3. juli 2020

I Tysklands navn

Artikel af dekan Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 3. juli 2020.

Mikkel Vedby RasmussenDer er en lille selskabsleg, der også huserer i opslag på Instagram, hvor man fordeler en opgave i EU til den nation, som har ry for at have styr på den slags – hollænderne skal stå for mødeforberedelsen og/eller narkotikapolitikken, danskerne for landbrugspolitikken og så videre. Den subtilt undergravende pointe med listen er, at den bryder sammen, efterhånden som man begynder at fordele opgaverne. Det kan for eksempel være svært at blive enige om, hvorvidt franskmændene eller italienerne skal stå for kantinen. De færreste vil overlade retspolitikken til ungarerne eller ligestillingslov­givning til polakkerne, som til gengæld gerne vil have sig frabedt, at det er svenskerne, som får opgaven. Men der er aldrig diskussion om, at det er tyskerne, som skal stå for økonomien. Lige fra Kul- og Stålunionens dage har Tysklands klare rolle været at skrive checken og til gengæld forlange økonomisk ansvarlighed.

Efter at tyske Ursula von der Leyen har overtaget ledelsen af EU-Kommissionen, kunne man mene, at selskabslegen er blevet overflødig. Tyskland har overtaget alle opgaverne, måske endda inklusive kantinen. Netmediet Politico kan således berette, hvordan tysk har fået en større rolle i Bruxelles, hvor engelsk og fransk hidtil har været de dominerende arbejdssprog. I forvejen taler de fleste i Bruxelles et engelsk med franske EU-ord, men de bliver i stigende grad suppleret af tyske fraser (Spitzenkandidat for topkandidaterne til europaparlamentsvalget, for eksempel), fordi politikken bliver formuleret på tysk.

At Tyskland således er den dominerende magt i EU, passer dårligt til den tyske selvopfattelse. Tyskland har ført udenrigspolitik i »Europas navn«, som den britiske historiker Timothy Garton Ash har formuleret det. Udenrigsminister Heiko Maas følger nøje den retorik, når han beskriver opgaven for det tyske formandskab for Det Europæiske Råd, der begynder 1. juli 2020, som at »bygge broer og finde løsninger, der i sidste ende er til gavn for alle i Europa«. Brexit eller ej, så er Europa stadig lig EU i den tyske udenrigsministers sprogbrug.

Det er afslørende, at Maas taler om at bygge broer. Man forestiller sig, at de tyske politikere er rejsende håndværkersvende, der forbinder de europæiske lande. I det billede ser man ikke, at alle veje fører til Berlin. Tyskland er det land, som broerne skal bygges til. Men den tyske magt er som Voldemort i Harry Potter – den må ikke nævnes, og netop det gør den så meget desto stærkere.

Black Lives Matters-demonstrationerne viser, hvor meget amerikansk politik fylder i vores dagligdag. Politibrutalitet i Minneapolis kan sprede sig til hele verden med demonstrationer uden for den amerikanske ambassade i London, København og Berlin. Den slags demonstrationer ville man aldrig se foran den tyske ambassade i Nordhavn. For hvad er der at demonstrere mod, når Tyskland gør så lidt som muligt i sit eget navn?

Problemet med at føre politik i Europas navn bliver, at tyskerne selv har svært ved at se, hvor Bruxelles-politikken begynder, og berlinerpolitikken holder op. Når tysk Europa-politik bliver en fortsættelse af indenrigspolitikken med andre midler, så bygger den rent faktisk ikke broer, men tromler ofte hen over andre landes interesser. Når tyskerne således raser mod den manglende solidaritet hos Holland, Østrig og Danmark, der ikke ønsker, at EU gældsætter sig for at finansiere en økonomisk indsprøjtning efter coronakrisen, så glemmer politikerne i Berlin, at programmet stimulerer eksportmarkeder, som den tyske industri er dybt afhængig af.

Det ser ud, som om det kun er Danmark, der forfægter nationale interesser, mens det i virkelig­heden både er Tyskland og Danmark. I et normalt diplomati kan man diskutere disse interesser på lige fod. Fordi Tyskland påtager sig at tale på Europas vegne, så er Danmark fra starten typecastet som nationalistisk og egocentrisk. Af samme grund bliver bekymringen for, at det nye budget er begyndelsen på et mere føderalt Europa, også viftet til side af regeringen i Berlin.

Det kan hurtigt undergrave selve fundamentet for EU, hvis Unionen blot bliver set som Tysklands forlængede arm. Det bedste Tyskland kan gøre for europæisk integration er at stå ved sine nationale interesser og lade andre tale i Europas navn.