Manglende global solidaritet kan skabe migrationspres

Debatindlæg af professor Henrik Hansen (Økonomisk Institut) og professor John Rand (Økonomisk Institut) i Altinget den 29. maj 2020.

Den 28. april bragte Financial Times en historie om, at covid-19 ikke har ramt de fattigste i Afrika så hårdt som frygtet.

Det udelukker naturligvis ikke risikoen for, at vi i de kommende måneder vil se kraftige stigninger på kontinentet i antallet af smittede og døde som følge af covid-19.

Men problemet for mange lande i Afrika er, at uanset om covid-19 rammer dem hårdt eller ej, vil de økonomiske følgevirkninger af pandemien med stor sandsynlighed komme til at ramme hårdt.

Vi er derfor nødt til at finde ud af, hvordan det internationale samfund kan bistå regeringerne i udviklingslandene med at finansiere nødvendige sociale sikkerhedsnet.  

Risiko for øget migration

En række af verdens førende udviklingsøkonomer har i de seneste måneder advaret om, at vi midt i vores nationale linedanse mellem hurtig nedlukning og gradvis åbning ikke må glemme det globale udsyn.

Hvis vi gør det, risikerer vi at sundhedskrisen og det økonomiske tilbageslag efterfølges af en omfattende krise i det globale syd, som kan føre til forstærket migrationspres blandt andet på landene i nord.    

I en tid, hvor solidaritet selv med andre EU-lande møder modstand, er det vigtigt at huske, at mange af verdens fattigste lande har et yderst begrænset finanspolitisk råderum.

Og de mellem-indkomstlande, som har en smule manøvremuligheder, er naturligvis bekymrede for at øge den i forvejen store udlandsgæld gennem lånefinansierede budgetunderskud.

Vi er derfor nødt til at finde ud af, hvordan det internationale samfund kan bistå regeringerne i udviklingslandene med at finansiere nødvendige sociale sikkerhedsnet.    

Økonomisk chok

Ud over de finanspolitiske problemer står landene over for en fremtid med øget protektionisme og ændrede handelsvilkår.

Harvardøkonomen Dani Rodrik mener, at covid-19 kan blive det største økonomiske chok udviklingslandende har oplevet siden anden verdenskrig.

Eksporten vil falde, turistindtægterne vil styrtdykke, og pengeoverførsler fra familiemedlemmer bosiddende i mere velstillede lande vil falde, fordi migranterne mister deres jobs.

Samtidig har covid-19 allerede medført et kraftigt fald i udenlandske investeringer og andre kapitaloverførsler til det globale syd.

Sidst men ikke mindst vil den indenlandske opsparing i udviklingslandene formodentlig også søge udenlands. Denne kapitalflugt kan føre til yderligere intensiveret valutauro i de fattigste lande.

Det skræmmende scenarie har ledt til en række forslag til at understøtte udviklingslandenes økonomier og likviditet af mere eller mindre teknisk karakter. Første tiltag, som allerede er vedtaget og implementeret fra 1. maj for 76 af verdens fattigste lande, var et midlertidigt stop for gældsbetalinger.

Desværre dækker dette kun den officielle gæld til G20 landene og Verdensbanken. Flere amerikanske økonomer og Lars Koch fra Mellemfolkeligt Samvirke anbefaler, at man også suspenderer staternes afdrag på privat gæld, som udgør en stor andel af udlandsgælden for specielt mellem-indkomst­landene.

Dette skulle faktisk være muligt med gældende nationale lovgivninger og internationale aftaler.

Utilstrækkelig lånekapacitet

Et andet vigtigt tiltag er at sikre, at IMF har tilstrækkelig udlånskapacitet og mulighed for at støtte udviklingslandene med nødvendig likviditet til at undgå gældskrise og valutauro.

IMF's direktør, Kristalina Georgieva, forsikrer, at IMF med en udlånskapacitet på en billion dollar (et tusinde milliarder dollar), hvilket er fire gange mere end kapaciteten ved starten af finanskrisen i 2008, kan dække lånebehovet.

Men spørgsmålet er om covid-19 situationen bør sammenlignes med finanskrisen. Det er således værd at bemærke, at IMF med en udlånskapacitet som svarer til cirka 17 danske hjælpepakker, allerede har ansøgninger om støtte fra mere end 100 lande.

Vi har samtidig set at USA's finansministerium planlægger at låne en billion dollar om måneden i april, maj og juni. I den kontekst virker en sammenligning af IMF og en skrædder i helvede ikke helt ved siden af.

Solidaritet i krisen

Allerede tidligt i foråret blev der stillet forslag om at omlægge og udvide IMF’s særlige trækningsrettigheder, på samme måde som vi gjorde i april 2009, men nu i større skala og rettet mod fattigere lande.

En væsentlig forskel mellem lån hos IMF og særlige trækningsrettigheder (SDR) er, at SDR netop giver landene ret til at trække på IMF uden først at skulle forhandle betingelserne for at få den øgede likviditet.

Forslaget støttes af en lang række prominente økonomer, herunder Harvardøkonomen Larry Summers, Nobelprismodtageren Joseph Stiglitz og den tidligere britiske finansminister, Jim O’Neill.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen betaler vi i Danmark ikke andres regninger. Det kan vi langt hen ad vejen godt forstå, om end ”solidaritet” vel giver mest mening, når det også gælder i hårde tider.

Men en omlægning og udvidelse af IMF’s trækningsrettigheder skal ikke ses som en betaling af andres regninger.

Det er en meget billig forsikring, som Mette Frederiksen kan købe ved blot at sende en besked til Nationalbanken om, at vi i Danmark støtter det glimrende forslag. Det koster lidt på Danmarks balance over for udlandet, men vi mener det er et godt tilbud.