23. april 2020

Mette Frederiksen har sat scenen til topstyring

COVID-19

Mette Frederiksen og Stefan Löfven har fra start håndteret coronakrisen på vidt forskellige måder. Men ligesom på teatret kan man ikke skifte rolle midt i forestillingen, skriver Kitte Wagner og Lene Holm Pedersen.

Debatindlæg af Kitte Wagner og Lene Holm Pedersen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 23. april 2020.

Dramaturgien i et skuespil rummer en klassisk indsigt. Anslaget giver en forsmag på historiens præmis, og dermed sættes der en ramme for slutningen. Pistolen, der hænger på væggen i åbningsscenen i Tjekhovs Mågen skaber forventninger. Og vi ved, at den skal fyres af, inden historien er slut.

I den danske version af coronadramaet tager anslaget form af et centralt styret lockdown. På et pressemøde 13. marts meddeler statsminister Mette Frederiksen (S), at elever, studerende og offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem. Forsamlingsforbud. Grænserne lukkes.

I Sverige kommer der ikke noget lockdown. Der indføres også et forsamlingforbud, men skolerne, daginstitutionerne og grænserne forbliver åbne. Her bliver der styret via såkaldte vatdekreter, hvor den lokale ledelse får til opgave at definere, hvad der er nødvendigt og muligt ud fra den konkrete situation.

Det er en meget besværlig model for de lokale ledere. For hvem ved, hvad der skal til for at ramme den grønne kurve, hvor smittespredningen ikke kommer ud af kontrol?

“Kaptajnen kan ikke blive et jævnbyrdigt medlem af besætningen, og flokken kan ikke begynde at tænke selv, hvis scenen er sat til topstyring..

Kitte Wagner og Lene Holm Pedersen (Institut for Statskundskab)

"Låt många smittas i lagom takt"

Anslagene i Danmark og Sverige er således vidt forskellige. Når den polititiske ledelse lukker et samfund på grund af en pandemi, der vokser eksponentielt, sker det med en imponerede handlekraft.

I modsætning hertil virker et samfund, der afskærmes fra bunden mindre beslutningsdygtigt og mere tøvende.

Skal et skridt være for langt, for kort eller et sted midt i mellem?

I Danmark sker nedlukningen i forbindelse med COVID-19 efter mottoet om, at vi hellere vil gå et skridt for langt end et skridt for kort.

På tidspunktet, hvor der lukkes ned, giver det rigtig meget mening at være forsigtig. Der handles i et scenarie præget af eksponentiel vækst. Hvis man ikke sætter hårdt ind første gang, er smittespredningen allerede længere ude af den kurve, hvor antallet af døde stiger eksponentielt.

I Sverige er mottoet derimod: "Låt många smittas i lagom takt". Lagom (moderat red.) er et ord, der ofte beskrives som ærkesvensk. Hvor ordene tilstrækkeligt eller gennemsnitligt kan lyde som noget, der er henholdsvis lidt for lidt eller middelmådigt, så oversættes lagom bedst som noget, der ikke er for langt eller for kort, men lige tilpas.

Det svenske mål er ikke at forhindre smitte, men at ramme en gylden middelvej, hvor spredningen er så tilpas, at sygehusene ikke overbelastes.

Tegnell som skibslæge

Både den danske og svenske statsminister forsøger at vinde vores tillid, men de spiller deres rolle på vidt forskellige måder.

Mette Frederiksen inkarnerer professionelt politisk lederskab. Der er ikke nogen fodfejl, og der er et myndigt forældreskab.

Kontrakten er, at hvis befolkningen bliver hjemme, vasker hænder og holder afstand, så leverer statsministeren også sin del: En kontrolleret, gradvis åbning med en fast hånd, der er en general værdig. Stormer det, ønsker man ikke andet end at stille sig i ly af kaptajnens brede ryg. Hun lover os, at hun fører skibet i havn, hvis vi gør, som hun siger.

I Sverige er det ikke statsminister Stefan Löfven, der har været den synlige kaptajn på broen. Det er derimod statsepidemolog Anders Tegnell. Men Tegnell er ikke kaptajn. Han ligner snarere en havmåge i stormvejr. Men han indtager også rollen som den erfarne læge på skibet. Han kommenterer detaljeret på datakvalitet, dødsrater og smittetryk.

Publikum inddrages i samtalen, og han taler med alle, der vil tale med ham. Han lover ikke, at smitten kan kontrolleres. Han arbejder efter en strategi, hvor "många smittas i lagom takt." Jeg gør mit bedste, og hvis I arbejder hårdt, tænker selv, ændrer kurs, når det er nødvendigt, så løser vi problemet sammen, lyder hans standardreplik.

Scenen er sat til topstyring

I Danmark viser det sig nu, at anslaget også satte rammerne for genåbningen af samfundet. Der er skabt en forventning om, at smitte skal undgås. Ikke til at mange skal smittes, hvis landet ikke skal ligge brak, indtil der opfindes en vaccine.

Scenen er dermed sat til central styring og ikke til ’vatdekreter’. Der er ikke nogen forventning om, at lokale ledere bør have ansvaret for at vurdere, hvad der giver mening i den konkrete situation.

Sundhedsstyrelsen udsteder centrale retningslinjer om, at der skal holdes afstand og vaskes hænder i alle daginstitutioner. Det er lige så let at bremse vinden med sine hænder, som det er at overholde Sundhedsstyrelsen retningslinjer i en københavnsk daginstitution.

I Danmark kritiserer oppositionen nu statsministeren for ikke at have haft en plan for genåbningen. Men det klinger hult, for der var ikke nævneværdig modstand fra oppositionen, da lukningen blev effektueret.

Tværtimod blev grænserne lukket og forsamlingsrettigheder afskaffet, uden at oppositionen fortrak en mine. Topstyringspistolen hang på væggen, da tæppet gik op, og nu bliver den fyret af med et brag.

Sådan er det på teatret såvel som på virkelighedens scene. Man kan ikke skifte rolle midt i handlingen. Kaptajnen kan ikke blive et jævnbyrdigt medlem af besætningen, og flokken kan ikke begynde at tænke selv, hvis scenen er sat til topstyring.