30. januar 2019

I virkeligheden ville EU nyde godt af lidt mere kritik

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 30. januar 2019.

Der ser ud til, at somme mener, at EU skal behandles med fløjlshandsker. Man skal tale EU op. Man skal præsentere succeserne. Man skal forklare det store perspektiv og EUs fredsbevarende mission. Og så videre. Baggrunden er naturligvis ikke mindst chokket fra Brexit. Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan strategi ikke er kontraproduktiv.

Jeg har været fagligt interesseret i EU, siden jeg som studerende i 1983 fik først et Robert Schuman-stipendium i Europa-Parlamentets forskningsafdeling i Luxembourg og siden i 1983-84 var stagiaire i landbrugskommissær Poul Dalsagers kabinet i Kommissionen i Bruxelles. I det meste af mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig meget med EU, selv om der heldigvis også har været plads til andre felter. En hel del bøger og fagartikler om EU er det også blevet til.

Kan gøre mere skade end gavn

Det har alt sammen bl.a. lært mig, at EU er en meget robust størrelse. EU består af stærke uafhængige institutioner og et detaljeret retssystem, som i vidt omfang er smeltet sammen med de nationale retssystemer. Selv i tilfælde af kriser og perioder med manglende folkelig opbakning er et sådant politisk system yderst svært at vælte omkuld. Storbritanniens tydelige besvær med at vikle sig ud af EUs regler er i virkeligheden en tydeligt tegn herpå.

På baggrund heraf er der ikke den store grund til at behandle EU som et sart stykke lertøj, der ikke tåler at blive skubbet rundt med og puffet til, fordi det så får revner, kantskader eller i værste fald går itu. En sådan holdning til EU gør efter min mening mere skade end gavn.

For det første fordi EU-systemet i så fald ikke får de kritiske informationer, som gør, at man opper sig og præsterer noget bedre end ellers. Det er ikke godt for nogen former for politisk instans at befinde sig i et ophøjet helle. For det andet er manglende kritik af EU skadeligt, fordi medlemslandenes befolkninger så får indtrykket af, at EU er noget anderledes og ikke-os-tilhørende, når det underkastes helt andre standarder i vort demokrati end dem, vi ellers anvender. »Hverdagsliggørelsen« af  EU kræver, at EU også behandles på lige fod med andre elementer i det politiske liv.

Dybe rødder

Men hvordan hænger det sammen med Brexit? Er det ikke netop resultatet af en overkritisk britisk presse, som altid fremhævede det negative? Næppe. Rødderne til Brexit er langt dybere funderet i britisk historie. Storbritannien har på mange områder været gennem en anden udvikling, end Kontinentaleuropa har. Det er den basale årsag til, at Storbritannien er på nippet til at forlade EU. I virkeligheden var det også det, den franske præsident Charles de Gaulle så, og som fik ham til to gange at nedlægge veto mod britisk EU-medlemskab.

Alt i alt bør ingen derfor være så tilbageholdende med kritik af EUs virkemåde eller EU-forslag. Tvært imod ville EU nyde godt af journalister, korrespondenter og medier, der er lige så klart EU-kritiske, som de er kritiske angående andre internationale og nationale politiske instanser. Kritisk journalistik er accept. Positiv journalistik er i virkeligheden afstandtagen.