Magtdeling er retssamfundets hjørnesten

Debatindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske Opinion den 10. august 2020.

Uanset om man mener, at regeringens og de politiske partiers politikker under coronakrisen har været for meget, for lidt, for hurtige eller for langsomme, eller alt sammen lige tilpas, kommer man ikke uden om, at der har været tale om den største koncentration af magt, der er set i det danske politiske system siden Anden Verdenskrig. Måske siden enevælden. En hidtil uhørt mængde magt er blevet delege-ret hos regeringens ministre, når det gælder forbud, påbud og anvendelse af offentlige og private ressourcer.

Måske mest ildevarslende er det, at man under krisen har set en række tendenser til, at et fundamentalt forfatningsmæssigt princip i liberale demokratier er kommet under pres: Magtdelingsprincippet. Altså at den politiske magt ikke ligger ét sted uden kontrol, men i realiteten er spredt ud på  flere principielt uafhængige dele af statsapparatet. Disse har ikke blot en indbyrdes arbejdsdeling imellem sig, men er oprindeligt set som nogle, der også kan holde hinanden i ave.

I nogle systemer – særligt USA – er sådanne »checks and balances« en indgroet del af selve forfatningsforståelsen, og i Danmark er magtdelingen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt indskrevet direkte i grundloven. Folketinget og regeringen lovgiver i fællesskab, regeringen udøver magt på baggrund af lovgivningen, og domstolene dømmer på baggrund af lovene – og de er i den henseende ikke underlagt hverken folketing eller regering.

Magtdelingen har i årevis været under pres på flere fronter. Grundlovssikrede bestemmelser om eksempelvis dommerkendelser, før myndighederne kan overvåge borgerne eller å adgang til privat ejendom, er hastigt eroderet af hundredvis af undtagelser, der reelt har flyttet kompetence til den udøvende magt.

Og nu er selve domstolenes uafhængighed kommet under pres. Flere prominente jurister har hæftet sig ved Domstolsstyrelsens notat fra den snart Danmarkshistoriske dato 11. marts: »Regeringen har besluttet at lukke alle offentlige institutioner i Danmark«, hed det. »Der skal alene opretholdes de mest kritiske funktioner. I den forbindelse skal Danmarks Domstole identificere særligt kritiske sagsområder, hvor driften skal opretholdes.« Endvidere oplistede man, hvilke områder der er særligt »kritiske«. Det er siden blevet dokumenteret, at beslutningen kom oppe fra, og at man lagde pres på domstolene.

Problemet her er, kort fortalt, at det faktisk ikke er noget, den udøvende magt skal blande sig i. Det er de uafhængige domstoles egen beslutning. Grundloven fastslår, at »retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen«, og at »den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov«. Domstolsstyrelsen har dermed kun bemyndigelse til at varetage domstolenes administrative og bevillingsmæssige forhold.

Blandt de kritiske stemmer er blandt andre den forhenværende direktør for Institut for Menneskerettigheder, advokat Jonas Christoffersen, der har argumenteret for, at det, der er sket, ikke er »i overensstemmelse med retsplejeloven og dermed ikke i overensstemmelse med grundloven«, og udtalt følgende: »Jeg er forsigtig med at råbe grundlovsbrud. Men på det foreliggende grundlag har jeg svært ved at se, at det der er foregået er i overensstemmelse med grundloven.« Jonas Christoffersen har for den uafhængige retspolitiske tænketank Justitia medforfattet en rapport, der har sat fokus på blandt andet, hvorledes krisen har gjort politikerne villige til at sætte frihedsrettigheder og retsstatsprincipper på vågeblus.

Retsformand i Østre Landsret, Bertil Frosell, har argumenteret for, at man med det skete kan være kommet ud på en glidebane ved for eksempel en ny krise: Der kan »skabes en farlig præcedens og fejlopfattelser hos myndigheder, hos politikere og andre medborgere. Værst af alt: Det kunne føre til et tab af rimelighed og retssikkerhed i de konkrete sager, som almindelige mennesker har ved domstolene.«

Både Information og Politiken har advarende beskæftiget sig med emnet, men lidt bemærkelsesværdigt har den borgerlige del af medierne ikke rigtigt gjort det samme. Jyllands-Posten vist nærmest slet ikke, og i denne fine avis er det primært blevet til en klumme om emnet af koncernchef Anders Krab-Johansen. Man skulle ellers mene, at det, der ofte kaldes »den fjerde statsmagt«, burde holde et helt særligt skarpt og kritisk lys på, om andre dele af den faktiske statsmagt holder sig inden for spillereglerne.

Nu kan man så sige: Og hvad så? Der skete jo ikke noget særligt ved det. Det var trods alt ikke, som hvis en autoritær stats- eller regeringschef havde dikteret indholdet af dommene, ignoreret domstolsafgørelser eller fyret dommerstanden.

Det er sandt, men sagen er blot, at for hver gang et princip brydes, bliver det alt andet lige lettere at bryde det igen en anden gang. Turen på den berømte glidebane ender som regel et andet sted, end den begyndte.