Klimarådet: Fortidens fejl må ikke afspore fremtidens energibesparelser

Debatindlæg af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Altinget den 30. maj 2018.

Energieffektivisering spiller i scenarier fra blandt andre IPCC og IEA en central rolle for, hvordan vi globalt kan begrænse temperaturstigningen og opfylde Paris-aftalen.

Selvom Danmark er et af de mest energieffektive lande i EU, er energieffektivisering stadig et afgørende element i en omkostningseffektiv opfyldelse af vores nationale målsætninger.

Det gælder både på kortere sigt i opfyldelsen af målet for reduktion af drivhusgasudledninger i ikke-kvotesektoren og målet om 50 procent vedvarende energi i 2030, og på længere sigt i omstillingen til et lavemissionssamfund baseret på vedvarende energi i 2050.

Ikke i mål endnu

Klimarådets rapport om Omstilling frem mod 2030 såvel som andre analyser påpeger, at der stadig findes store effektiviseringspotentialer i både erhvervslivets energiforbrug og i varmeforbruget i bygninger. Selvom vi er nået langt i Danmark, er der altså meget at hente endnu.

Selv om vi er nået langt i Danmark, er der altså meget at hente endnu.

Energiselskabernes energispareordning har det seneste årti bidraget til energibesparelser på tværs af flere sektorer, men ordningen har blandt andet været præget af fejl, høje omkostninger og en lav additionalitet - særligt for energibesparelser i bygninger.

Heraf kan man dog ikke slutte, at energispareindsatsen fremover bør nedjusteres og kun rettes mod erhvervene.

Siden år 2000 har energibesparelser i varmeforbruget i bygninger gennemsnitligt ligget på et niveau, der er et stykke under halvdelen af, hvad der ifølge flere analyser er samfundsøkonomisk optimalt. En ny og omstruktureret energispareindsats bør derfor også fokusere på bygningsmassen og ikke kun på erhvervene.

Paradokset i effektiviseringer

Gabet mellem faktisk udførte energieffektiviseringer og potentialet for rentable energieffektiviseringer kan skyldes mange forhold og underbygger relevansen af en ambitiøs energisparepolitik.

Energieffektiviseringsparadokset består i, at virksomheds- og bygningsejere tilsyneladende undlader at gennemføre rentable investeringer i energibesparelser.

Mulige forklaringer på paradokset kan være manglende information, begrænsede lånemuligheder eller ”skjulte” omkostninger ved energibesparelser. En yderligere forklaring kan være begrænset rationalitet i form af eksempelvis ”nutidsskævhed”, hvor der lægges uforholdsmæssigt stor vægt på omkostninger og velfærd her og nu i forhold til i fremtiden.

Energibesparelser i erhvervene og bygningsmassen har en række positive effekter på energisystemet.

Energibesparelser kan dels bidrage til højere effektivitet i systemet, idet eksempelvis lavere temperaturkrav i renoverede bygninger kan reducere varmetabet i fjernvarmenettene og bidrage til højere effektivitet i varmeproduktionen fra eksempelvis varmepumper.

Derudover kan lavere temperaturkrav i varmeforsyningen muliggøre en større integration af vedvarende energikilder som varmepumper, solvarme, overskudsvarme og geotermi, ligesom et lavere energiforbrug generelt reducerer behovet for kapacitet i energiforsyningen.

Ambitiøs indsats i alle sektorer

De enkelte virksomheds- og bygningsejere belønnes som udgangspunkt ikke for disse gavnlige systemeffekter, hvilket kan medføre en underinvestering i energibesparelser.

Energiafgiften på rumopvarmning giver dog bygningsejere et vist incitament til energibesparelser, hvorimod den lave energiafgift på erhvervenes energiforbrug til procesformål kun giver et svagt incitament.

Denne skævhed i afgiftssystemet kan være et argument for en forstærket energispareindsats i erhvervene, men energieffektiviseringsparadokset og de positive systemeffekter taler for en ambitiøs energispareindsats i alle sektorer for at sikre, at energibesparelser udføres i et samfundsøkonomisk optimalt omfang.

Emner