11. januar 2018

Immigration, stupid!

Kommentar af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) på berlingske.dk den 11. januar 2018.

Peter NedergaardUnder Bill Clintons valgkampagne i 1992 hang der et slogan på væggen i kampagnehovedkvarteret, hvor der stod »The economy, stupid«. Det skulle minde om, at uanset hvad ville de økonomiske spørgsmål blive udslagsgivende for, hvad vælgerne endte med at stemme. Derfor drejede det sig for Clinton om at slå på George Bush seniors dårlige økonomiske resultater og på, hvad Clinton ville gøre, så økonomien blev bedre. Resultatet af strategien blev som bekendt en sejr til Clinton.

På samme måde tyder meget i dag på, at det vigtigste emne i forhold til mange vælgeres stemmeafgivning er indvandrer- eller udlændingespørgsmålet. Det betyder ikke, at sundhed, beskæftigelse og uddannelse f.eks. ikke også er vigtige emner, men meget ofte bliver disse valgtemaer betragtet gennem indvandrerpolitiske briller.

Denne udvikling er vigtig for både centrum-venstre og centrum-højre- partierne. Hos centrum-venstre er det først og fremmest de socialdemokratiske partier, som rammes af vælgerflugt, medmindre de forstår at tackle indvandrerspørgsmålet. Det gør de tilsyneladende ikke i lande som Frankrig, Holland og Tyskland, hvor de socialdemokratiske partier står til en rekordlav tilslutning.

Socialdemokratiet i Danmark tjener omvendt på, at man har rebet sejlene i udlændingepolitikken. Det forhold, at Socialdemokratiet her har valgt en langt strammere udlændingepolitisk linje, og at det er sket med forholdsvis stor tilslutning fra valgte og medlemmer, er sandsynligvis hovedforklaringen på, at partiet står med rekordhøje opinionstal og ville være det mest sandsynlige regeringsbærende parti, hvis der blev udskrevet valg i dag.

Hos centrum-højre har indvandrerspørgsmålets stigende vigtighed medført, at skismaet mellem de borgerligt konservative og de borgerligt liberale er blevet accentueret. Skismaet har været der hele tiden, men forskellene bag er blevet tydeligere, efterhånden som indvandrerspørgsmålet har bevæget sig op på den politiske hitliste. Det er først og fremmest de borgerligt konservative, som har ønsket, at borgerlig politik indebar en stram udlændingepolitik, mens de borgerligt liberale mest har ønsket at bevare status quo.

Som altid er en holdbar forening af de borgerligt liberale og de borgerligt konservative den eneste vej til, at man kan få og opretholde en borgerlig regering. Er en sådan forening ikke mulig, mister man regeringsmagten, som man har set i Sverige. Hvis foreningen er mulig, som det var situationen i Østrig, kan man derimod spille regeringsrollen. I den forbindelse er dynamikken altid, at de borgerligt liberale skal give sig mere end de borgerligt konservative, fordi indvandrerspørgsmålet er vigtigere for sidstnævnte end for førstnævnte.

Alt dette stiller også partierne i blå blok i Danmark i den situation, at de liberale partier (LA og halvdelen af V) skal give sig mere end de konservative partier (DF, K og halvdelen af V). Gør de ikke det, overlader de magten til det udlændinge-reformerede Socialdemokratiet.