21. august 2021

Krigen vi valgte at tabe

ESSAY

For præcis 20 år siden gik en række lande med USA i spidsen ind i Afghanistan, besatte landet og smed Taleban på porten. Siden gik en koalition også ind i Irak, hvor Saddam Hussein blev smidt på porten. Nu sidder Taleban igen på magten i Kabul, og ro og demokrati er heller ikke hverdag i Irak. Hvad fik Vesten ud af krigene?

Essay af dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen i Berlingske Opinion den 21. august 2021.

Måske er der ikke mere at sige om resultatet af krigen i Afghanistan, end hvad billederne af desperate afghanere, der hager sig fast i amerikanske transportfly, mens de taxier ud på startbanen i Kabul lufthavn, fortæller os.

Men hvis man alligevel skal vurdere resultatet af krigen i Afghanistan, er det afgørende spørgsmål, om man skelner mellem reaktionen på 11. september 2001 (nedkæmpelsen af al-Qaeda og drabet på Osama bin Laden) og forsøget på at opbygge en afghansk stat baseret på demokratiske, liberale værdier.

»Al-Qaeda har ikke kapacitet til at angribe os fra Afghanistan længere,« har udenrigsminister Jeppe Kofod tidligere sagt:

»Vi har sammen med vores allierede nedkæmpet fjenden.«

Sejren over terrorgruppen er gået ind på den sikkerhedspolitiske konto, lyder argumentet; og derfor har man råd til at betale for et nederlag i den anden, længere krig mod Taleban.

Skelner man derimod ikke mellem krigen mod terroristerne og kampen om Afghanistan, så er billederne af afghanere, der hager sig fast i et amerikansk transportfly på startbanen i Kabul lufthavn, bekræftelsen på, at Vestens felttog var dømt til at mislykkes. At ønske en demokratisk samfundsorden for afghanerne bliver set som et imperialistisk forsøg, der har fortjent at mislykkes, på at presse vestlige værdier ned over en anden kultur.

I denne fremstilling af afghanerne som ofre er der ikke plads til hverken terrorister eller talebanere. For de vender op og ned på rollerne i en fortælling, hvor Vesten er aggressoren, og Talebans krig er en reaktion mod aggressionen. Både al-Qaeda og Taleban bliver på hver deres måde set som en reaktion på Vesten, ja, måske tager man ligefrem bevægelsernes dommedagsprædikener så alvorligt, at man ser dem som en slags bibelsk plage. I den fortælling forsvinder alt, hvad Vesten måtte have opnået, fordi det i sig selv er et problem, at Vesten vil opnå noget.

Efter 11. september havde USAs præsident George Bush en liste over al-Qaeda-bagmændene i sin skrivebordsskuffe. Han stregede omhyggeligt et navn ud, når vedkommende var dræbt eller taget til fange. Efter at Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske specialstyrker i 2011, var der ikke mange tilbage på den liste. Hvis det er den form for retfærdighed, man ønsker for gerningsmændene bag angrebene på New York og Washington for 20 år siden, er den sket fyldest.

Men det betyder ikke, at der ikke er flere terrorister, flere medlemmer af al-Qaeda, og det betyder slet ikke, at al-Qaeda ikke længere findes i Afghanistan.

Forsvarets Efterretningstjeneste beskrev i sin offentlige Risikovurdering fra 2020, hvordan »I de sidste ti år har al-Qaeda primært været optaget af sin egen overlevelse i regionen og haft en begrænset kapacitet til angreb i Vesten.«

Al-Qaeda var tvunget i knæ, men bevægelsen fandtes stadig og var stadig allieret med Taleban i sit ønske om at bekæmpe Vesten og demokratiske værdier i Afghanistan, så tjenesten konkluderede, at »hvis der som planlagt sker en vestlig tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021, er det meget sandsynligt, at det vil styrke al-Qaeda og gruppens allierede i regionen.«

Irak - den upopulære tvilling

Mens flygtningene flokkes i Kabuls lufthavn, og Talebans krigere patruljerer i gaderne, er det blevet populært med kontrafaktisk historieskrivning. Man har ledt efter afkørsler på historiens motorvej, som USA og dets allierede kunne have taget i 2002 for at undgå ydmygelsen 19 år senere.

En version af den alternative historieskrivning er, at USA skulle have taget imod Talebans tilbud om at udlevere Osama bin Laden. Det forudsætter, at USA var oprigtig i sit ønske om at lade Taleban og al-Qaeda være, hvis de blot fik bin Laden, og at Taleban var oprigtig i tilbuddet om at udlevere ham. Ingen af delene er tilfældet. Sheiken kunne også være blevet dræbt i Tora Bora. I begge tilfælde ville USA have haft en undskyldning for at trække sig ud efter kort tid, lyder det kontrafaktiske argument.

En hurtig tilbagetrækning var netop, hvad forsvarsminister Rumsfeld og en række centrale amerikanske beslutningstagere ønskede, men de og præsident Bush bøjede sig for et omfattende pres for ikke at overlade Afghanistan til sig selv. Det var på det tidspunkt, at Vesten for alvor forbandt en fortsat militær tilstedeværelse i Afghanistan med genopbygning. Der var aldrig et reelt civilt alternativ til den militære indsats, hvis man vel og mærke mente, at det var Vestens ansvar at få Afghanistan på fode igen.

Der hvor historiens motorvej virkelig deler sig, er ikke i indsatsen i Afghanistan, men i krigen i Irak.

Hvis USA ikke havde valgt at gå i krig i Irak, havde man kunnet koncentrere sine ressourcer i Afghanistan. Det kunne have tvunget en afgørelse igennem overfor Taleban i stedet for at tillade Taleban at omgruppere i provinsen. Dermed blev Taleban en ressource for Rusland, Pakistan eller andre lande i regionen, som gerne ville have, at USA var optaget i Afghanistan i stedet for at fokusere på dem.

Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om flere styrker ville have gjort en forskel. I forvejen vandt Vesten alle slag i Afghanistan - bortset fra det sidste, som Vesten overlod til en afghansk hær, der ikke magtede opgaven.

Iraks egentlig rolle i krigen i Afghanistan er som den upopulære tvilling. Hvor der var udbredt accept af præsident Bushs krig i Afghanistan, var Irakkrigen upopulær både blandt USAs allierede og i den amerikanske befolkning.

Også i Irak viste det sig i umuligt for USA at trække sig hurtigt ud efter invasionen i 2003. Amerikanske styrker kæmpede en guerillakrig af et omfang, der fik Afghanistan til at virke som en overkommelig opgave, som Storbritannien, Danmark og andre allierede foretrak frem for fortsat at deltage i besættelsen af Irak. Fra 2006 trak Storbritannien og Danmark således deres styrker ud af Irak for at sætte dem ind i Afghanistan i stedet. Der skulle de bevise overfor amerikanerne, at de europæiske allierede stadig havde mod på at gøre deres del i den globale krig mod terror. Britiske, danske og andre NATO-soldater satte hvert deres flag i hvert deres område i Afghanistan, hvor de i vidt omfang førte hver deres krig. Alt imens amerikanske specialstyrker fortsatte deres jagt på al-Qaeda i en operation, som var ude af NATOs kontrol.

I Irak formåede amerikanerne at gennemtvinge en skrøbelig militær sejr i 2008. Den sejr gav amerikanerne tilstrækkelig meget selvtillid til, at de ville bruge, hvad de havde lært i Bagdads gader i Afghanistan. Irak blev således igen Afghanistans nemesis, fordi amerikanernes tro på, at de havde fundet opskriften på at vinde en guerillakrig, gjorde, at præsident Obama beordrede flere soldater til landet for at presse Taleban i knæ og uddanne den afghanske hær til at tage over, som man havde gjort i Irak. Taleban kom under hårdt pres, men den afghanske hær formåede aldrig at få overtaget. I Irak holdt den hær, som amerikanerne havde opbygget, heller ikke til presset fra IS, i 2013, men de militser, der havde vundet sammen med amerikanerne, kunne mobiliseres igen.

De afghanske sikkerhedsstyrker bestod af 182.000 soldater og 118.000 politifolk. USA investerede store summer i disse styrker, som skulle holde fronten, når amerikanerne rejste hjem. Men den afghanske stat var så ineffektiv, at i 2020 brugte det afghanske forsvarsministerium kun 67 procent af sine midler, ifølge en Pentagonrapport til Kongressen. Ikke alene kunne ministeriet ikke bruge sit budget, soldaterne deserterede. Der var flere soldater, som deserterede fra den afghanske hær, end der faldt ved fronten. Som den særlige revision for Afghanistan indsatsen tørt konkluderede, ville kampene mod Taleban bevise, om pengene var brugt rigtigt, og om træningen havde været i orden. Kollapset af den afghanske regeringshær gør enhver yderligere evaluering overflødig.

Hvor skal slaget nu stå?

I Afghanistan sluttede Vesten sin krig lige så ukoordineret og tilfældigt, som den blev ført. Evakueringen er blot det sidste eksempel på en operation, som i sig selv er en imponerende opvisning i, hvad Vesten har ressourcerne til at udrette, men som man kun er imponeret over, hvis man vælger at overse den kontekst, som den foregår i.

Til det sidste var briterne, danskerne og andre af USAs allierede afhængige af Det Hvide Hus' opmærksomhed og vilje til at skabe en sammenhængende strategi. Det var også vores krig, som endte, da præsident Biden besluttede sig for at trække styrkerne hjem, uden at vi havde nogen indflydelse på, hvordan det skulle foregå.

Den britiske regering gjorde et fortvivlet, og nok mest symbolsk, forsøg på at stable en europæisk koalition på benene, der kunne redde om ikke den afghanske regering, så europæernes hære. Men som premierminister Johnson uden tvivl havde forudset, sagde man nej i Berlin og Paris. Den bitterhed, som europæiske regeringer føler over at skulle forklare deres veteraner, at krigen blev opgivet på et møde i Det Hvide Hus, som europæerne ikke deltog i, vil påvirke europæernes lyst til at deltage i andre amerikanske krige. Afghanistan bliver en kontekst, som amerikansk magt skal ses i.

Hvis Afghanistan ikke længere er en slagmark, hvor skal slaget mod islamisme så slås? Både Irak, Afghanistan og Syrien har været et sted, hvor islamister fra hele verden kunne tage hen og kæmpe i stedet for at ty til terror hjemme hos dem selv.

Pointen var måske ikke så meget, at al-Qaeda var nedkæmpet, som udenrigsministeren nævnte, men snarere, at Afghanistan var et sted, hvor man kunne kæmpe mod al-Qaeda og lignende bevægelser. Sejren i Afghanistan vil give en ny generation af jihadister fornemmelse af, at historien er på deres side. Spørgsmålet er, hvor de nu vil finde afløb for deres lyst til at kæmpe for sagen. Ved at melde sig ud af én krig kan USA og dets allierede uforvarende have meldt sig ind i en anden.

Afghanerne kan ikke tillade sig den luksus at ignorere konteksten på samme måde, som Vesten kan. For som det var tilfældet under krigen, skal de leve i den kontekst. Hvor Vesten nu har sat punktum for krigen i Afghanistan, vil afghanerne formentlig kun opleve det som et komma i den opremsning af kaos og konflikt, som er landets moderne historie.