23. april 2022

Kampen mod misinformation handler ikke kun om viden, men også om identitet

SOCIALE MEDIER

Vi må opgive tanken om, at korrekt viden i sig selv er nok til at korrigere misinformation på sociale medier. Den rammer nemlig forskelligt afhængigt af politisk observans og identitet. Men det faktum kan også hjælpe os med at bekæmpe den.

Artikel af professor og viceleder for SODAS Rebecca Adler-Nissen (Institut for Statskundskab) i Mandag Morgen den 23. april 2022.

Vi kender stadig kun toppen af det isbjerg af mis- og desinformation om Putins krig i Ukraine, der florerer i de russiske medier og på globale sociale medier. Historien er stadig i gang. Men fra vores egen forskning i misinformation om mundbind under coronapandemien, fra den globale kamp om sandheden i Ukraine-krisen og fra nyere amerikanske studier ved vi en del om, hvordan misinformationen spredes, hvem den typisk rammer, og hvordan den bliver korrigeret.

Et godt eksempel på, hvor skævt misinformation rammer, er nedskydningen af passagerflyet MH-17 med 298 personer ombord over det østlige Ukraine i 2014. I timerne umiddelbart efter flystyrtet begyndte rivaliserende forklaringer at cirkulere på de sociale medier. Vestlige medier hævdede, at flyet blev nedskudt af prorussiske separatister. Omvendt hævdede den russiske regering, at det ukrainske militær stod bag. Takket være en hollandsk ledet efterforskning blev det få måneder senere slået fast, at missilet mod flyet blev affyret fra et område kontrolleret af prorussiske separatister, og at missilet stammede fra den russiske hær.

Vores undersøgelse af spredningen af informationerne om flystyrtet på det sociale medie Twitter har siden vist, at misinformationen om flystyrtet ramte politisk helt skævt. Højreorienterede amerikanere blev i langt højere grad eksponeret for prorussisk misinformation om flystyrtet end deres venstreorienterede landsmænd.

Figur 1Der er med andre ord en klar ideologisk asymmetri i, hvem der bliver udsat for Kreml-misinformation. Brugerne, der blev mest eksponeret, var dem yderst til højre tilhørende en lille og ideologisk ret yderliggående gruppe. Det kan måske hjælpe med at forklare det paradoks, at der i dag er grupper, som er overbeviste om, at alle ukrainere er nazister, eller at Hillary Clinton leder en pædofil, satanistisk sexring, selv om alverdens viden og information i princippet er tilgængelig for os med et par klik på en skærm.

Så når man spørger, hvordan man kan vinde informationskrigen mod misinformation, konspirationsteorier og fabrikerede historier om alt fra klimakrise over vacciner til Putins seneste invasion, skal vi starte med at forstå, at det rammer asymmetrisk, og derfor måske også skal håndteres asymmetrisk.

Når det handler om identitet, så handler det i bund og grund også om anerkendelse. Man skal undgå at udfordre andre menneskers iboende værdi eller ret til at eksistere. Hvis man i stedet møder folk med respekt der, hvor de er, kan man måske få gehør for et sagligt argument.

Rebecca Adler-Nissen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Fra faktatjek til polarisering

Grundtanken bag udbredelsen af faktatjek-sites beror på en klassisk oplysningstanke om, at hvis folk bare får det rigtige at vide, så retter de ind og dropper deres konspirationsteorier. Men så enkelt er det ikke. Det har et andet studie hjulpet os med at forstå i en dansk kontekst, hvor misinformationen ellers er langt mindre udbredt end i for eksempel USA.

Vores studie af næsten 10.000 danske tweets om mundbind i coronapandemiens første periode viste os, at måden, misinformation om mundbind blev korrigeret på, ofte skabte mere splid og polarisering end oplysning.

Vi har måske en forestilling om, at folk, der gerne vil korrigere misinformation, også er dem, der holder fast i det faktuelle. Men vores studie viste, at de fleste i stedet vælger at latterliggøre dem, der spreder forkert information. Kun i 28 procent af tilfældene blev åbenlys misinformation korrigeret med modargumenter. I 62 procent af tilfældene blev det derimod gjort ved at håne, latterliggøre eller stigmatisere afsenderen af misinformationen.

Svaret på misinformation bliver i stedet en bedrevidende markering, hvor det mere handler om at nedgøre modparten og fremhæve sig selv. At fremhæve sin egen identitet.

Håbet var måske, at man med faktatjek også kunne få borgerne til at rette sig selv og hinanden. Men det sker ikke altid. De borgere, der imødegår misinformationen, gør det oftest ved at kalde folk idioter. De, der spreder misinformation, oplever, at de ikke bliver taget alvorligt. Grøfterne graves dybere.

Når det handler om identitet, så handler det i bund og grund også om anerkendelse. Man skal undgå at udfordre andre menneskers iboende værdi eller ret til at eksistere. Hvis man i stedet møder folk med respekt der, hvor de er, kan man måske få gehør for et sagligt argument.

Har man først erkendt, at misinformationen på sociale medier i høj grad også handler om identitet, kan man bedre komme den til livs. Amerikanske studier viser således, at folk har en øget tendens til at rette sig efter korrektioner og irettesættelser fra profiler fra deres egen gruppe. Er man en hvid midaldrende mand, lytter man mere til argumenter fra en hvid jævnaldrende professor end fra en ung sort kvinde. Også selv om begge profiler har de præcist samme argumenter og i øvrigt er bots lavet af samme forsker.

Vi ved dog stadig alt for lidt om, hvordan de sociale medieplatforme spreder misinformation, og hvilke opslag de sletter, fordi forskere og befolkning ikke kan få fri adgang til platformenes data og algoritmer, der af de store private techvirksomheder bliver anset som forretningshemmeligheder. Demokratiet fungerer ikke godt i mørke. Så spørgsmålet er i sidste ende også, om vi fortsat bør overlade en så central del af den offentlige debat til en håndfuld private selskaber, der ikke vil være åbne om deres indholdsmoderation og beslutninger.

Emner