08. november 2018

Kan internationalt samarbejde stadig skabe fred?

Klumme af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 9. november 2018.

På den ellevte time på den ellevte dag i den ellevte måned.Mikkel Vedby Rasmussen

Sig det med rytme, og det lyder som en magisk besværgelse. Det var det på sin vis også for generalerne og admiralerne, som i en jernbanevogn i Compiègne underskrev aftalen om at afslutte krigshandlingerne i Første Verdenskrig på det tidspunkt i 1918. Hundrede år senere er spørgsmålet, om internationalt samarbejde blot er en besværgelse, eller om det stadig har kraften til skabe fred i stedet for konflikt.

De allieredes artilleri fortsatte med at beskyde de tyske stillinger frem til klokken 11. Faktisk affyrede de amerikanske batterier den sidste granat præcist 10:57:30, således at den ville lande på tyske stillinger omkring Verdun sekunderne før klokken slog 11. 2.738 mænd blev dræbt op til klokken 11 11. november 1918. De var de sidste tab i en krig, som kostede ti millioner soldater livet ved fronten og omkring otte millioner civile bag fronten. De vestlige statsledere gik til fredsslutningen på samme måde, som deres artillerister – det gjaldt om at sikre sig en fordelagtig position, hvis kampen skulle startes forfra.

Når afstanden mellem verden, som den er, og verden, som man taler om den i FN og i andre globale organisationer, bliver for stor, holder organisationerne op med at have relevans for de faktiske problemer, vi står over for, og så mister de deres autoritet.

Mikkel Vedby Rasmussen Professor, Institut for Statskundskab

Efter våbenstilstanden forhandlede sejrherrerne en fredstraktat i Paris, som en tysk delegation blev hentet til Versailles for at underskrive i juni 1919. På vejen gennem det sønderbombede Nordfrankrig sagtnede delegationens tog farten, så tyskerne tydeligt kunne se de ødelæggelser, som de forventedes at betale for, blandt andet med krigsskadeserstatning på 132 milliarder mark.

Versaillestraktaten slog fast, at grænser skulle trækkes efter nationalt tilhørsforhold, og opløste dermed det østrig-ungarske imperium i en række nationalstater, genskabte Polen og gav folkene i Alsace-Lorraine og Sønderjylland mulighed for at komme hjem. I troen på, at det ville skabe stabile grænser, var det planen, at disse nye nationer skulle samarbejde i Folkeforbundet.

Fredsslutningen efter Første Verdenskrig var således på den ene side formet af ønsket om at holde tyskerne nede og på den anden side af en idealisering af nationalisme som en fredelig kraft i international politik. Det tog ikke lang tid, før tyskerne formåede at kombinere de to ideer til deres egen fordel med kravet om, at tyskere i Østrig eller i Tjekkoslovakiet skulle gøres til en del af et samlet, nationalt Tyskland.

Folkeforbundet var ude af stand til at stille noget op overfor denne strategiske udnyttelse af idéerne om national selvbestemmelse, fordi forbundet var så opslugt af abstrakte diskussioner om fred og samhørighed, at det ikke evnede at adressere de konkrete udfordringer. Resultatet var Anden Verdenskrig.

Fredsslutningen efter Anden Verdenskrig blev formuleret på baggrund af, hvad man mente var læren af Versailles: Man skulle integrere, ikke ekskludere, Tyskland, Italien og Japan, og FN afløste Folkebundet for at skabe et mere konkret internationalt fællesskab.

I dag er begge præmisser udfordret. Vi taler mest om, hvordan USA under Donald Trump har udfordret de internationale institutioner – både handelsinstitutionerne, Nato og FN, men måske er den største udfordring, at Trumps tilgang til internationale institutioner er den, som længe har dikteret politikken i Beijing, Moskva, Teheran og andre hovedstæder, hvor internationale aftaler bliver set som et figenblad for egne interesser, og internationale institutioner et sted, hvor man kan handle sig til en fordel.

Mens stormagterne forhandler sig frem til en ny verdensorden, bliver FN’s ambitioner større og større. Det er senest kommet til udtryk i en række verdensmål, som oplister det ene prisværdige mål  efter det andet uden rigtigt at forholde sig til, at FN – med enkelte undtagelser – ikke kan gøre meget andet end at krydse af på en liste, om målet er nået eller ej. Det kunne måske tjene et formål i sig selv sådan at føre optegnelser over indsatsen for at gøre verden til et bedre sted, hvis ikke FN i sit menneskerettighedsråd har lande som Saudi-Arabien til at skulle holde øje med, hvordan medlemslandene lever op til menneskerettighederne.

Verdensmålene står således i vejen for at se, at verdens nationer har færre og færre fælles mål. De gør fred og udvikling til et teknokratisk problem i stedet for at erkende den politiske uenighed, der reelt er om, hvordan fremtidens verden skal se ud. For den nationalisme, som Første Verdenskrig slap løs, er tilbage. Når afstanden mellem verden, som den er, og verden, som man taler om den i FN og andre globale organisationer, bliver for stor, holder organisationerne op med at have relevans for de faktiske problemer, vi står overfor, og så mister de deres autoritet. Det er ikke kun FN, som har det problem. Nato og EU oplever det samme.

Den 11. november klokken 11 holder man 2 minutters stilhed i mange hovedstæder til minde om krigen og dens faldne; det er værd at bruge de 2 minutter på også at tænke på, hvordan vi kan se fremtidens udfordringer i øjnene med den realisme, som kommer af at lære af fortiden.