14. marts 2018

Konflikt mellem Vesten og Rusland er Putins største udfordring

Debatindlæg af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 14. marts 2018

Det er forbudt at oplyse om russisk militære tab. Og det er i virkeligheden alt, hvad man behøver at vide om Vladimir Putins udenrigspolitik. Fordi de russiske medier ikke dækker omkostningerne ved at bruge militær magt med samme nidkærhed som vestlige medier, så ved vi ikke, hvor mange russiske lejesoldater der døde 7. februar, da amerikanske bombefly nedkæmpede en kampvognsformation, som angreb kurdiske og amerikanske styrker i Deir al-Zor i det østlige Syrien.

Rygterne siger imidlertid, at op mod 200 russere blev dræbt, da de sammen med enheder fra den syriske hær prøvede at vriste kontrollen af det olierige område fra kurderne. Det er første gang, russiske og amerikanske styrker har kæmpet mod hinanden siden Vietnamkrigen, hvor Den Røde Hær bemandede luftværnsbatterier, der skød amerikanske fly ned over Nordvietnam.

Syrien er ikke det eneste sted, hvor Rusland og Vesten krydser klinger. 15. februar kunne forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) bekræfte, at det var russiske hackere, som stod bag cyberangreb på Mærsk i juni og juli 2017. Mærsk anslår, at omkostningerne beløber sig til op til 1,9 milliarder kroner. Ingen er stillet til regnskab for angrebet på Mærsk, men i USA anklagede den særlige undersøger Robert Mueller 13 russere for at have påvirket præsidentvalgkampen i 2016.

"At det amerikanske militær nu bomber russiske styrker og i det nye forsvarsbudget har fået flere millioner til afskrækkelse i Europa, er et udtryk for at generalerne, som fører udenrigspolitikken, mens præsidenten tweeter, har besluttet sig for, at nok er nok.

Professor Mikkel Vedby Rasmussen

Institut for Statskundskab

Konflikten spidser til

Fra Deir al-Zor til Esplanaden spidser konflikten mellem Rusland og Vesten til. Det er den største udfordring, som Vladimir Putin står overfor i sin næste periode som Ruslands præsident.

For Putins opskrift på udenrigspolitisk indflydelse har været baseret på, at der ikke var nævneværdige omkostninger at betale for hans militære eventyr. Kun en tidligere KGB-agent, som gjorde karriere i Rusland i 1990’erne, hvor liberaliseringen af økonomien kørte i højeste gear, kan tro på den usynlige hånd, som Vladimir Putin gør det. Putin kæmper således ikke med åben pande, men foretrækker at lade andre stå for det beskidte arbejde.

De soldater, som døde i Syrien, var således rekrutteret af Wagner Group, der har leveret frontlinjestyrkerne til den russiske intervention i Syrien, mens de regulære russiske styrker har kunne holde sig til bombemissioner og andet, som har haft langt lavere tabstal. I Ukraine har det ligeledes været irregulære styrker, blandt andet leveret af Wagner, som stod for kamphandlingerne, også selvom støtten fra den russiske hær aldrig var langt væk.

På den måde har Putin kunnet tage æren for, hvad der gik godt og lade ansvaret for mindre heldige episoder, såsom nedskydningen af det malaysiske passagerfly over Ukraine i 2014, gå til andre. Men når de amerikanske bombefly rammer, når de vestlige efterretningstjenester lægger beviserne på bordet, og arrestordrerne bliver udstedt, er Putins hånd pludselig til at få øje på.

Vesten er begyndt at konfrontere Rusland

Efterhånden som Vladimir Putin har sat sig i spidsen for et opgør med de liberale værdier, som underbygger verdensordenen, og ladet hånt om grænserne i Europa og støttet regimer, som holder sig ved magten med kemiske våben, er Vesten begyndt at konfrontere Rusland.

Hvis ikke Donald Trump var blevet valgt i en valgkamp, som vi nu har FBI’s ord for, var påvirket af Rusland, ville USA for længst have sat foden hårdere ned over for Putin. At det amerikanske militær nu bomber russiske styrker og i det nye forsvarsbudget har fået flere millioner til afskrækkelse i Europa, er et udtryk for at generalerne, som fører udenrigspolitikken, mens præsidenten tweeter, har besluttet sig for, at nok er nok.

Putins hånd er ikke længere usynlig

Når selv de langmodige tyskere øger forsvarsbudgetterne, og de europæiske efterretningstjenester opruster overfor russerne, mens EU bekæmper russiske forsøg på at påvirke nyhedsstrømmen, er Putins hånd ikke længere usynlig.

Dermed står det også klart, hvor svag en hånd han faktisk har at spille. Det er ikke længere uden omkostninger for både præsidenten og hans vælgere, der stadig må leve med vestlige sanktioner, at kæmpe i Syrien, Ukraine og manipulere den demokratiske proces i Vesten.

Putins udenrigspolitiske doktrin har spillet sig selv ud. Spørgsmålet er, om han vil øge indsatsen og tydeligere afsløre sig som bagmanden bag udfordringen af Vesten, eller om Putin mener, at tiden er kommet til at rebe sejlene og fokusere på pensionsordningen.