Mandags-trænere i politik er godt

Opinionsindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 29. juni 2020.

I den forgangne uge sørgede et bredt politisk flertal for, at der nu nedsættes et uvildigt ekspertudvalg til at afdække og vurdere regeringens håndtering af coronakrisen i perioden fra januar til maj. Udvalget – der ganske vist ikke vil få adgang til alle relevante dokumenter fra regeringen – skal frem til 2021 vurdere, om staten var godt nok forberedt, og om der blev truffet de rette beslutninger.

Det kommer ovenpå en periode, hvor ellers selv den mindste ansats til kritik eller blot spørgsmålstegn ved de valgte mål og midler har medført heftige beskyldninger om »bagklogskab« og »mandagstrænere« med »akademisk luksus«, ikke mindst fra regeringspartiets frontkæmpere og lejesoldater.

Men når det gælder vigtige samfundsbeslutninger, er forsøg på bagklogskab faktisk slet ikke så skidt.

En bogstavelig mandagstræner, der efter weekendens fodboldkampe kloger sig om, hvilke spillere, trænere eller dommere der burde have gjort hvad, har sjældent meget at bidrage med. Hvad han end måtte mene, ender som regel som forglemmelig baggrundsstøj i frokoststuen.

Men det er jo i grunden heller ikke så vigtigt et emne: Der er jo normalt fodboldkampe igen næste weekend og næste år, og hvad en vilkårlig person måtte synes om strategier og udskiftninger, hvor der i sidste ende ingen målestok er, handler ikke om liv eller død. Det er unægteligt noget anderledes i spørgsmålet om krisehåndteringen, hvor der er åbenlyst meget mere på spil, og hvor det bogstaveligt talt handler om liv, frihed og velstand – ikke bare i fortiden, men også i fremtiden.

Faktum er, at pandemien og nedlukningen tilsammen har givet et »historisk tilbageslag« og er et af »de sorteste kapitaler i dansk økonomisk historie«, ikke set siden Anden Verdenskrig. Et forventet fald i bruttonationalproduktet på 4,4 pct. i 2020, men måske så stort som 7,5 pct. En stigning i ledigheden på knap 50.000 beskæftigede (men reelt mange flere, idet en del er camoufleret). En eksplosion i de offentlige udgifter med et »voldsomt« budgetunderskud på godt 200

mia. kr. i 2020. Dertil drakoniske indgreb i borgernes grundlæggende friheder og retssikkerhed i form af forbud, påbud og overvågning.

En del af konsekvenserne har skyldtes selve pandemien. Selv uden politiske indgreb ville danskernes adfærd og velfærd være blevet ramt. Men langt den største del af omkostningerne har ultimativt været konsekvenser af politiske beslutninger. Når omsætningen i mange virksomheder styrtdykkede til nul, skyldtes det først og fremmest, at mange af dem ikke måtte holde åbent. Det var ikke spor tilfældigt, at regeringen i marts hastede en ændring igennem af den længe eksisterende epidemilovgivning, der ellers gjorde staten erstatningspligtig for de skader, dens beslutninger måtte påføre private virksomheder i en sådan situation.

Konsekvenserne kommer i sidste ende an på valg af strategier: Finansministeriet vurderede tidligt i forløbet, at forskellige scenarier for genåbning af landet ville ramme økonomien forskelligt – rangerende fra minus tre pct. ved en hurtig, større genåb

ning til minus seks pct. ved en meget langsom, restriktiv genåbning. Altså ca. 70 mia. kr. i velstand alene som forskellen mellem den ene eller den anden genåbning – hvilket vel at mærke er politiske beslutninger og ikke hverken strengt »sundhedsfaglige« diktater eller udefra kommende, naturgivne forhold. Så hvis man ikke skulle kunne drøfte kritisk, om de politiske beslutninger, der koster hundredvis af milliarder og påvirker alles liv, hvad skulle man så overhovedet kunne diskutere? Hvis man ikke må lære af, hvad der er sket i fortiden, hvordan i alverden skulle man så kunne undgå at begå de samme fejl i fremtiden?

En af grundene til, at der ikke har været krig mellem stater i Europa siden 1945 er jo bl.a., at man netop tog ved lære af, hvad der havde ført til to verdenskrige på 25 år – herunder vurderedes, hvad man havde gjort galt.

En årsag til, at man over årtier har forsøgt at gennemføre en række store frihandelsaftaler mellem lande eller regioner, er, at 1900-tallet blev et langt bevis for, at protektionisme og merkantilisme mellem lande i længden gør alle parter fattigere, end de ellers ville have været. Så når politiske beslutninger påfører borgerne store personlige, sociale eller økonomiske omkostninger, bør der naturligvis kunne kastes et kritisk blik på denne, herunder på den økonomiske krisehåndtering. Greb man ind for sent eller tidsnok? Havde og gav man selv korrekte eller misvisende informationer til borgerne? Var de gennemførte indgreb for strenge, for slappe eller nogenlunde tilpas? Vidste man, hvad man gjorde, og var der en overordnet strategi, eller skøjtede man frem og tilbage i improviseret fristil?

Alternativet til, at man som samfund ser tilbage og reflekterer over, om man gjorde det rette, er, at man automatisk tager magthaveres beslutninger som per definition de korrekte. Verdenshistorien er fuld af eksempler på, hvor skidt det kan gå, når man gør det.