Kan stater lade pengepressen rulle, uden at skabe galoperende inflation?

Boganmeldelse af lektor Søren Hove Ravn (Økonomisk Institut) i Altinget den 1. juli 2020.

En ny økonomisk skole har de seneste par år fået megen omtale. Modern Monetary Theory (MMT) postulerer, at stater ikke skal være så bange for, hvor pengene til offentlige udgifter skal komme fra, idet staterne jo trykker pengene selv.

En af teoriens tilhængere, den amerikanske økonomiprofessor Stephanie Kelton, præsenterer i sin nye bog 'The Deficit Myth – Modern Monetary Theory and How to Build a Better Economy' MMT’s centrale pointer for et bredt publikum. Jeg har tidligere i nærværende medie ytret mig kritisk om MMT, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke forventede at blive ”omvendt” af Keltons bog. Ikke desto mindre er jeg oprigtigt skuffet over bogens faglige niveau, som er alt andet end imponerende. MMT har fået en kølig modtagelse af et massivt flertal af økonomer, og man kan mistænke Kelton for at have opgivet at overbevise sine fagfæller. Denne bog gør det i hvert fald ikke.

I stedet for empirisk evidens fremfører Kelton en række anekdoter, som er så banale, at det til tider antager et ufrivilligt komisk skær.

Den grundlæggende tese i MMT og i Keltons bog kan udlægges som følger. Lande, som udsteder deres egen valuta, kan per definition ikke løbe tør for den pågældende valuta, for de kan altid trykke flere penge. Det gælder eksempelvis for USA, Storbritannien og Danmark, men ikke for de enkelte medlemslande i eurosamarbejdet, da disse jo ikke udsteder deres egen nationale valuta.

På den baggrund konkluderer Kelton, at det er statens egen pengeudstedelse, som finansierer alle offentlige udgifter – og altså ikke statens skatteindtægter eller gældsstiftelse, som de fleste af os nok gik og troede. Skatteindtægterne betales jo i kroner, og for at borgere eller virksomheder kan være kommet i besiddelse af kroner, må staten nødvendigvis have udstedt dem endnu tidligere.

Kan stater lade seddelpressen rulle?

Staten har derfor ikke brug for skatteindtægter for at finansiere sine udgifter, hævder Kelton. Er man enig med hende så langt, så følger de næste skridt naturligt: Hvis staten altid kan trykke de penge, den vil, og ikke har brug for skatteindtægter, så er det vel bare om at komme i gang med at få trykt penge til for eksempel at eliminere arbejdsløshed og finansiere den grønne omstilling?

Ja, siger Kelton, med det ene forbehold, at staten skal anvende skattetrykket til at sikre, at dette ikke fører til galoperende inflation, hvis de mange nytrykte penge fører til en større efterspørgsel, end hvad økonomiens reale produktionskapacitet kan levere.

Keltons bog indeholder relevante pointer, som ikke er i modstrid med mere ”mainstream” økonomisk teori, men dog retfærdigvis ofte underspilles eller overses i den offentlige økonomiske debat.

Ja, det er forkert at anskue staten som en husholdning, som bør spænde livremmen ind når indtægterne falder, ligesom stater til forskel fra husholdninger ofte kan afbetale gæld med nye lån. Ja, stater med egen valuta kan i princippet altid betale deres gæld ved at printe flere penge, så risikoen ved at holde disse landes statsobligationer er af en anden karakter end for lande uden egen valuta (inflationsrisiko over for konkursrisiko). Og ja, det er ultimativt politiske og ikke finansielle beslutninger, der afgør niveauet og sammensætningen af de offentlige udgifter.

Men der er utrolig langt fra disse konstateringer, som de fleste mainstream-økonomer vil erklære sig enige i, og til derfra at slutte, at stater blot kan lade seddelpressen rulle; at centralbanker blot kan ”vælge” at sætte den lange inflationskorrigerede realrente til nul; og at politikerne let kan sikre en stabil inflation.

Blottet for empiri

Jeg har langt flere kritikpunkter, end denne anmeldelse giver spalteplads til, så lad mig nøjes med et af de vigtigste. Økonomi er som disciplin blevet langt mere empirisk orienteret de seneste to-tre årtier. Denne tendens er tilsyneladende gået hen over hovedet på Stephanie Kelton, idet hendes bog er næsten komplet blottet for henvisninger til empiriske studier, som kan underbygge hendes argumenter.

Man kan indvende, at en populærvidenskabelig debatbog ikke er stedet at fremlægge dette, men læsere af bogens omfattende og detaljerede noteapparat (som fylder 40 ud af de omkring 300 sider) havde nu nok kunnet tåle henvisninger til relevante studier.

Denne svaghed er især iøjnefaldende på et for MMT helt afgørende punkt. Kelton ønsker at flytte ansvaret for at sikre en stabil inflationsudvikling væk fra centralbankerne, som har dette som kerneopgave i dag, og over til de nationale parlamenter og finansministerier, hvor skattepolitikken bestemmes. Hvorvidt skatteændringer er mere eller mindre effektive end renteændringer i forhold til at påvirke inflationen er ultimativt et empirisk spørgsmål.

Som læser kunne man derfor håbe, at Kelton ville henvise til studier, som finder, at skatteændringer er mere virkningsfulde. Men man leder forgæves efter så meget som en imødekommelse af, at dette er et relevant empirisk spørgsmål, for slet ikke at tale om henvisninger til svar herpå. I stedet skriver Kelton blot, at renteændringer måske eller måske ikke påvirker inflationen – hvem ved? Tja, det gør eksempelvis enhver, som har studeret adskillige årtiers empirisk forskning i netop dette spørgsmål.

Så sent som i år er flere overbevisende empiriske studier udkommet i førende tidsskrifter med den klare konklusion, at højere renter fører til lavere inflation. Derimod har vi langt mere begrænset viden om finans- og skattepolitikkens påvirkning af inflationen, som er et mindre velstuderet emne.

Kelton påpeger med rette, at centralbankerne gennem det seneste årti har haft problemer med at opfylde deres inflationsmålsætninger, men hun præsenterer ingen argumenter for, at landenes finansministerier skulle have lettere ved at løse denne opgave. Hun forholder sig heller ikke til de historiske erfaringer fra 1970’erne, hvor fraværet af uafhængige centralbanker var en af årsagerne til den vedvarende høje inflation.

Banale anekdoter

I stedet for empirisk evidens fremfører Kelton en række anekdoter, som er så banale, at det til tider antager et ufrivilligt komisk skær. Som når hun ophøjer en ifølge hende overset økonomisk model til verdens ottende vidunder, fordi ”enhver betaling [i modellen] skal komme et sted fra og havne et sted” – uagtet det faktum, at enhver såkaldt generel ligevægtsmodel publiceret i et mainstream-tidsskrift har præcis samme egenskab.

Eller når hun ekstrapolerer fra en af MMT-teoriens grundlæggeres erfaring med børneopdragelse til synet på, hvorfor vi borgere overhovedet går på arbejde.

Keltons bog er nyttig, hvis man vil lære mere om ideerne bag MMT. Den berører en masse svære og vigtige spørgsmål, som mainstream-økonomer ikke har svarene på. Men den forsømmer desværre at levere argumenter eller evidens, som kan skabe grundlag for en oplyst faglig debat.