14. oktober 2015

Lovgivende og udøvende

PARTIHENSYN VS. MAGTENS FLERDELING

Følger man grundlovens og retsstatens ånd, burde ministre slet ikke være medlemmer af Folketinget. Men hvorfor er det, at ministre hentes blandt folketingsmedlemmer, så i dag så meget reglen snarere end undtagelsen, at mange ser det som næsten »udemokratisk« ikke at gøre det?

Kronik i Berlingske den 14. oktober 2015 af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab

Peter Kurrild-Klitgaard

De pågældende glemte i samme åndedrag, at Christensen dog havde fået godt otte gange flere personlige stemmer (5.133) end Thor Möger Pedersen, da denne i 2011 opstillede til Folketinget (684) – og at det ikke afholdt sidstnævnte fra at blive skatteminister. Og Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt er såmænd ikke de eneste statsministre, der i regeringer har medtaget »kasserede« folketingskandidater: Poul Nyrup Rasmussen gjorde det ved to regeringsdannelser i træk (1993 og 1994), Poul Hartling gjorde det to gange i ét hug (1973), og en stribe andre har gjort det. For slet ikke at tale om det mere generelle fænomen at have ministre, der slet ikke har været valgt til Folketinget, hvilket har været gældende for samtlige statsministre i mere end et halvt århundrede.

Sådanne udnævnelser er sjældne men hverken usete eller i nogen meningsfuld forstand problematiske.Det er formelt monarken og i praksis statsministeren, der udnævner ministrene – ikke Folketinget og slet ikke vælgerne.

Ja, faktisk kan man med en vis ret sige, at intentionen oprindeligt var noget nær den modsatte: At ministre ikke skulle være medlemmer af Folketinget. Grundloven indeholder – tydeligvis – ikke et forbud mod det, men et andet ideal antydes: Paragraf 3 i 1953-grundloven fastslår således en magtdeling mellem den udøvende magt (kongens regering) og den lovgivende magt (kongens regering og Folketinget i forening). Denne magtens flerdeling går tilbage til junigrundloven (1849).

Praksis var også længe en anden. Den første regeringsleder udpeget efter 1849-grundlovens ikrafttræden, C.A. Bluhme (1852), var ikke medlem af Folketinget, men embedsmand. Heller ikke ved »systemskiftet« i 1901, hvor parlamentarismen begyndte at praktiseres, tog man et folketingsmedlem som regeringschef, men derimod juraprofessor Johan Henrik Deuntzer, der var blevet vraget til Landstinget og først året efter blev folketingsmedlem.

Både oprindelig praksis og grundlovens ånd giver god mening: Hvis magten skal være delt (for at undgå for stor magtkoncentration), er det problematisk, hvis de, der skal administrere inden for lovens rammer, samtidig er med til at vedtage lovene – og vice versa. Følger man grundlovens og retsstatens ånd, burde ministre slet ikke være medlemmer af Folketinget. Men hvorfor er det, at ministre hentes blandt folketingsmedlemmer, så i dag så meget reglen snarere end undtagelsen, at mange ser det som næsten »udemokratisk« ikke at gøre det?

I det store billede er grunden, at vi ud fra Hørups devise om »ingen over og ingen ved siden af Folketinget« har oplevet en langvarig undergravning af magtens flerdeling. Mere konkret er logikken den åbenlyse, at de, der står mest magtfuldt ved en regeringsdannelse i et parlamentarisk demokrati, uvilkårligt er dem, der står stærkest i de største partiers folketingsgrupper. Næste skridt er så, at de forståeligt nok gerne vil have ministre, der har både parlamentarisk erfaring og detailviden om relevante politikområder – men måske også kan bruge udnævnelser til at pacificere eventuelle kritikere i egne rækker. At tage folk ind udefra er til gengæld sjældent populært blandt folketingsgruppernes medlemmer.

Sådan trumfer partihensyn som regel forfatningsidealer.