Kompasset i forsvarspolitikken drejer rundt

Debatindlæg af seniorforsker Kristian Søby Kristensen, Center for Militære Studier, i Jyllandsposten den 13. januar 2016.

I nytårstalen understregede Lars Løkke Rasmussen, at »vi skal passe på Danmark«. Forsvarets ansatte blev også takket. Så forsvaret passer altså på Danmark, og det på trods af kraftige nedskæringer. Til sommer skal Lars Løkke til Nato-topmøde i Warszawa. Her vil Lars Løkke, mens de andre 26 stats- og regeringschefer lytter, få skæld ud af præsident Barack Obama på grund af nedskæringerne. Men der er mere på spil end bare nedskæringer.

Fra 2001 pegede forsvarets kompas mod syd. Dansk forsvarspolitik handlede om mere eller mindre symbolske militære bidrag, der viste politisk opbakning til mere eller mindre gennemtænkte amerikansk ledede operationer. Det gav retning for forsvaret, politisk konsensus, styrkede dansk sikkerhed og gav udenrigspolitisk status og adgang. Sådan er det ikke længere. Kompasnålen drejer rundt. Herhjemme vil de radikale prioritere Arktis, K og DF stemmer imod dansk deltagelse i FN-missionen i Mali, udenrigsministeren vil have kamptrætte F-16-fly til Irak igen, og hæren har trænet konventionel krig i Baltikum for at vise præsident Vladimir Putin, at Nato findes.

Under pres

Den forskellighed er udtryk for, at dansk sikkerhedspolitik er under pres. Ude i verden er der forandringer i alle verdenshjørner – og ikke til det gode. Forskelligheden er samtidig udtryk for, at USA heller ikke ved, hvad man vil – og vil have Danmark til.

Mod nord betyder klimaforandringer og et forværret forhold til Rusland, at arktisk geopolitik kræver opmærksomhed fra Danmark. Det er nødvendigt for at sikre rigsfællesskabets interesser, for at sikre vigtige bilaterale relationer – ikke mindst til USA – og for at sikre en fredelig regional udvikling.

Mod vest skal Danmark forholde sig til et tilbageholdende USA, der samtidig kræver mere af sine allierede. Amerikansk lederskab fra bagsædet forsvinder ikke med Obama. Selv om USA er involveret i Irak og Syrien og har svært ved at holde fingrene fra Mellemøsten, så sker det modvilligt. I Washington er Mellemøsten og Europa sidekapitler til der, hvor verdenshistorien skrives – omkring Stillehavet.

Løsninger er langt væk

Mod syd, netop i Mellemøsten, er borgerkrigen i Syrien kun et symptom på en region med et statssystem i kollaps og en region i stigende grad i krig med sig selv. Det har stor betydning for Europa og Danmark. Vi er kun lige begyndt at se konsekvenserne. Samtidig ligger løsningerne langt væk og er omkostningsfulde.

I 00’erne prioriterede USA for Danmark. Sammen skulle man følge kompasset mod syd. Den retningsangiver findes ikke længere.

Mod øst tyder intet på en bedring i forholdet til Rusland. Putins antivestlige kurs og greb om magten i russisk politik er lige så stærk, som bekymringen over russiske militære styrkers modernisering og øvelsesaktivitet er stor hos Natos militære planlæggere. Sammenhængskraften i Europa udfordres af Putins Rusland. Her er international politik et nulsumsspil, og stormagtsstatus sikres ved en del og hersk politik.

I 00’erne prioriterede USA for Danmark. Sammen skulle man følge kompasset mod syd. Den retningsangiver findes ikke længere. Resultatet er, at hvis det danske forsvar skal passe på Danmark og sikre en meningsfuld udenrigspolitik, kræver det politisk lederskab at prioritere mellem udfordringer fra alle fire verdenshjørner og etablere en indenrigspolitisk konsensus om forsvarets retning. Når Obama ikke kan fortælle os, hvad vi skal, ud over at vi skal betale mere, så er løsningen selv at finde ud af det.

Måske ambassadør Peter Taksøe-Jensens udenrigs- og sikkerhedspolitiske udredning kan finde en retning for dansk forsvar, som kan danne basis for et politisk budskab til USA, om hvad Danmark vil. En kompasretning for dansk forsvar forhindrer ikke Lars Løkkes skideballe fra Obama til sommer i Warszawa. Men et bud på en meningsfuld dansk forsvarspolitik kan måske gøre skideballen til en debat om fælles udfordringer og om, hvordan løsningerne prioriteres.