bryde sig om at bo ved siden af en Enhedslisten-vælger, mens det kun gælder cirka 20 pct. fra resten af det borgerlige Danmark.

Dokumentationen er omfattende, men hvorfor dette tilsyneladende mønster? Måske fordi venstreorienterede det sidste halve århundrede er gået fra at være opposition til selv at være det nye »borgerskab«.

Sådanne tendenser har man i en del år set mest markant i USA. Det respekterede Pew Research Center offentliggjorde i 2017 en meningsmåling, der viste, at 35 pct. af Demokratiske vælgere ville have problemer med at vedblive med at være venner med en, der havde stemt på Trump. Omvendt ville kun 13 pct. af Republikanerne have det svært med venner, der havde stemt på Hillary Clinton. I år fandt Pew, at 71 pct. af Demokrater ikke ville kunne have en kæreste, der stemte på Trump, og 43 pct. ville ikke overveje at have en Republikaner som kæreste. For Republikanerne ville 47 pct. ikke ønske en Clinton-vælger som kæreste, mens 24 pct. ikke ville date en Demokrat.

Det handler ikke kun om Trump. Allerede i 2012 kunne Pew præsentere en anden undersøgelse, hvori godt 16 pct. af selverklærede venstreorienterede på sociale medier havde »unfriended« eller blokeret personer grundet politisk uenighed. Blandt selverklærede højreorienterede var andelen det halve (otte pct.). Da undersøgelsen blev gentaget to år senere, gav den grundlæggende samme resultat. En 2016-undersøgelse fra Public Religion Research Institute fandt samme overordnede mønster, når man i stedet for ideologi stillede Demokrater (24 pct.) og Republikanere (ni pct.) op som alternativer.

Fænomenet kendes også fra Storbritannien, hvor en undersøgelse fra YouGov i 2014 viste, at 40-45 pct. af vælgerne fra Liberal Demokraterne og Labour ville have det svært med venner, der stemte på det nationalistiske UKIP. For de sidstnævntes vedkommende var det kun fem-ti pct., der ikke ville kunne være venner med en, der havde stemt på et af de to andre partier. En 2016-undersøgelse fra britiske Demos fandt, at Konservative vælgere var (moderat) mere tilbøjelige til at retweete folk fra Labour eller det skotske nationalistparti end omvendt.
 
Og både i USA og Storbritannien vil venstreorienterede langt mindre end højreorienterede acceptere en ideologisk fjende i familien. Et samtidigt studie i begge lande foretaget af YouGov i 2016 viste, at godt 28 pct. af britiske Labour-vælgere ikke ønskede, at deres barn giftede sig med en Konservativ, mens det for sidstnævnte var 19 pct. I USA ville 23 pct. af Demokraterne ikke ønske sig en Republikaner i familien, mens kun 16 pct. af Republikanerne ville være ked af en Demokrat.

Dokumentationen er omfattende, men hvorfor dette tilsyneladende mønster? Måske fordi venstreorienterede det sidste halve århundrede er gået fra at være opposition til selv at være det nye »borgerskab«. Eller måske fordi venstreorienterede ofte argumenterer ud fra indignation og retfærdighedsopfattelse, mens borgerlige mere blegsotigt fokuserer på praktiske konsekvenser. Hvis det er sandt, virker det måske logisk, at førstnævnte har sværere ved folk, der mener noget andet, mens sidstnævnte er oftere er mere pragmatiske.