Man er en dårlig betjent hvis man er voldsparat, men også hvis man ikke tør tage hårdt fat

Debatindlæg af politiforsker og kriminolog David Sausdal (Center for Kriminologi) i Politiken den 15. juli 2020.

Vi simplificerer debatten om politiets magtanvendelse til at handle om rigtig og forkert. Vi er nødt til at prøve at sætte os i politiets sted.

Spørgsmål om politivold har præget debatten på det seneste. Brutale billeder fra USA og nu en video af dansk politi, som aggressivt bruger deres stave til at slå fodboldfans, har fået folk til at fare i flint og beskylde politietaten for at være overdrevet voldsparat.

Der er ingen tvivl om, at amerikansk politi har interne problemer med hensynsløshed og fordomsfuldhed. Der er heller ingen tvivl om, at dansk politi – dog i markant mindre grad – også til tider bokser med sådanne problemstillinger. Som politiforsker synes jeg dog, at der i debatten udvises en manglende forståelse for et specifikt aspekt: spørgsmålet om, hvordan det er at have et voldeligt arbejde. Som politibetjent kan man simpelthen ikke undgå at blive involveret i voldsomme situationer. Det ligger i jobbet. Som den amerikanske forsker William K. Muir rigtigt har påpeget, er man ikke bare en dårlig betjent, hvis man er for voldsparat, man er modsat også dårlig til sit arbejde, hvis ikke man kan finde ud af at bruge fysisk magtanvendelse.

Dygtige politimænd og -kvinder går derfor på arbejde med en vished om, at sandsynligheden for, at de skal tage fat – og nogle gange hårdt fat – er til stede. Og de går nogle gange hjem fra arbejde med blå mærker og det, der er værre. Det handler selvfølgelig om at finde den rigtige balancegang – om at anvende sit voldsmonopol på en måde, så det ikke bliver et spørgsmål om en overdrevet magtanvendelse, men så magten præcis er tilpasset den enkelte situation. Stritter folk imod, skruer man op. Gør de ikke, skruer man ned. Som forskningen dog også har vist, er spørgsmålet om, hvad der er tilpas magtanvendelse, svært at besvare.

Lovgivning og regulativer kan fastsætte en ramme, men i dagligdagen er det op til de enkelte betjente at beslutte, hvad der kræves. Dette er selvsagt ikke en let balancegang. Og der er en tendens til, at man som betjent nok vælger at lægge lidt til i stedet for at trække fra, da målet er hurtigst muligt at få situationen under kontrol. Af ovenstående grunde – og sikkert flere endnu – er spørgsmålet om politivold derfor ikke så let og ligetil, som det for ofte bliver lagt frem i pressen og af meningsdannere.

Det er også noget, som jeg selv og mine universitetskollegaer har en tendens til at glemme. Her, siddende på vores kontorer foran vores lysende skærme, glemmer vi nogle gange, hvordan det må være at have et arbejde, hvor man en gang imellem nødvendigvis må råbe ad folk, gribe fat i folk, kaste med dem, slå og slås med dem – og nogle gange det, der er værre. Fra første parket, med politiet på arbejde, har jeg dog fået en bedre forståelse for, hvad en sådan arbejdsmæssig ’voldsnødvendighed’ gør ved mennesker og deres tanker. Forståeligt nok former det deres ideer om verden og deres måde at være i den på. Og det former dem på en måde, som langt hen ad vejen er ubegribelig for alle os, der har en arbejdsdag, hvor det at skære sig på printerpapiret måske er det farligste, vi kommer ud for.

At der er sådan en arbejdsmæssig verden til forskel, er noget, vi bør have in mente, før vi fælder vores domme over, hvorvidt politiet gjorde det rette. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal være kritiske og stille spørgsmål til politiets arbejde og deres metoder. Slet ikke. Det skal vi. Og hvis politiet går over stregen, skal det have konsekvenser. Med det sagt må debatten starte med en større forståelse, hvor specielt og, ja, nogle gange voldeligt, et arbejde politiet har.

Hvis vi ikke udviser en forståelse for, hvor svært og også oprivende et sådant arbejde er, når vi ikke langt. Har du f.eks. prøvet at slå nogen? Har du prøvet at blive slået? Hvis svaret er ja, ved du også, hvad det gør ved kroppen. Det sender adrenalin igennem systemet. Du skifter mindset på godt og ondt. Dansk politi er selvfølgelig trænet til at kunne begå sig i sådanne tilspidsede situationer. Men at tro – som debatten bærer spor af – at det altid blot er som at vælge mellem chokolade- eller jordbæris, det rigtige eller forkerte, er at udvise en manglende forståelse for, hvad magtanvendelsesarbejde i realiteten går ud på. Desværre synes jeg, at et sådan enten-eller-syn i stigende grad præger Debatdanmark, ikke bare når vi taler om politiet, men også, når vi taler om mange andre svære emner.

Her vil det generelt være at foretrække, hvis udgangspunktet i mindre grad var en tyrkertro på egne holdninger og i højere grad et forsøg på at sætte sig ind i andres verdener. Det bør være derfra, at vores verden går.