2. juni 2020

Krisepolitikker lever længere end kriserne

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 2. juni 2020.

Peter Kurrild-Klitgaard
Peter Kurrild-Klitgaard

Som historien går, var en af de første politiske ændringer, Margaret Thatcher foretog i 1979 efter at være blevet britisk premierminister, af symbolsk karakter: Hun nedlagde en stilling oprettet under Napoleonskrigene først i 1800-tallet. Det drejede sig om en embedsmand, der fra en udkigspost ved Kanalen skulle holde øje med en eventuelt angribende fransk flåde. Det var altså vel at mærke 164 år, efter at Frankrig og Storbritannien sidst havde været i krig – og 32 år efter, at de to lande havde underskrevet den traktat, der blev til forsvarsalliancen Nato.

Historien illustrerer en velkendt pointe i samfundsvidenskaberne, som det altid er værd at holde sig for øje i krisetider – også i den nuværende hvor Danmark har oplevet den største politiske magtkoncentration siden enevældens indførelse i 1660, og hvor nedlukningen har skabt det største økonomiske tilbageslag siden Anden Verdenskrig.

Pointen er, at de politikker, der gennemføres i krisetider – angiveligt for at afbøde negative konsekvenser – næsten altid varer længere end selve kriserne. I krisetider er politikere og vælgere tilbøjelige til at acceptere politikker, de ikke ellers ville ønske sig til hverdag, men paradokset er så, at når krisen er forbi, fortsætter mange af politikkerne ufortrødent. De accelererer måske ikke yderligere – men de forsvinder sjældent helt.

Effekten er mest synlig, når det gælder det offentliges størrelse og rolle. Den amerikanske økonom Robert Higgs viste i sit roste værk »Crisis and Leviathan« (1987), hvordan krige og kriser øger de offentlige udgifter og antallet af offentligt ansatte permanent.

Da Første Verdenskrig rullede, øgede en række vestlige lande deres offentlige udgifter markant, og disse vendte aldrig tilbage til niveauet fra før 1914. Det samme gentog sig i kølvandet på Den Store Depression i 1930erne og Anden Verdenskrig. I USA kunne man se det samme med Korea- og Vietnam-krigene, og mønstret har været synligt igen efter 11/9 og Irak- og Afghanistan-krigene.

Og det gælder ikke kun offentlig økonomi. Mange af de sikkerhedsforanstaltninger, der blev indført efter 11/9, og som har medført drakoniske begrænsninger på borgerne, er ikke afskaffet, selv når de ikke længere synes nødvendige eller virkningsfulde.

Da man forbød elefanthuer o.l. for demonstranter, var det kun en detalje at gå ind for burkaforbud, og så er der ikke langt til en dag helt at forbyde tørklæder.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard

Fænomenet kommer meget tænkeligt også til at ses med coronakrisen, men hvorfor overlever krisepolitikker længere end kriserne? Der er formodentlig flere årsager.

Én er nok banal inerti til fordel for status quo. Folk vænner sig simpelthen til det, de har – »the new normal«. Tænk bare på, hvor forskelligt mennesker opfører sig på fly og i lufthavne i forhold til før 2001.

En anden er særinteresser: Som professor Ole P. Kristensen viste i »Væksten i den offentlige sektor« (1987), er der en slags asymmetri, når det gælder det at nyde og det at yde via det offentlige. Når et ministerium, en styrelse eller en kommune har skabt en overførsel eller oprettet en særlig enhed til et specifikt formål, vil en beskæring begrænse institutionens egen magt. Mindre budgetter og færre ansatte er ikke noget, man ønsker sig. Drejer det sig om tilskud til en aktivitet eller en overførsel til borgere, virksomheder eller organisationer, vil de berørte mærke beskæringen kraftigt. Til gengæld vil de eventuelt sparede beløb kun kunne føles ganske lidt eller indirekte af de borgere, der eventuelt får en skattelettelse eller et svagt øget offentligt forbrug andre steder. Kort sagt: Ved at rulle politikker tilbage, vil politikerne som regel gøre nogle sure og ingen rigtigt glade.

Men en tredje årsag er mere ideologisk, nemlig at man kommer ud på en glidebane: Når man først har sagt A på et tidspunkt, bliver det lettere at sige B på et senere. Da man forbød elefanthuer o.l. for demonstranter, var det kun en detalje at gå ind for burkaforbud, og så er der ikke langt til en dag helt at forbyde tørklæder. Har man en gang købt præmisserne for, at et forbud hér eller et påbud dér er en legitim politisk indblanding, er det svært at holde igen på nærliggende områder senere.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilsammen giver det alt sammen det, man har kaldt en »skraldeeffekt« – opkaldt efter den slags »skralder«, hvor en klinke spærrer således, at et tandhjul kun kan køre én vej. Måske hjulet ikke hele tiden kører rundt, men når det gør, kører det kun én vej.

Så det kan godt være, at hjælpepakkerne indført i marts udfases. Det kan godt være, at solnedgangsklausuler på den magt, der er overladt regeringen, vil sikre, at de ikke alle fortsætter uendeligt. Men hvis historien lærer os noget, er det, at der findes intet så permanent i politik som en midlertidig foranstaltning. Så om 10, 20 og 30 år vil vi formodentlig slæbe rundt med coronakrisepolitikker fra 2020, der kun var ment som midlertidige undtagelser, og som ellers aldrig ville have fundet politisk støtte.