16. marts 2016

Kampen om den udenrigspolitiske arv efter Obama

Debatindlæg af Kristian Søby Kristensen, seniorforsker og souschef på Center for Militære Studier, bragt i Jyllandsposten d. 16. marts 2016

Kristian Søby Kristensen

Kristian Søby Kristensen

I sidste uge blev Washington sat på den anden ende af journalisten Jeffrey Goldberg fra tidsskriftet The Atlantic med et meget langt – og meget åbenhjertigt – interview med præsident Barack Obama. Titlen er ”Obama-doktrinen”. Med 10 måneder tilbage af præsidentperioden kan man mene, at det er lidt sent med en udenrigspolitisk doktrin. Men ofte handler doktriner mere om at forklare og forsvare, hvad man har gjort, end om hvad man vil gøre. Med interviewet sparker Obama derfor kampen om sin egen udenrigspolitiske arv i gang.

Der er meget på spil for en præsident, der fik Nobels Fredspris på forskud, og som har set til fra sidelinjen, mens tæt på en halv million mennesker er døde i Syrien. Netop Syrien blev definerende for Obamas udenrigspolitik. Ifølge artiklen var beslutningen om ikke at bombe Assad i 2013 et ”frigørelsens øjeblik” for Obama. Fra starten af har han været utilfreds med det udenrigspolitiske establishment i Washingtons foretrukne løsninger. Til spørgsmålet om intervention i Syrien sagde Obama således nej.

En væsentlig del af Obamas eftermæle vil derfor være, at han på det udenrigspolitiske område er en antiestablishmentpræsident. Han har modstået pres fra generaler, vicepræsidenter, udenrigsministre, forsvarsministre og nationale sikkerhedsrådgivere, der har præsenteret løsninger, der er plantet, dyrket, vokset frem og skåret til i vækstlaget mellem tænketanke og bureaukrati i Washington. Løsninger, som Obama ofte selv har haft svært ved at se fidusen ved – ikke kun i Syrien.

Obama er pragmatisk og påpasselig. Det vil forme eftermælet, at han har forhandlet frem for at true med marinekorpset. I fællesskab om Irans atomvåben alene bag lukkede døre med Cuba og i spotlyset til COP21 i Paris har Obamas udenrigspolitik været diplomatisk frem for militær. Obama ser USA som fødselshjælper frem for ubestridt leder. Obamas store sejre er diplomatiske, mens hans krige er små – de må ikke eskalere og ikke tage fokus. Droner og allierede er godt, amerikanske landtropper og politisk ansvar er dårligt.

Endelig er han en analytisk og kalkulerende præsident. Obamas skjulte udgave af krigen mod terror – med droner, specialstyrker, likvideringer, CIA-agenter og lokale sikkerhedsstyrker i en brutal skyggekrig – er resultatet af præsidentens egen kyniske cost-benefit-analyse. Islamisk terror er for Obama ikke en afgørende og langsigtet trussel mod USA’s fremtid – det er kun potentielt Kina.

Blod på tanden til Putin

Men hvad mener andre? Kritik af Obamas udenrigspolitik er en populær sport i øjeblikket. Ikke mindst i det udenrigspolitiske establishment, som Obama har kæmpet imod. Her er argumentet ofte, at den ”røde linje”, som Assad fik lov at krydse, har gjort ubodelig skade på USA’s troværdighed og givet ikke mindst Putin blod på tanden i Ukraine og i Syrien. Som vicepræsident Biden sarkastisk skulle have sagt – supermagter bluffer ikke. Der er endda dem, der mener, at de næste 10 måneder er særligt farlige, fordi onde kræfter ser Obama som svag og vil udnytte det mulighedens vindue, der lukker med en ny amerikansk præsident. Likvideringen af Osama bin Laden, skyggekrigen mod terror og håndfaste signaler til Kina gør dog, at man ikke skal forveksle Obamas påpasselighed med svaghed.

Obamas tvivl på USA’s militære magt var et svar på Bush’ aggressivitet. Clinton eller Trumps præsidentperioder vil være et svar på Obamas tvivl. Begge vil bruge USA’s magt mere og bruge den mere i tråd med Washingtons etablerede sandheder. Det vil være komfortabelt for Washingtons politiske klasse og for USA’s allierede. Men Obamas pragmatiske antiestablishmentdoktrin vil være etableret – ikke mindst i kraft af interviewet i The Atlantic. Og hvis det går, som det plejer, så vil begejstringen for tidligere præsidenters doktriner stige proportionelt med deres efterfølgers problemer med at håndtere de samme udfordringer.